Læsernes historierLev med diabetesNy med diabetes

Frihed under ansvar: Min jul med diabetes

Udgivet for første gang: 19.12.17 | Sidst redigeret: 21.12.17
Denne artikel er mere end 2 år gammel og kan derfor indeholde forældet information
Anna Madsen
Skrevet af: Anna Madsen

Emilie Lindhardt til højre sammen med sin lillesøster.

Foto: Privat
Tekst: Aria Hadad

Annonce

Emilie Lindhardt er 23 år gammel og arbejder i en SFO med en sidebeskæftigelse som karaokevært. Emilie har haft diabetes siden hun var 12 år, men hendes tilgang til sygdommen var i de første mange år flyvsk, og hendes diabetes alt andet end velreguleret. I september 2014 blev hun indlagt med syreforgiftning, hvilket blev startskuddet til en holdnings- og livsstilsændring. I dag forsøger Emilie med sin diabetesblog at hjælpe unge til et bedre liv med sygdommen. 

Hvordan tacklede du din sygdom i tiden efter diagnosen?

I starten tog jeg det i stiv arm. Jeg kan huske, da jeg blev indlagt: Jeg kom ind til lægen og startede med at kaste op. De spurgte som det første, om jeg havde anoreksi, fordi jeg havde tabt mig meget. Jeg udbrød dog hurtigt: ”Nej-nej-nej, det er slet ikke det, vi er ude i!”. De målte så mit blodsukker og fortalte mig, at jeg havde fået diabetes. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Okay, det er jeg sådan set ligeglad med. Kan I ikke bare fikse mig?”.

Var det fordi, du dengang ikke havde meget kendskab til diabetes?

Jeg vidste intet om det – overhovedet! Jeg tænkte bare: ”Nå, bare giv mig en pille, og lad mig komme ud herfra”. Det var lidt det, der var mit mindset på daværende tidspunkt. Selv da jeg havde været indlagt på børneafdelingen og fået forklaret, hvad diabetes var, og hvordan det fungerede, tænkte jeg bare: ” Nå, jamen, easy-breezy. Det bliver da nemt, det her. Intet problem.” Det var nok attituden i de første par måneder. Det var lidt som om, at jeg ikke havde fået øjnene op for, hvad det egentligt betød. Erkendelsen kom først et år senere, hvor jeg kunne mærke, at det her faktisk betyder noget.

Var det, fordi du fysisk kunne mærke konsekvenserne?

Jeg tror, det var en kombination af det hele. Jeg kunne mærke, hvor magtesløs jeg var, hvis jeg fik lavt blodsukker, og at jeg var nødt til at trække på mine venner og familie. Det brød jeg mig ikke helt om. Jeg vil meget gerne være selvstændig, og det ville jeg også dengang, så at skulle være afhængig af andre mennesker på noget tidspunkt i mit liv kunne jeg slet ikke klare tanken om.  Jeg ville aldrig nogensinde være en belastning, og det følte jeg, at jeg var. En kæmpe byrde. Det var dér, det begyndte at tage hårdt på mig, og jeg indså, at det her altså ikke er for sjov. Det fylder en del mere, end jeg havde regnet med.

Hvor længe gik der, før du kunne føle dig som herre over din sygdom?

Der gik syv til otte år, hvilket er rigtig lang tid. I ottende klasse flyttede jeg på privatskole. Efter skoletid plejede mine venner og jeg at gå rundt inde i byen. Hvis jeg da kunne mærke, at jeg fik lavt blodsukker, tænkte jeg, at jeg ikke kunne stoppe hele gruppen, fordi jeg lige skulle have en juice eller måle mit blodsukker. Jeg kunne slet ikke klare tanken om at skulle bremse andre mennesker på den måde. Så det gjorde, at jeg hele tiden holdte mit blodsukker i den høje ende. Det udviklede sig til, at mit normale område rykkede sig højere og højere, indtil jeg næsten holdt helt op med at tage min insulin, og på grund af dårlig samvittighed målte jeg heller aldrig blodsukker. I starten af gymnasiet tabte jeg mig rigtig meget, og min søster spurgte, om det ikke kunne have noget at gøre med min diabetes. Jeg tænkte: ”Nej, sådan hænger det slet ikke sammen.”. Jeg tog hjem og googlede det og fandt så ud af, at det faktisk hang sammen. Min næste tanke var, at det da var enormt smart; jo mere jeg spiser, jo mere vil jeg tabe mig. Det udviklede sig desværre til den tilstand, der hedder diabulimi, som jeg dyrkede i et par år ved ikke at tage min insulin. Jeg tog den kun et par gange om ugen, når mit blodsukker blev så højt, at jeg ikke kunne stå på mine egne ben.  Der tog jeg 30 enheder på én gang, lagde mig ned i en halv time, og så kunne jeg køre igen. Det resulterede i, at jeg blev indlagt i september 2014 med syreforgiftning. Her fik jeg så at vide, at jeg kunne dø af det lige her og nu, og ikke først om 40 år.

Hvordan reagerede du på den information?

Det var en rigtig øjenåbner for mig. Jeg vidste ikke, at den tilgang, jeg havde til min diabetes, kunne have indflydelse på mit liv lige nu. Jeg har mine forældre, 3 søskende og på det tidspunkt også en sød kæreste, som jeg boede med. Og da jeg kunne mærke, hvor hårdt det påvirkede dem, at jeg ikke tog mig af mig selv, vendte jeg på en tallerken og tænkte, at jeg var nødt til at gøre noget ved det.

Hvor meget fylder din diabetes i dag?

Jeg synes, at den fylder meget i og med, at jeg hele tiden tænker over, hvad jeg spiser. Men det er ikke en belastning, og det føles, som om den fylder mindre, end den gjorde for nogle år siden. Altså inden jeg var velreguleret. Der tyngede den meget, fordi jeg havde dårlig samvittighed. Den fylder stadig meget, men ikke på en negativ måde.

Hvad er den bedste årstid for dig?

Med diabetikerøjne synes jeg ikke, der er nogen specifik årstid, der er bedre end de andre. Jeg er meget til forår og tidligt efterår – inden det bliver alt for koldt og regnfuldt. Vinter er jeg ikke så glad for, fordi jeg har min sensor siddende på låret, og når den er kold, virker den ikke. Så vil den ikke snakke sammen med pumpen, og det er voldsomt irriterende. Jeg er nok mest til varme og sol.

Hvordan ser en måned som december ud for dig og din diabetes?

Den ligner de andre måneder, men der er lidt flere arrangementer samt mere slik og kage, så den kan godt være lidt svær. Man kan komme til at tage en brunkage og en pebernød og et stykke marcipan uden at tænke over det, og så står man pludselig med forhøjet blodsukker. Men det samme kan også ske om sommeren, for da tager man lige et ekstra jordbær og lidt mere frugt. Man skal bare være lidt på forkant med, hvad man har lyst til af snacks, og så går det nok.

Hvordan fejrer du jul?

På traditionel dansk manér, tror jeg. Vi holder advent og ses meget med familien, og så er der and og flæskesteg juleaften.

Hvad er det bedste juleråd, du kan give til personer med diabetes?

Jeg vil sige: Nyd det. Spis, hvad du har lyst til. Lad være med at begrænse dig. Husk blot at tage din insulin og dyrke noget motion. Du skal have din diabetes med i dine tanker, men ellers er det bare om at nyde det. Det skal ikke være en belastning at fejre julen. Man skal være god til at acceptere, at sammensætningen af maden, man spiser, nogle gange kan skabe forskellige reaktioner i blodsukkerniveauet. Får man så et enkelt højt blodsukker, reagerer man fornuftigt på det og tager den derfra. Lige præcis i juletiden skal man være god mod sig selv og sin diabetes. Slappe lidt af og alligevel vide, at det nok skal gå.

Har du et nytårsforsæt for 2018?

Jeg har ikke et nytårsforsæt som sådan. Jeg kunne godt tænke mig at få min diabetes gjort mere velreguleret. Det handler mest om små finjusteringer, som jeg kommer til at gå op i. Men det vil jeg rigtig gerne i 2018. Se, om jeg ikke kan få mit langtidsblodsukker lidt ned. Lige nu ligger det på 52, hvilket jo er meget fint, men jeg kunne godt tænke mig at få det lidt længere ned. Jeg tager det lidt, som det kommer.

Hvad har diabetes generelt lært dig?

Jeg har lært, at ikke alt skal være perfekt. Det er der ikke noget, der hedder, når man har diabetes. Jeg har derfor lært at være tålmodig, fordi ting tager tid. Efter jeg var indlagt og skulle tilbage på benene, lå mit langtidsblodsukker på 133, som er alt for højt. Der fik jeg at vide, at det ikke måtte falde for hurtigt, fordi kroppen langsomt skal finde ind i en ny rytme. Det var jeg dybt frustreret over. Men jeg var nødt til at være tålmodig med mig selv og acceptere, at det tager tid at komme fra A til B. Jeg kunne ikke bare give op, selvom jeg måtte kæmpe for de resultater, jeg ønskede. Det har også lært mig at åbne op og være ærlig omkring min diabetes – både over for mig selv og for andre. Det var faktisk en af årsagerne til, at jeg oprettede min blog. Med den kunne jeg begynde at sætte ord på nogle af de tanker, jeg går med vedrørende min diabetes. Til sidst har sygdommen som det vigtigste lært mig at passe bedre på mig selv og skille mig af med vaner, som ikke er gode for mig og min krop. At blive indlagt med syreforgiftning var en stor øjenåbner for mig. Jeg håber ikke, at der er nogen anden, som kommer så langt ud.

Hvad er det bedste råd, du kan give til pårørende?

I starten af min diabetes blev jeg hængt meget op af mine forældre, hvor de brugte mine tal som karakterskala. Over ti var dårligt, under ti var godt. Der var ingen gråzone, og det var meget sort på hvidt. Dengang kunne jeg godt have brug for, at de sagde: ”Nå, den ligger på 12. Det er der ikke noget at gøre ved, men det kan fikses.”. Min mor var blød nok, men min far var ret resultatorienteret, og det førte til nogle opgør, når jeg for eksempel ikke måtte låne bilen grundet højt blodsukker. Fordi jeg ikke selv kunne styre det og var afhængig af hans velvilje. Man skal være meget forstående som pårørende, måske nogle gange mere, end man synes er behageligt. Det har den enkelte med diabetes brug for. Jeg synes, at der i Danmark generelt mangler fokus på den psykologiske del. Det vil sige, i stedet for kun at fokusere på tal bør man også fokusere på psyken. Fordi alt påvirker. Det er dejligt, at mine forældre i dag er blevet meget bedre til at forstå det.

Hvis du lige nu kunne få et ønske opfyldt, hvad ville du så ønske?

Jeg ønsker selvfølgelig en kur mod diabetes. Det ville være mit største ønske, at det lige blev fikset. Og hvis dette ikke var muligt, ønsker jeg bedre hjælpemidler og mere tilgængelighed for alle med diabetes.

Besøg Emilies blog på www.flawlessdiabetes.com, og følg med i hendes liv med diabetes.

 

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce