Klumme

Alene på en øde ø

Jeg har med interesse læst tips fra læserne i dette nummer. Det er en stor hjælp at vide, hvordan andre styrer deres blodsukker på lange flyture og holder insulinen kold, når de befinder sig i troperne. Men jeg har brug for flere tips. Min kæreste og jeg har ofte talt om, at vi absolut ikke kunne overleve på en øde ø uden insulin, blodsukkerapparat og madpakker.

Nu har vi ingen planer om at styrte ned på en øde ø, men det er utrygt at føle, at vi må give fortabt, hvis vi ikke befinder os i trygge, vante rammer.

Vi ville uden tvivl være de første, der blev stemt hjem i ø-rådet i Robinson Ekspeditionen for at være de svageste led. Da jeg også lider af vandskræk og araknofobi, ville mine dage i tv-programmet for alvor være talte.

Men efter at have læst om seje diabetikere, der cykler i bjerge og vandrer i fjelde, har jeg fået blod på tanden. Måske kan jeg også bevæge mig ud i mere eksotiske egne af verden, selv om jeg har diabetes. De tips, jeg nu efterlyser fra jer andre, er, hvordan jeg kan kende en anden diabetiker, hvis jeg støder på en ude i junglen?

Det er skønt, at diabetikere kan udholde de samme strabadser som raske og hverken ser syge eller svagelige ud. Men skal vi så have et særligt håndtegn eller kodeord for at give os til kende, så vi kan bytte druesukker? Jeg vil også gerne vide, hvordan man undgår at blive stemt hjem fra de der ø-råd?

Tekst: Britt Nørbak · Foto: iStock

No Comment

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *