Læsernes historier

Jeg får højt blodsukker af smerter

Udgivet for første gang: 12.10.23
Linda Terwindt
Skrevet af: Linda Terwindt

Født i 1983, bor i Norge og har to børn. Linda har haft type 1-diabetes siden 1991. Hun har to uddannelser inden for sundhedspleje; assisterende sygeplejerske og apotekstekniker. Linda synes, det er vigtigt at hjælpe med at sprede de rigtige oplysninger om diabetes.

I de senere år har jeg været igennem nogle større operationer. De har for så vidt været meget vellykkede, men mit blodsukker kan hverken lide narkose eller smerter.

Både narkose og smerter får kroppen til at producere stresshormoner, der gør, at kroppen bliver mindre følsom over for insulin. Det vil sige: jo stærkere smerter, desto højere blodsukker. Og når de så på hospitalet kobler insulinpumpen fra og hænger et insulin- og glukosedrop op, som man får direkte ind i blodåren, føler man, at det er lidt op ad bakke. Blandingen af insulin og glukose er ikke altid ideel, og blodsukkeret bliver derfor endnu højere.

Annonce

Så kombinationen af insulin, glukose, smertestillende og blodsukkermålinger med tilhørende blå fingre er et evigt kaos på hospitalet. Det er ret komisk at tænke på bagefter, men også en øjenåbner for, hvor fint et maskineri kroppen i bund og grund er, når alt fungerer, som det skal. Tænk på alt det, vi altid skal tage hensyn til og overveje. Selv når vi ikke er helt til stede.

LÆS OGSÅ: Diabetes og bipolar lidelse – en svær kombination

Blodsukkeret reagerer selv på moderate smerter

Det faktum, at en del sundhedspersonale ikke ved så meget om diabetes, betyder, at man ikke helt kan lægge livet i deres hænder uden at være lidt ekstra påpasselig.

Jeg har lært meget om mig selv. Jeg har en høj smertetærskel, men selvom jeg har det, betyder det ikke, at blodsukkeret ikke reagerer. Mit blodsukker kan reagere, selvom smerterne “kun” ligger midt på skalaen, og jeg ikke føler, at smertestillende er noget, jeg har brug for her og nu. Så er det måske okay at bede om noget mildere smertestillende, både af hensyn til blodsukkeret og smerterne, før de bryder helt ud og er umulige at få bugt med.

Det, jeg vil frem til, er, at når man har smerter, skal man ikke bare lade stå til. Pas på blodsukkeret. Tal med din læge eller andet sundhedspersonale, hvis du er usikker på årsagen til smerterne, eller hvis du ikke er sikker på, hvordan du skal dosere din insulin.

Det er ikke altid lige let at finde ud af, selvom man har haft diabetes i nok så mange år.

LÆS OGSÅ: Kære ambulatorium, jeg drikker ikke alkohol

Kilde:
– Helsebiblioteket,
Diabetes og anestesi
– Diabetesforbundet,
Når du er syk eller bruker medisiner

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce