I skrivende stund er det januar 2022. Jeg lever fint med min diabetes og med de udfordringer, det giver. Men en opdagelse, som fandt sted for præcis 100 år siden, var livsvigtig for mig. Hvordan er det muligt?

En okse, en 14-årig dreng og to forskere er mine helte.

Annonce

Takket være en okses bugspytkirtel, en 14-årig dreng og to forskere, Frederick Banting og Charles Best, lever jeg i dag.

Den 11. januar 1922 var Leonard Thompson alvorligt syg og indlagt, og der var intet håb om, at han ville overleve den dødelige sygdom, type 1-diabetes. Han var den første, der fik indsprøjtet hormonet insulin, som var udvundet af en okse. Han overlevede og levede i yderligere 13 år, før han døde af lungebetændelse i en alder af 27 år.

Fremstilling af insulin

Insulin blev oprindeligt udvundet af kvæg, svin eller fisk, men det gav en del udfordringer. Det kunne for eksempel indeholde uønskede mikroorganismer som virus, der forårsagede sygdom. Men siden 1980’erne er insulin blevet fremstillet kunstigt ved hjælp af genetisk modificerede organismer som svampe, gær og bakterier. Disse mikroorganismer får indsat insulingenet. Under gode vækstbetingelser kan de lave meget insulin. Hvis bakterier anvendes til produktionen, bliver insulinet som regel lagret inde i bakterien. For at kunne anvende lægemidlet skal hormonet derfor renses ud af bakterierne.

LÆS OGSÅ: Et historisk tilbageblik på diabetes (del 1)

Der er stadig mange mennesker med type 1-diabetes i verden, der dør – på grund af insulinmangel

Insulin er meget svært at have med at gøre. Det kan ikke administreres i tablet- eller kapselform, da det ikke overlever turen i maven. Derfor er man nødt til at sprøjte en væske med insulin ind lige under huden, for at den får den rette effekt. Eftersom jeg bor i Norge, som har et veludviklet sundhedsvæsen, behøver jeg ikke at bekymre mig om tilgængeligheden af insulin. Jeg er heldig. Men sådan er det ikke i alle lande. Mange mennesker dør stadig af type 1-diabetes på grund af insulinmangel.

Ifølge Diabetesforbundet er der mange mennesker i USA, verdens største velfærdsstat, som kører over grænsen til Canada for at købe billigere insulin. Dem, der ikke har denne mulighed, skal betale helt op til 13.000 norske kroner om måneden for en tilstrækkelig mængde insulin og udstyr. I 2017 døde Alec Smith af syreforgiftning (en tilstand, der hurtigt udvikler sig på grund af insulinmangel hos mennesker med type 1-diabetes), fordi han ikke havde råd til insulin. Han tjente for meget til at få lægehjælp af staten, men ikke nok til at betale for en sundhedsforsikring og komme ind på det private sundhedsmarked. 

Det påstås, at der ikke er mange mennesker i Afrika, som får type 1-diabetes, men det passer nok ikke. Dem, der får type 1-diabetes, overlever ganske enkelt ikke, fordi der mangler insulin. Og sådan er det i mange fattige lande. Insulin er en luksus, som kun de rige har råd til.

Ifølge Nickelsen i forskningsmagasinet Apollon skal Banting have sagt: “Insulin tilhører ikke mig, det tilhører verden.” Alle, der har brug for insulin, skal sikres den livreddende medicin. Banting og hans forskerkollega Best solgte patentet for 1 dollar hver til det universitet, de arbejdede for.

LÆS OGSÅ: Diabetes gennem tiderne (Del 2)

Tak til diabetesforskere og Norges sundhedsvæsen

I dag har jeg, som en person med diabetes, adgang til hjælpemidler som insulinpumpe og sensor; jeg kan gå på apoteket og hente lige så meget insulin, jeg har brug for. Jeg har blodsukkerapparater, der kan måle blodsukkeret præcist.

Langtidsblodsukkeret måles, og det vurderes, hvordan diabetesbehandlingen har været de sidste 3 måneder. Fine moderne insulinpenne med en tynd nål kan sættes lige under huden næsten smertefrit. Der findes timere, der kan bruges som hjælpemiddel, og som viser, hvornår man sidst tog insulin. For dem, der kæmper med infiltrater eller er bange for sprøjter, findes der injektionskatetre. Når man skal på tur i koldt eller varmt vejr og have insulin med sig, findes der både køletasker og termoposer til opbevaring af det.

Tak til forskerne og tak til sundhedsvæsenet, som sikrer os den bedst mulige behandling og det bedste udstyr, så os med diabetes kan leve godt med sygdommen.

Men ikke alle er lige så heldige som mig:

100 år efter er det kun halvdelen af dem med type 1-diabetes, der har råd til insulin og udstyr og mulighed for at købe det.

Kilder:

• Diabetesforbundet – Slik ble insulinet oppdaget
• TU.no: Her utvikles fremtidens medisiner
• Bioteknologiråde – Genmodifiserte mikroorganismer
• Diabetesforbundet – Mange i verden får fortsatt ikke insulin
• Minnpost.com – How the death of Alec Smith pushed Minnesota lawmakers to address the rising cost of insulin
• apollon.uio.no – Hundre år etter at insulin ble oppdaget: De er dømt til å dø av diabetes

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce