Lev med diabetes

Et netværk for diabetesfamilier

Diabetesnetværket Humleboet er en landsdækkende forening for børn og unge under 18 år med type 1 diabetes. Foreningen blev dannet i 2008 af diabetesfamilier på frivillig basis , og formålet er at danne netværk og tilbyde events for børn og unge og deres familie.

Ideen til Humleboet udsprang af en trist begivenhed. I flere år havde Liljan Nybo, der var diabetessygeplejerske på Hillerød Sygehus, arrangeret en årlig weekendtur for diabetesfamilier, og da hun døde efterlod det ikke blot et stort, personligt tomrum – familierne var også i fare for at deres gode netværk skulle glide ud i sandet.

Frank Gottlieb, der har en søn på 20 år med diabetes, var én af dem, der gerne ville videreføre den årlige weekendtur og ikke mindst vedligeholde og udbygge netværket mellem diabetesfamilier. Interessen for en forening var stor, og i dag har Humleboet over 750 familier som medlem.

De første måneder efter Liljan Nybos død i foråret gik tiden med at arrangere den første weekendtur i Humleboet-regi og med at danne en forening og finde en sponsor. Næste skridt blev en lukket hjemmeside for medlemmer og at lave et Google-kort over medlemmer, som ønskede at danne netværk.

Du kan finde kortet på foreningens hjemmeside, og på den måde kan man altid se, om der bor en familie i nærheden af én selv, som har børn på ens egne børns alder.
“Det er en rigtig god hjælp for mange, især i den første tid, efter man har fået diagnosen. Her kan man stille alle de spørgsmål, man har, og ens barn kan se, at han eller hun ikke er den eneste i verden, der har diabetes,” siger Frank Gottlieb.

Humleboet arrangerer også masser af aktiviteter for forskellige aldersgrupper. Her kan børnene som regel lave noget fysisk, mens forældrene kan få mulighed for at tale sammen imens.

Desuden har Humleboet en ikke-offentlig facebook-gruppe, hvor man hurtigt kan få svar på sine spørgsmål.
“Den er der mange, der bruger, for her kan man både få svar hurtigt, og man kan komme i kontakt med nogen, hvis man for eksempel er langt hjemmefra og mangler en eller anden “dims” – så er der altid nogen i nærheden, der gerne vil hjælpe,” fortæller Frank Gottlieb.

Hvert år i slutningen af august holder Humleboet en familieweekend, hvor der er oplæg og foredrag om alle de ting, man som diabetesfamilie har inde på livet. Der er deltagere i alle aldre, og weekenden er for alle i en diabetesfamilie. Humleboet opfordrer især søskende til børn med diabetes til også at deltage, så de også kan møde nogen, der har det ligesom dem.

“Weekenden er med til at løfte det åg, som diabetes godt kan føles som. Gennem samværet med andre får man øjnene op for, at her er vi alle ens, og alle kan finde nogen at spejle sig i,” siger Frank Gottlieb.

“Vi vil gerne være med til at give børn med diabetes de samme muligheder som alle andre børn. Diabetes behøver ikke begrænse én mere end nødvendigt, og det skal absolut ikke være en straf at have diabetes,” siger Frank Gottlieb.
Han bruger omkring 15 timer om ugen på Humleboet ved siden af sit fuldtidsjob som lodsinspektør.
“Jeg bruger meget tid på det, men jeg får også meget ud af det. Det er stort at være med til, at børn med diabetes og deres familier får en nemmere og bedre hverdag,” siger han.

Du kan læse mere om Humleboet og deres aktiviteter og tilbud på deres hjemmeside og på deres Facebook-side.

Tekst: Andrea Bak
Foto: Humleboet

2 Comments