Mit navn er Arvid Larsson Stern, og jeg har ingen idé om, hvordan det er at leve med diabetes. Ingen overhovedet, faktisk.

Jeg ved ikke, hvordan det føles, når blodsukkeret bliver for lavt, ved jeg ikke, hvordan det er hele tiden at være nødt til at måle det selv, og jeg ved ikke, hvordan det er at gå fra dag til dag med diabetes. Jeg ved med andre ord relativt lidt om selve sygdommen, men jeg ved, hvordan det er at leve med en nær slægtning med sukkersyge.

Annonce

Fik diagnosen for ni år siden

Min søster, Sofia Larsson Stern, blev diagnosticeret med diabetes, da hun var 15, for næsten ni år siden.

Ingen i familien havde haft diabetes før, og derfor var niveauet af viden omkring det meget lavt, og nyheden kom som et chok for os. Jeg husker, hvordan vi skulle op i bjergene for at vandre, da lægen pludselig ringede, og hvordan min mors ansigt næsten falmede helt.

Først var det underligt at se min søster skulle tage injektioner. Hver gang vi ville spise, og regne ud, hvor meget insulin hun havde brug for at tage til hvert måltid. Det var ikke nemt for alle i familien. Det virkede ikke rimeligt, at det netop var Sofia, det gik ud over.

LÆS OGSÅ: Det er aldrig for sent at lære noget nyt

Diabetes forvandlet hende

I dag ser jeg helt anderledes på det.

Hvad der begyndte som et worst case scenario for Sofia, har i dag forvandlet hende helt. Hun har i løbet af disse næsten ni år med diabetes gjort noget fantastisk. Jeg selv husker, da hun først fortalte mig, at hendes skoleprojekt ville være omkring type 1-diabetes. Fra da af indså jeg, at hun var på rette vej.

Skoleprojektet var utroligt, jeg har hørt meget feedback om, hvor interessant min søsters foredrag om diabetes var. Efter gymnasiet fortsatte hun inspirationen og arbejdede med diabetes. Hun skabte en blog, der har haft stor succes, og arbejder også med andre forskellige diabetes-relaterede projekter. Hun har vendt situationen fra en alvorlig diagnose til en stor chance.

LÆS OGSÅ: Stil krav til din egen sundhed

Stor respekt for min søster

Det har ikke altid været let at leve sammen med en person med diabetes. Da Sofia stadig boede hjemme, var der tidspunkter, hvor hun havde lavt blodsukker og ikke var i godt humør. Det var lidt hårdt. Og jeg var nok lidt “irriterende”, som små brødre nu engang kan være. Det var naturligvis ikke let, og jeg er glad for, at disse situationer er blevet færre og færre med tiden.

Det er svært ved at beskrive, hvordan det er at leve med en søster med diabetes så kortfattet her, men jeg har så stor en respekt for min søster, og jeg ved, at hun fortjener det bedste. Jeg er glad for at have set, hvordan nogen kan vende en situation fra noget meget hårdt til noget så godt, at det var umuligt at forudsige. Det er min søster i en nøddeskal, og dette er ikke nyt for mig.

Man kan vel sige: Sen diagnose, alt forandret, mens intet har ændret sig.

LÆS OGSÅ: Fire ting der har endret sig i mine år med diabetes

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce