Lev med diabetesTips og Tricks

Det skal du vide om insulinchok

En diabetikers måske værste mareridt er at få insulinchok, uden at folk omkring er klar over, hvad de skal gøre. Her kan du se, hvad du skal gøre, hvis en person med diabetes pludselig er ved at få insulinchok.


Insulinchok kommer ikke ud af den blå luft – heldigvis! Det begynder med for lavt blodsukker, hvilket også kaldes hypoglykæmi eller føling. Hypoglykæmi skyldes, at der er mere insulin i blodet, end der er brug for. Det kan komme af, at man har taget for meget insulin, at man har spist for lidt, har anstrengt sig meget uden at justere sin insulin efter det, eller hvis man har drukket alkohol.

Symptomer på insulinchock

Symptomerne på hypoglykæmi er, at personen begynder at ryste og svede og bliver bleg og træt. Personen bliver typisk også meget forvirret og svær at komme i kontakt med, og mange får svært ved at udtrykke sig klart. Man kan også blive aggressiv og slå ud efter dem, der prøver at hjælpe. Udvikler det sig, kan personen gå i krampe og miste bevidstheden.

Symptomerne kan variere, men de fleste diabetikere ved godt, hvordan de reagerer ved for lavt blodsukker. Det er derfor en god idé at spørge vedkommende om præcis hans eller hendes symptomer, så du kan være opmærksom.

Hvis du oplever disse tegn, er det vigtigt, at du bevarer roen og ikke begynder at råbe eller skælde ud. Og du må for alt i verden ikke foreslå personen at tage insulin!

I stedet skal du få ham eller hende til at drikke lidt juice eller saftevand med sukker. Du kan også give en druesukkertablet, en vingummi eller en sukkerknald – alt med sukker hjælper, men ikke for meget, for så stiger blodsukkeret for meget og for hurtigt.

Diabetesforeningens anvisninger til førstehjælp ved insulinchok lyder således

Er diabetikeren bevidstløs, skal du

  • Ringe 112
  • Sprøjte glukagon ind i en muskel (kun hvis du er instrueret i at give denne injektion)

Er diabetikeren vågen/halvvågen og kan synke, skal du

  • Give en ¼ l frugtjuice eller sukkersødet saft
    eller
  • Give 20-25 g druesukker, honning eller hvidt sukker

Efter 10-15 minutter skal du kontrollere blodsukkeret. Hvis blodsukkeret ikke er steget, skal du gentage det ovenstående. Har diabetikeren det bedre efter 10-15 minutter, kan du give en skive rugbrød.

Husk: ingen insulin, så længe blodsukkeret er lavt!

Tekst: Andrea Bak
Foto: iStock

Kilder:
www.diabetesselfmanagement.com
www.insulinnation.com
www.netdoktor.dk

10 Comments