Klumme

Er du okay?

I nogle situationer er det sværere at være pårørende til en diabetiker end selv at være diabetiker.

Jeg har aldrig haft så lavt blodsukker, at jeg har været afhængig af andre. Men det har min diabetes-kæreste. Han har ofte insulintilfælde, hvor han er ved bevidsthed, men ikke i stand til at løfte en juicebrik op til munden eller åbne en rulle kiks. Han har af og til insulinchok, hvor han mister bevidstheden. Det sker om natten eller tidligt om morgenen, hvor jeg er hjemme og kan stikke ham med en GlucaGen-pen.

Det er nogle barske episoder, men bagefter trækker vi på smilebåndet, fordi huset sejler i juicekartoner, slikpapir og brugsanvisning til GlucaGen-pen. Hans tilfælde af insulinchok har medført, at jeg på et ubevidst plan altid er i alarmberedskab, når jeg sover. Det er meget smart, fordi jeg skal handle hurtigt, når han mister bevidstheden. Til gengæld er det også en belastning, for jeg vågner ofte ved, at jeg i søvne har bevæget mig hurtigt som en Ninja fra soveværelset og ind i stuen, hvor min kæreste ser tv. Lyden af, at han taber fjernbetjeningen eller vælter en kop kaffe er nemlig nok til, at min sovende reptilhjerne tror, at der er fare på færde.

Mit standardspørgsmål er altid: ’Er du okay?’ Hvis ikke han svarer ultrahurtigt, gør jeg klar til injektion. Sølle ham, hvis han bare falder i dyb søvn foran tv’et og taber fjernbetjeningen i søvne …

 Tekst: Britt Nørbak · Foto: Privat og iStock

britt-13 EDITBritt Nørbak, Journalist

Britt Nørbak fik type 1 som 12-årig.
Hendes kæreste har også type 1,
og hendes svigerfar har type 2.

 

No Comment

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *