Lev med diabetes

Søvn påvirker din diabetes

Udgivet for første gang: 02.10.16 | Sidst redigeret: 09.05.23
Anna Madsen
Skrevet af: Anna Madsen

En god nats søvn er vigtig for vores sundhed, men for type 1-diabetikere kan den gode, dybe søvn desuden hjælpe til et mere stabilt blodsukker. Desværre er diabetikere mere tilbøjelige til at døje med søvnproblemer.


De fleste kender følelsen dagen efter en nat, hvor man ikke har sovet godt. Man er træt, uoplagt og i dårligt humør, og desværre sker det oftere for personer med diabetes. Ifølge forskere fra Louis Stokes Cleveland VA Medical Center klager næsten halvdelen af alle diabetikere over dårlig søvn.

Annonce

Og sover du ikke godt, påvirker det ikke bare din livskvalitet, men også dit blodsukker. Dårlig søvn påvirker din diabetes.

Det samme viser en undersøgelse fra University of Arizona, hvor en række forskere har undersøgt, hvordan søvn påvirker børn med type 1-diabetes. Og den viser, at diabetesbørn i højere grad oplever søvnproblemer, der giver et højere blodsukkerniveau.

”Vi har fundet ud af, at det kan skyldes afvigelser som træthed om dagen, lettere søvn og søvnapnø, der gør det sværere at opretholde en god blodsukkerkontrol,” forklarer ph.d. Michelle Perfect, der står bag undersøgelsen.

LÆS OGSÅ: 7 Tips til en god nats søvn

De 3 hyppigste søvnforstyrrere

Så hvad skal du være opmærksom på som type 1-diabetiker? Og hvordan kan du give dig selv bedre odds for en god nats søvn? Her er tre af de mest almindelige søvnforstyrrelser – og hvordan du bedst undgår dem.

1. Obstruktiv søvnapnø

Obstruktiv søvnapnø opstår, når du sover, slapper af og svælget derfor bliver mindre og måske lukker til, så det bliver sværere at trække vejret. Det betyder, at der ikke kommer nok luft til lungerne og ilt nok til hjernen. Det får dig til at vågne kortvarigt for at trække vejret. Oftest oplever du det ikke selv, men de mange opvågninger forringer din søvnkvalitet.

Undersøgelser har vist, at op til 30 procent af voksne med type 1-diabetes oplever obstruktiv søvnapnø. Er du én af dem, kan det behandles med en maske eller maskine, der hjælper dig med at trække vejret om natten.

2. Restless Leg Syndrome (RLS)

Restless Leg Syndrome (RLS) er en søvnforstyrrelse, der er kendetegnet ved en ubehagelig snigende, snurrende følelse i benene, når du hviler dig. Det kan skyldes højt blodsukker, og er en almindelige søvnforstyrrelse hos type 1-diabetikere.

Oplever du uro i benene, når du skal sove, kan det hjælpe at skære ned på dit kaffeindtag, kvitte cigaretterne, hvis du ryger og dyrke motion. Det kan også lindre med varme eller kolde omslag, massage og udstrækning før sengetid.

LÆS OGSÅ: Stress og diabetes

3. Natlige anfald

Det er ikke kun, at søvn påvirker din diabetes, din diabetes påvirker også din søvn. Op til 75 procent af alle diabetiske anfald opstår om natten, hvor det ofte skyldes et meget lavt blodsukkerniveau.

Insulinpumper, der konstant leder insulin ind i kroppen, kan hjælpe med at reducere risikoen for de natlige anfald.

LÆS OGSÅ: Den gode nattesøvn forsvandt, da jeg fik diabetes

Gode tips til bedre søvn

Følg en fast rutine: Din krop følger en biologisk rytme, som kan give dårlig søvn, hvis den bliver forstyrret. Så forsøg at gå i seng på samme tid hver aften, og stå op på samme tid hver morgen.

Undgå stimulanser: Hvis du drikker kaffe, dyrker motion, ryger eller gør rent for tæt på din sengetid, kan det være sværere for dig at falde i søvn.

Undgå skærmlys: Hvis du ligger med din telefon, tablet eller computer lige inden sengetid, kan det blå lys snyde din hjerne til at tro, at det er morgen. Læs en bog, et magasin eller en avis i stedet.

Lav en forstyrrelsesfri zone: Sørg for at dit soveværelse er mørkt og smid din kat, telefon og andre forstyrrende elementer ud, så du kan sove i ro og fred.

Kilder: Beyond type 1, American Diabetes Association og Medpage Today

Tekst: Maria Præst

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce
Diabetes Type 2 nyhedsbrev