For et par uger siden skrev jeg om en føling, der satte sig spor. Siden den episode har jeg haft to nye, alvorlige episoder med føling. På én sommer har jeg oplevet mine tre værste følinger nogensinde i over ti år med diabetes.

Det har nok noget at gøre med, at jeg har været meget streng med blodsukkeret de sidste par måneder og holdt det så lavt og stabilt som muligt. Min tærskel for at mærke, hvornår blodsukkeret er meget lavt, er altså blevet højere som følge af det. Her vil jeg fortælle om den første af de to seneste episoder. Det var den mest dramatiske og surrealistiske føling, jeg nogensinde har haft. Men takket være nogle fantastiske mennesker endte det heldigvis godt.

Annonce

Blodsukkeret faldt hurtigt

Det startede med, at min mand og jeg skulle en tur i indkøbscenteret. Jeg ville ind i en elektronikforretning, inden vi skulle handle mad hos Coop, selvom jeg følte, at mit blodsukker var lavt, allerede da vi gik ind i centeret. I elektronikforretningen fik jeg det værre, og mit syn begyndte at blive sløret, mens vi gik. Jeg var nødt til at holde pause på en bænk, inden vi gik ned til første sal, hvor Coop lå. Jeg husker intet fra trappen på vej ned til jeg sidder på en stol inde i supermarkedet. Min mand har fortalt, hvad der skete. Selv husker jeg kun brudstykker. 

LÆS OGSÅ: Alene for første gang i livet

Dramaet i Coop

På vej til supermarkedet gik jeg usikkert og klamrede mig til Tor (min mand) for at holde balancen. Han måtte fortælle forbipasserende og andre kunder, at jeg ikke var fuld, men at jeg havde diabetes. Inde i butikken gik jeg vist nok direkte ind i en hylde, hvilket forklarer det store blå mærke, jeg fik på låret senere samme dag. Min mand kaldte på en medarbejder og bad hende hente en cola. Jeg husker, at mine knæ “knækkede” sammen konstant, mens jeg stod og holdt fast i Thor. Og jeg kan huske, at jeg følte mig flov over min mangel på kontrol. Jeg begyndte vist også at græde.

Medarbejderen hentede en stol ud over colaen. Hun så på mig og min mand og spurgte, om jeg havde brug for andet. Jeg var vist meget bleg i ansigtet, og de snakkede om at ringe efter en ambulance. Jeg kan huske, at jeg kiggede på Tor og sagde: “Nej, det går da fint, ikke?” Jeg var så fraværende, at jeg ikke kunne se problemet, der var indlysende for dem, og husker tydeligt følelsen af ikke at ville være til besvær. Medarbejderen sagde, at hun kunne tilkalde en vagt for at hente en kørestol, og at hun selv ville hente to berlinere til mig. De består jo af meget sukker. Tor hjalp mig med at drikke cola, mens vagten hentede en kørestol, og medarbejderen vendte hurtigt tilbage med berlinere. Jeg var både flov og samtidig taknemmelig over al den omsorg. Jeg kan huske, at jeg gav medarbejderen et kram. Hun var så utrolig venlig at gøre så meget for os. 

Da først sukkeret kom ind i kroppen, tog det ikke lang tid, før der kom gang i hjernen, og jeg følte mig mere som mig selv igen. Kørestolen blev hurtigt unødvendig, selvom det føltes virkelig rart at kunne slappe lidt af efter den episode. Medarbejderen kom hen til os igen, da vi skulle betale ved kassen, for at høre, om alt var i orden. Det var det heldigvis, og vi takkede igen for det, hun havde gjort for os. 

Ubehagelig oplevelse

Denne oplevelse var meget skræmmende og ubehagelig for os begge. Men især for min mand, der måtte se mig på den måde; fraværende, bleg og uden kontrol. Jeg er evigt taknemmelig over for både ham og Coop-medarbejderen, der hjalp os. Hun var virkelig en hverdagshelt, der strakte sig meget længere end nødvendigt bare for at hjælpe og tage sig af os så godt som muligt. Det sætter jeg virkelig stor pris på, og jeg er glad for, at jeg var omgivet af den slags mennesker den dag. 

LÆS OGSÅ: Alt er muligt, selv med diabetes (i hvert fald næsten)

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce