Desværre er det et udbredt fænomen, at mennesker med diabetes udvikler andre plagsomme sygdomme ud over den kroniske sygdom, de skal leve med hver eneste dag. En af dem er spiseforstyrrelser!

Jeg har en stor del af mit liv med diabetes også haft sygdomme, som i langt højere grad drejer sig om det mentale, men som kan være mindst lige så ødelæggende for ens fysiske helbred og livskvalitet. Jeg taler om spiseforstyrrelser.

Valgt at være åben

Dette er et emne, jeg har skrevet en del om tidligere. Jeg har altid valgt at være åben om, at jeg har kæmpet og stadig kæmper med spiseforstyrrelser. Hvorfor os med diabetes er særligt udsatte for at udvikle spiseforstyrrelser, vides ikke. Men det kan være en kombination af, at det kan opleves som værende traumatisk at få diabetes, samtidig med at sygdommen gør, at man hele tiden har fokus på, hvad man spiser. Det har sikkert noget med sagen at gøre.

For mit eget vedkommende vil jeg ikke give min diabetes hele skylden for, at jeg har udviklet forskellige spiseforstyrrelser. I mit tilfælde handler det i lige så høj grad om at spise og træne for at se ud på en bestemt måde, som det handler om et behov for kontrol. Min motivation er altså ikke at spise (eller undgå at spise) for at få mest mulig styr på blodsukkeret, men snarere at gøre ting, jeg tror er rigtige for at opnå den krop og det udseende, jeg ønsker (hvilket i øvrigt stort set altid virker mod hensigten). Det er et tydeligt kendetegn ved spiseforstyrrelser.

LÆS OGSÅ: Tag de sunde madvalg

Påvirker livskvaliteten

Spiseforstyrrelser fører sjældent noget godt med sig. Og de går som nævnt ud over livskvaliteten. De optræder i forskellige former og i varierende grad, hvilket jeg i den grad har fået at føle på kroppen. I de 9 år, jeg har kæmpet med dette, har jeg haft forskellige diagnoser, såsom anoreksi, bulimi og OCD. Men også megareksi, ortoreksi og træningsafhængighed – som i øvrigt endnu ikke er anerkendte diagnoser.

Det har naturligvis ødelagt rigtig meget for mig både i skolen, på jobbet, i familielivet, i forhold og i andre sociale relationer. Det er ganske enkelt gået ud over min livskvalitet. Jeg ønsker ikke for min værste fjende at skulle igennem det, jeg har været igennem. Netop derfor mener jeg, at det er vigtigt at tale om sådanne psykiske problemer. Jeg ønsker at tale åbent om mine udfordringer og at kunne hjælpe andre, der kan nikke genkendende til samme problemer.

LÆS OGSÅ: Vælg kulhydrater med omhu

Diagnosticeret med anoreksi

På trods af at man ved at kæmpe med så mange forskellige spiseforstyrrelser lærer sin krop rigtig godt at kende og ved, hvad man kan tåle, har de udfordringer, jeg har været igennem, udelukkende været negative. Alligevel håber jeg, at mine erfaringer kan bruges til noget positivt. Derfor vil jeg gerne dele nogle tanker om, hvordan jeg hele tiden undgik at få insulinføling, ignorerede mine følinger og dermed satte mit eget helbred på spil, mens jeg havde anoreksi.

Bekymret for senkomplikationer

Mange mennesker, som har anoreksi i tillæg til diabetes, er godt bekendt med, hvad det vil sige at tabe sig ved ikke at tage insulin. Det går ud på, at man undgår at tage insulin, så blodsukkeret bliver så højt, at cellerne tærer på musklerne og fedtet for at få energi. Det er netop, hvad der sker i tiden op til, at man får påvist diabetes, og derfor er der mange, der taber sig i denne periode. Det er naturligvis meget farligt og kan i værste fald være dødeligt.

Man kan jo bare tænke sig nogle hundrede år tilbage i tiden. Dengang var diabetes en dødelig sygdom, fordi man ikke havde insulin. Jeg har aldrig forsøgt at slanke mig på denne måde, fordi jeg ved, hvor farligt det er. Derudover har jeg altid været utroligt bekymret for senkomplikationer som følge af for højt blodsukker.


Alt for højt blodsukker

Når det er sagt, var jeg som anorektiker meget bange for at tage for meget insulin, fordi jeg for alt i verden ville undgå at få upassende insulinføling, som gjorde, at jeg var nødt til at spise noget ekstra mellem de få planlagte måltider i løbet af dagen. Det kunne der ikke blive tale om, og selv den mindste kalorie gav mig dårlig samvittighed. Dengang følte jeg, at jeg selv måtte tage ansvar for at forbrænde disse “følingskalorier” i stedet for bare at overlade det til kroppen, som er smart nok til selv at håndtere det.

Med andre ord tog jeg insulin, men havde ofte et alt for højt blodsukker i forhold til, hvad der anbefales. Det skyldtes, at jeg altid ville have en del at køre på, så jeg kunne klare mig indtil næste måltid. Jeg spiste også meget få kulhydrater, og det var sådan set svært at tage stilling til den rette insulindosis.

LÆS OGSÅ: Er det flovt at have diabetes?

Langt ude

Skulle jeg være så uheldig at få insulinføling før et planlagt måltid, forsøgte jeg altid at få det til at gå over af sig selv (hvilket selvfølgelig ikke skete), så jeg slap for at spise. Eftersom insulinføling ikke går over, før man har fået nogle kulhydrater, gik jeg hele tiden rundt med lavt blodsukker, indtil næste gang jeg skulle spise. Det værste, jeg kunne forestille mig, var at spise noget, jeg ikke havde planlagt, og som stemmen i mit hoved fortalte mig ikke var så godt.

Jeg behandlede altså hverken min diabetes eller mit helbred særligt godt, mens jeg gjorde dette. For det første er det dumt at gå rundt med for højt blodsukker, fordi man er bange for at få insulinføling, samtidig med at det kan være farligt ikke at tilføre kulhydrater til kroppens celler, når man har insulinføling. Min hjerne fungerede ikke, min krop var alt for slap, og jeg var slet ikke mig selv. Jeg var ganske enkelt langt ude.

Kæmper stadig

Selvom jeg stadig kæmper med spiseforstyrrelser, er nogle dage bedre end andre, og jeg har lært, at det meste starter med, hvordan jeg taler til mig selv. Hvis du mærker noget af det samme, er et godt tip, at du hver dag forbereder dig på, at du kan få insulinføling. Hvis man starter dagen med at sige til sig selv, at man skal gøre noget ved blodsukkeret, hvis det bliver for lavt, er det nemmere at håndtere situationen, hvis den pludselig opstår.

Derudover gælder det om at overbevise sig selv om, at man tager fejl, hvis man tror, at kalorierne fra følingsmaden gør, at man tager på i vægt. Når man får lavt blodsukker, er det kroppen, der siger, at den trænger til næring. Den har brug for kulhydrater, og kulhydrater indeholder kalorier. Sådan er det bare, og det er der ikke noget at gøre ved, når man har diabetes. Her havde jeg mange diskussioner med mig selv i mit hoved. Men jeg har heldigvis lært, at kroppen bruger den næring, den får. Og det er ikke mit ansvar at sørge for, at den forbrænder de kalorier, den skal.

Det er utroligt trættende at skulle gå rundt og tænke på hele tiden. Her gælder det ganske enkelt om at stole på sandheden om, at kroppen er langt klogere, end vi er, og selv retter op på det. Det kan være nemmere sagt end gjort. Men jeg plejer ofte at sige til mig selv, at jeg skal leve livet, dyrke mine aktiviteter og spise min mad. Og så ordner kroppen resten.

LÆS OGSÅ: Er det muligt at blive udbrændt af diabetes?

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.