Det er forældrene, der skal bekymre sig om deres børn og ikke omvendt. Men når ens mor har diabetes, kan man måske ikke helt undgå at bekymre sig en smule. Vise omsorg. Hjælpe til. Måske kan mine børn omsider sænke skuldrene, fordi mor har fået nye hjælpemidler.

Lige siden min ældste datter lærte at udtrykke bekymring, har hun været bekymret for mine kraftige insulinfølinger. Da hun som baby sov sødt i sengen ved siden af mig om natten, vågnede hun med et vræl, få minutter før følingskramperne satte ind. Hun har desværre været vidne til meget.

Da hun kun lige kunne gå, greb hun flasken med halvanden liter sodavand og vaklede afsted, når hun havde på fornemmelsen eller så, at blodsukkeret styrtdykkede. Hun har skældt mig ud, indtil jeg begyndte at spise, hun har fodret mig med chokolade og druesukker og lagt dynen over mig, dengang jeg faldt i bruseren og fik kramper. Men hun har også lært, at andre kan hjælpe.

Som f.eks. dengang jeg sad mellem hendes værelse og døren til badeværelset midt om natten, og sveden haglede af mig. Hendes far havde styr på det. Hun trak på skuldrene og gik uden om mig … hun skulle på toilettet.

LÆS OGSÅ: Man bliver træt af alle de “gode” råd

Nu kan hun lægge omsorgsrollen til side

Det er både godt og skidt at se, hvordan hun har vist omsorg og ansvarlighed. Det sætter jeg pris på og er enormt stolt over. Også selvom mit moderhjerte bløder, for det er jo ikke hendes opgave. 

Så nu, hvor jeg har fået både en ny pumpe og sensor, der “fikser” alt, kan jeg se, hvordan hun lægger bekymringerne fra sig og tillader sig at være et barn. Jeg vil altid have det på samvittigheden, men efter flere samtaler med lærere, skolesygeplejerske og læger har jeg indset, at det har fået hende til at udvikle sig på flere måder, uden at hun har skullet blive voksen. Hun har tilegnet sig en omsorgsrolle, som hun nu kan lægge fra sig.

LÆS OGSÅ: Endelig kan jeg sove uden følingsangst

Vigtigt at tale med børnene

Lillesøsteren har derimod stolet på, at storesøsteren vidste, hvad hun gjorde, og har ikke altid blandet sig. Men hun har udvist bekymring, hvis hun har været til stede – naturligvis fordi storesøsteren har været bekymret. Og så har de to ligesom arbejdet som et team. Den ældste har ringet til faren, og den yngste har trøstet mor. Jeg er så stolt af dem begge.

Jeg krydser fingre for, at oplevelserne ikke har givet dem alvorlige traumer, og at de slipper for at skulle træde til igen. Vi har altid rost dem for deres indsats, talt med dem om det og gjort det så ufarligt som muligt.

Hvordan taler du med dine børn om insulinføling og eventuelle følingskramper?

LÆS OGSÅ: “Jeg ville ønske, at du ikke havde diabetes, mor!”

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.