Læsernes historierLev med diabetesNy med diabetes

Det hjælper at tale om det

Stine Bjerre Herdels syvårige datter Milla fik konstateret diabetes på sin seksårs fødselsdag. I tiden op til var hun begyndt at blive meget tørstig, og hun tissede i sengen om natten.

“Det var meget mærkeligt, for Milla havde været renlig, siden hun var to år, men pludselig begyndte hun at tisse i sengen og gik i søvne rundt og ville tisse de mærkeligste steder i lejligheden,” fortæller Stine Bjerre Herdel.
Hun troede, at det hang sammen med, at Milla netop var begyndt i skole, og at hun måske var nervøs over de nye forandringer, eller at hun måske kunne have blærebetændelse.

“Min mand og jeg googlede symptomerne flere gange, og hver gang kom der i stedet en masse resultater om diabetes,” fortæller hun.
”Jeg slog det dog hen og sagde til mig selv, at der ikke var noget galt. Milla var jo glad og fuld af energi. Men så en torsdag aften, dagen før hendes fødselsdag, bagte vi kage, og Milla fik lov at smage. Og så om natten var den helt gal. Hun var badet i sved, kaldte på vand hele tiden, og hun vandrede omtåget rundt i lejligheden og opførte sig virkelig underligt,” husker Stine Bjerre Herdel. Hun og hendes mand fik derfor en akut tid hos lægen fredag eftermiddag, en time før de skulle mødes i Tivoli og fejre Millas fødselsdag med en veninde. Lægen målte Millas blodsukker til 26 – og så var det ellers direkte afsted til hospitalet.

Fik et chok

“Jeg vidste ingenting om diabetes, så jeg ringede til min veninde og sagde, at vi ikke kunne være i Tivoli klokken 16 som aftalt, for Milla skulle nok lige have noget insulin. Men vi kunne måske være der ved 19-tiden… Sygeplejersken på hospitalet så lidt underligt på mig, og så fik jeg at vide, at vi skulle blive natten over, og at vi nok også skulle regne med at være på hospitalet i en uges tid,” fortæller hun.
“Jeg gik lidt i chok, tror jeg. Jeg græd og græd og græd, for det er ekstra hårdt, når det er dit barn, der bliver ramt af sygdom. Så jeg sad bare oppe på 20. sal på Herlev Hospital og kiggede ud over byen, mens jeg tænkte over den hverdag, vi havde haft, som vi aldrig helt ville få igen. Og at min lille datter aldrig ville blive rask igen. Som i aldrig nogensinde. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre.”

En at dele bekymringerne med

 

Milla til motionsdag i skolen
Milla til motionsdag i skolen

Da hun var kommet sig over det værste chok, gik Stine Bjerre Herdel fra en ende af i gang med at sætte sig ind i, hvad diabetes egentlig er. En måned efter, Milla fik sin diagnose, gik det dog op for Stine, at hun havde brug for en at tale med om det alt sammen.
“Jeg spurgte mit netværk på Facebook, om de kendte en, der også havde et barn med diabetes,” fortæller hun. Det var der faktisk flere der gjorde, og jeg endte med at tage kontakt til en af dem.”

Stine og Milla fik dermed en såkaldt “diabuddy” – et begreb, man bruger om hinanden i interne diabeteskredse og ofte på sociale medier: Stines nye diabuddy, var anden mor til et barn med diabetes, som hun kunne dele sorger og bekymringer med, og som hun kunne tale med om lavpraktiske ting som fx madpakker og fødselsdage.

“Hendes datter, Lea, havde fået diabetes et halvt år før Milla, så hun var lige et skridt længere end mig – men stadig også midt i det. Det var meget befriende at finde en, der var igennem det samme og oplevede den samme stejle indlæringskurve på alt det praktiske, samtidig med alle de følelser, der overvælder en. Nogle gange sms’ede vi billeder til hinanden fra supermarkedet, hvis en af os havde fundet en kakaomælk med lavt sukkerindhold. Andre gange ringede vi bare til hinanden for at tude lidt – eller det var nok mest mig. Milla brød sig ikke om, at jeg græd, og jeg prøvede også at være stærk over for min mand og min søn, så det var rart at have et sted, hvor jeg kunne få lidt afløb,” fortæller hun.

Deler historier på de sociale medier

Stine Bjerre Herdel med sit nye våben, pandelampen, til når hun skal op om natten og måle blodsukker - Foto: www.instagram.com/diabetes1barn
Stine Bjerre Herdel med sit nye våben, pandelampen, til når hun skal op om natten og måle blodsukker.

Stine Bjerre Herdel har brugt de sociale medier flittigt i bestræbelserne på at falde til ro i den nye tilværelse med diabetes og for at få daglig sparring på stort og småt. Hun meldte sig blandt andet ind i Facebook-gruppen Forældre til børn med diabetes1, som er en af mange grupper på Facebook for forældre i samme situation som Stine.
“Det har jeg virkelig haft gavn af. Det er fantastisk at se, hvordan folk virkelig hjælper hinanden. Hvis jeg fx spørger ‘Hvordan taster I forlænget insulinafgivning ind, når jeres barn får pizza?’, så er der gerne 5-15 svar 20 minutter senere,” siger hun.

Stine Bjerre Herdel har også oprettet instagram-kontoen diabetes1barn, hvor hun deler billeder fra familiens hverdag. Her ”møder” hun andre forældre, der på samme måde deler deres oplevelser og gode diabetes-tips samt kommer med opmuntrende kommentarer. Og det er ikke kun folk fra Danmark, der kommenterer – der kommer gode råd og opmuntring fra hele verden.
“Det har betydet meget for mig. Man kan godt føle sig ret ensom med det hele, når man pludselig står der og skal håndtere en sygdom og en masse følelser, som især i begyndelsen fylder virkelig meget i hverdagen. Og man kan ikke hele tiden laste af på sin mand, som jo er lige så overvældet. Her er det en stor hjælp at tale med andre om det og udveksle hverdagsglimt og  op- og nedture. Også selv om vedkommende, jeg kommunikerer med, sidder helt ovre i USA,” siger hun.

Du kan følge Stine og Milla på instagram her: instagram.com/diabetes1barn

Tekst: Andrea Bak
Foto: Stine Bjerre Herdel

Fortæl din historie

Har du lyst til at fortælle din historie, eller har du en god idé til noget, du synes, vi skal skrive om, så send os en mail på dk.diabetes@roche.com. Vi glæder os til at høre fra dig!

1 Comment

  1. Grethe Hansen
    7. januar 2016 at 14:37 — Svar

    Jeg har haft Diabetes i 20 År på Diæt jeg viste ikke hvad Diabetes var og jeg kunde ikke tåle Pillerne så jeg viste ikke hvad jeg skulde gøre så jeg meldte mig ind i Diabetesforeningen og købte nogle små Hæfter der viste hvad man måtte spise og hvad man ikke måtte spise jeg har det godt og jeg er da blevet 83 År og haft et godt Liv Hilsen Grethe Hansen.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *