KlummeLæsernes historierLev med diabetesTips og Tricks

Min rejse med diabetes

Faktaboks

  • Alder: 34 år
  • Bor på Frederiksberg
  • Uddannet i medievidenskab hos Aarhus Universitet
  • Journalist og skønhedsredaktør hos Eurowoman
  • Fik konstateret type-1 diabetes som 12-årig
  • Har boet i Australien i 7 måneder

 

34-årige Marie Lodberg fik konstateret diabetes, da hun var 12 år gammel. I dag synes hun ikke, at sygdommen er en stor og afgørende del af hendes liv, men nærmere et baggrundstæppe: Et lærred, som hendes liv er bygget oven på. Marie fortæller her åbent og ærligt om sit forhold til sin diabetes, hvad hendes rejse til Australien lærte hende, og hvilke råd hun vil videregive til diabetespatienter og pårørende. 

Hvor længe gik der fra det indledende kaos efter din diagnose af type-1 diabetes til en normaliseret tilværelse med diabetes? 

Der gik ret kort tid. Jeg var indlagt i en uges tid. Jeg synes, det er ret interessant, at selvom jeg kun var 12 år, inden jeg var gået i puberteten og for alvor kendte min krop, så vidste jeg, at der var noget galt. Jeg kan huske, at jeg lagde mig på sengen efter skole og begyndte at græde, fordi jeg bare vidste, at der var noget galt med min krop.

Hvad var årsagen til, at du tænkte noget var galt? Hvilke symptomer havde du?

Min krop tørstede hele tiden. Når jeg sad og fik undervisning, var jeg flere gang nødt til at gå ud til vasken på gangen for at drikke vand. Der var bare en trang på en måde, som jeg aldrig havde oplevet før. Og da jeg blev indlagt og fik diagnosen, var det faktisk en lettelse for mig. Personalet på sygehuset var rigtig godt og troede på, at jeg kunne klare det. Første gang, jeg skulle stikkes, opfordrede de til, at jeg gjorde det selv. Det gav god selvtillid fra starten. Min mor troede også på mig. Hun gjorde ikke et stort nummer ud af, at jeg havde fået konstateret diabetes. Det har været en kæmpe gave i forhold til resten af mit liv med diabetes. Altså dét, at det aldrig er blevet gjort til en sygdom. Jeg kan også huske, at min matematiklærer sagde: ”Det er den bedste sygdom, du overhovedet kan få, fordi den gør, at du skal leve sundere”. Så der har hele tiden været en god og positiv vibe omkring det.

Hvordan meget fylder din diabetes i dag i forhold til de første par år?

På den ene side fylder den ikke særlig meget, for den forhindrer mig ikke i noget som helst i min hverdag. På den anden side fylder den noget hele tiden, hver dag, hver time, hvert minut, hvert sekund. Jeg tænker på mit blodsukker hele tiden. Men det er okay, for der er ikke noget at gøre: Jeg har diabetes, og så må jeg få det bedste ud af det. Jeg tror, at hvis man ikke accepterer, at man har diabetes, og man ikke vil tage insulin eller tjekke sit blodsukker, fylder det måske intet i to timer, fordi man forsøger at fortrænge det, men så kan det fylde 100 procent i den resterende tid. Fordi man får dårlig samvittighed, føling eller for højt blodsukker. Min tilgang til det er, at den er der hele tiden, men den er der som et baggrundstæppe, et lærred, som mit liv er bygget oven på. Som et ekstra spor på den vej, jeg går på.

Fortæller du andre, at du har diabetes, for eksempel til en jobsamtale?

Nej, det gør jeg ikke. Jeg vil ikke have, at folk skal se på mig og tænke: ”Nå, det er Marie med sukkersyge”. Folk skal kende mig, og så kan de få at vide, at jeg er Marie med sukkersyge. Det betyder i virkeligheden så lidt. Så kunne jeg ligeså godt sige: ”Jeg har nedsat hørelse på det ene øre”. Det er en del af mig, men det er ikke afgørende overhovedet.

Kan du fortælle lidt om din tid i Australien?

