Lev med diabetesTips og Tricks

Hvordan forklarer man diabetes for et barn? 7 hurtige tips!

Udgivet for første gang: 26.11.21
Denne artikel er mere end 2 år gammel og kan derfor indeholde forældet information
Bidragydere
Skrevet af: Bidragydere

Dette er indhold oprettet af forfattere fra vores internationale netværk.

Børn er nysgerrige af natur og har helt sikkert mange spørgsmål om, hvad det betyder, når mor eller far har diabetes. På et tidspunkt vil de fleste børn også spørge “får jeg også diabetes?” Her er nogle gode råd om, hvordan man taler med børn om sygdommen.

Måske er du for nylig blevet diagnosticeret med diabetes? Eller måske er dine børn blevet gamle nok til at begynde at stille spørgsmål om sygdommen og undrer sig over, hvorfor mor eller far altid er nødt til at stikke sig i fingeren. Det kan være svært at forklare dine børn, hvad diabetes er. Du vil gerne forklare det for dem, men vil nødig gøre dem bange.

Annonce

Det er naturligt at ville beskytte sine børn, men at lyve eller skærme dem mod sandheden er ikke godt. Så hvordan kan du tage denne snak uden at skræmme eller overvælde barnet? Her er nogle gode tips, der kan være til hjælp.

1. Start med det positive

Hvis du er nydiagnosticeret, føler du dig sikkert usikker på mange ting. Alligevel bør du bevare roen og starte med det positive, nemlig at det går godt! Det første, dit barn har brug for at høre, er, at det går godt med dig, selvom du har en sygdom. Det har brug for at vide, at diabetes er en sygdom, man kan leve godt med. Forklar dit barn, at du får hjælp fra sundhedspersonale til at regulere sygdommen, så du kan holde dig sund og rask. Husk, at børn lægger mærke til det, når mor eller far bekymrer sig, og så bliver de som regel selv bekymrede. Derfor skal du prøve at fokusere på det positive.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver god sundhed en familieprioritet!

2. Mød barnet i øjenhøjde

Det kan være svært for børn, især de mindre, at forstå, hvad diabetes er, og hvad det betyder. Prøv at møde barnet i børnehøjde, og brug gerne legetøj eller historier til at hjælpe dem med at forstå. For eksempel kan du bruge en bamse som hovedperson og fortælle, hvordan bamsen skal tage vare på sig selv og sin diabetes ved at måle blodsukkeret og tage insulin.

Det er også muligt at finde bøger om diabetes, der er skrevet til små børn. Websteder som JDRF.org tilbyder børnevenlige ressourcer og videoer, der også kan være nyttige.

3. Tag hensyn til barnets alder

Hvor meget du bør fortælle barnet om din diabetes, afhænger af dets alder. Teenagere kan fint forstå det vigtigste om blodsukker og insulin, mens det kan forvirre yngre børn. Ved de helt små børn er det nok bedst at undgå store ord og i stedet lade dem stille spørgsmålene.

For mindre børn er det bedst at holde sig til de enkle, grundlæggende ting. Måske kan du begynde ved at forklare, at du skal måle dit blodsukker og tage medicin for at holde dig sund. Efterhånden som de bliver ældre, vil de sandsynligvis stille mere detaljerede spørgsmål, og så kan du gå mere i detaljer.

LÆS OGSÅ: Hvad gør du, når krisen indtræffer?

4. Vær ærlig

Børn har brug for at høre sandheden. Spørg dit barn, hvad det allerede ved om diabetes, og vær opmærksom på eventuel misinformation eller skræk, det kan være blevet udsat for. For eksempel kan det spekulere på, om du overhovedet må spise sukker, eller om diabetes smitter. Få forsigtigt, men tydeligt ryddet eventuelle misforståelser af vejen.

Svær ærligt, når barnet stiller spørgsmål. Små børn kan spørge, om det gør ondt, når du stikker dig i fingeren eller tager insulin. Hvis du synes, at det gør ondt, skal du være ærlig uden at skræmme barnet. For eksempel: “Ja, det stikker lidt, men det hjælper mig med at kontrollere blodsukkeret, så jeg kan holde mig sund.”

LÆS OGSÅ: Min årlige diabeteskontrol

5. Oplys om potentielle nødsituationer

Når barnet er gammelt nok, skal du tale med det om potentielle nødsituationer, der kan opstå, uanset om du har haft diabetes i lang tid eller er blevet diagnosticeret for nylig. Det er en god idé at fortælle barnet, hvad det kan gøre, hvis du har lavt blodsukker. Måske kan du sammen med barnet fylde en kasse med vigtige ting, såsom glukosetabletter eller gel, og lære det, at det skal hente denne kasse til dig, hvis dit blodsukker bliver alt for lavt.

Børn i alle aldre skal også have at vide, at de ikke må lege med insulin, pumpe, blodsukkerapparat, medicin eller andre hjælpemidler.

Hvordan forklarer man diabetes for et barn? Mand taler med sin søn
Illustration foto: Getty images.

6. Sådan håndterer du spørgsmålet “Får jeg også diabetes?”

Der er stor sandsynlighed for, at barnet på et eller andet tidspunkt vil spørge dig, om det også får diabetes. Det er en god idé at undgå at sige “Nej, du får aldrig diabetes”, for det kan man aldrig vide. Så er det bedre med et lidt mere forsigtigt og nuanceret svar: “Sandsynligvis får du ikke diabetes, men hvis du alligevel skulle få det, så ved vi allerede, hvordan vi skal håndtere det.”

Igen handler det om at være ærlig. Det værste, du kan gøre, er at lyve, når barnet stiller dette spørgsmål. Benyt hellere anledningen til at berolige barnet. Fortæl det, at der er ting, det kan gøre, som også mindsker risikoen for at få type 2-diabetes, og uanset hvad er diabetes en sygdom, man kan håndtere og leve godt med. Er du ærlig over for barnet, undgås unødig frygt.

LÆS OGSÅ: Børn som pårørende

7. Fokuser på det gode

Nogle gange kan det være lidt skræmmende for et barn at tale om diabetes med mor eller far. Men du kan minde det om, at der er håb. Lad samtalen være lystbetonet, og fortæl, at der sker en løbende medicinsk og teknologisk udvikling, som gør livet lidt lettere for mennesker, der lever med diabetes.

Ekstra tips

  • Har du ældre børn, kan du invitere dem med til et kursus i diabetes sammen med dig.
  • Lad børnene være med til at planlægge måltider af og til. Det vil hjælpe dem med at forstå dine ernæringsbehov bedre.
  • Hvis du ikke har svaret på et spørgsmål, som dit barn stiller, kan I prøve at finde svaret sammen.

Kilder:

https://www.accu-chek.com/life/how-to-explain-diabetes-to-your-children https://www.riteaid.com/articles/explaining-diabetes-to-a-child http://www.diabetesforecast.org/2011/may/how-to-talk-to-children-about-diabetes.html https://www.jdrf.org/

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce
Diabetes Type 2 nyhedsbrev