Min mand og jeg var et sted i vores liv, hvor vi kunne tillade os at tage af sted i længere tid, så det bestemte vi os for at gøre. Vi boede i Melbourne, hvilket var skønt. I forhold til diabetes var det en kæmpe læring for mig. Når man går til kontrol herhjemme, siger de, at du har tre ting, du kan justere på for at ændre dit blodsukker, og det er motion, mad og insulin. Men jeg fandt ud af, i hvor høj grad psyken spiller ind. I Australien var der ingen stress eller deadlines at følge, det var kun min mand og mig og alverdens tid. Jeg begyndte også at gå til yoga, hvor jeg trak vejret ned i maven og fandt ud af, at jeg havde brug for ganske lidt insulin. Min kæmpe opfordring til læger og hospitaler er derfor også at tale om psyken og spørge patienterne, hvordan de har det i stedet for kun at kigge på tal eller insulin.

Hvad har du lært af din tid i Australien, som du kan bruge i din hverdag i Danmark?

Det bedste ved Australien var, at der altid var tid nok. Jeg kan huske, at jeg på rejsen skulle skrive et ønske ned på et stykke papir, og jeg skrev: ”Altid at have tid nok”. Det var dét, vi oplevede i Australien. Vi kunne altid tage en kop kaffe mere. Eller cykle lidt længere. Det er det samme, som gælder i karrieren, ikke stresse, men finde noget ro. Om det bare er i bittesmå sekvenser. Jeg skal ikke skynde mig fra det ene møde til det næste, hvis jeg kan. Jeg skal finde små åndehuller, for så fungerer jeg bare bedre. Jeg er sjovere at være sammen med, og jeg kan bedre lide mig selv. Min diabetes fungerer bedre.

Hvad er det bedste rejsetip du kan give til folk med diabetes?

Det er et meget konkret råd, men jeg havde ikke nok nåle med. Jeg ved ikke, hvad jeg havde tænkt på dengang før afrejse. Det var heldigvis ikke et problem, fordi jeg jo bare kunne gå ned og købe nogle. Men bare det at overveje længden af rejsen og medbringe den rette mængde til sit daglige forbrug er vigtigt. Især når man har diabetes.

Hvad er det bedste råd, du kan give teenagere med diabetes?

Noget, jeg som teenager syntes var irriterende, var, at jeg dengang altid måtte gå rundt med juicebrikker og madpakker med leverpostej pakket ind i staniol i tasken. Jeg syntes, det var så irriterende, at jeg skulle drikke af den juicebrik, imens andre drak dåsecola. Det var så pinligt. Men omvendt var jeg også bare nødt til det. Så hvad er mit bedste råd? Det er, at du kommer over det. Og man er mest selv optaget af at pakke den staniolpakke op og lugte lidt af leverpostej. Ingen andre synes jo i virkeligheden, at det er pinligt.

Hvad er det bedste råd, du kan give til pårørende? 

Hav altid Cola Zero på køl, ha ha.

Hvad vil dit bedste råd være til en mor, hvis datter lige har fået konstateret diabetes?

Det kommer selvfølgelig meget an på, hvordan teenageren er, og jeg kan kun tale ud fra min egen erfaring. Min mor har virkelig været god til ikke at gøre et stort nummer ud af det, men samtidig få det bedste ud af det: ”Jamen, det kan vi ikke gøre noget ved, men så køber vi bare en blender og laver gode grøntsagssupper.” Et andet barndomsminde er, at hun købte små Marabou-chokolader til, når jeg fik føling. Et godt råd kunne også være at købe müslibarer til teenagere med diabetes, så de er fri for de dumme staniolpakker med leverpostej.

Hvor ser du dig selv om 10 år?

Jeg har tidligere i mit liv været meget målrettet og ønsket at planlægge alt, men det har jeg givet lidt slip på. For 9 år siden blev min far syg af kræft, og for 7 år siden døde han. Han har altid været meget karriereorienteret og pligtopfyldende. Vi talte altid meget om karriere, job og muligheder. Da han blev syg, gik han fra den ene dag til den næste over til at mene, at karriere ikke betød noget. Han syntes i stedet, at man skulle huske at nyde sin kaffe, kigge på fugle og bruge tid på de mennesker, man kan lide. Det var det sidste, han gav videre til mig. Det er også derfor, jeg ikke ved, hvor jeg er om 10 år. Men forhåbentlig er jeg lige så god til at mærke min mavefornemmelse og værdsætte, hvor heldig jeg er over at have et job, jeg sætter pris på. Jeg ved end ikke, hvor jeg er i næste uge, men jeg håber, at det er et sted lige så hyggeligt som her.

Hvis du kunne få et hvilket som helst ønske opfyldt, hvad skulle det være?

Så ville jeg trylle mennesker om til at være blidere, vise mere åbenhed og forståelse for hinanden. Og så ville jeg knipse med fingrene og få den tagterrasse til sommerhuset.

No Comment

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *