Vi har alle ting, vi er bange for – fobier eller frygt. For mig er det hospitaler og lægebesøg, og det er ikke så smart, når man har type 1-diabetes. Det er trods alt ikke så let, når den årlige diabeteskontrol udløser angst.

Vi har alle en vis frygt i kroppen eller hovedet – en udløsende faktor, der gør, at man spænder i kroppen, bliver svedig og begynder at lede efter flugtmuligheder. For mange er det edderkopper, små rum eller mørke gyder. For mig er det hospitaler og læger, og som min diabetessygeplejerske så fint sagde det, “du frygter hvide kitler.”

Mine oplevelser med sundhedsvæsenet

Jeg har flere gange tidligere skrevet om, hvordan jeg har er anstrengt forhold til sundhedsvæsenet, og især diabeteslæger. Jeg havde mange smertefulde og traumatiske oplevelser i mine møder med sundhedsvæsenet, da jeg var barn og ung, hvilket har gjort mig bange for at tage på hospitalet til kontrol, for at blive undersøgt, for at få taget blodprøver – stort set alt, hvad der vedrører læger og hospitaler.

Det er ikke heldigt, når jeg er i mit 28. år med type 1-diabetes. Der kræves en vis form for opfølgning for at have god kontrol over blodsukkeret og andre ting i kroppen, der kan blive påvirket af denne kroniske sygdom.

LÆS OGSÅ: Diabetes og bipolar lidelse – en svær kombination

Psykisk belastende at møde op til kontrol

Ofte har jeg udskudt lægebesøget flere gange, og når det nærmer sig, begynder jeg at svede. Jeg har svært ved at få vejret og får lavt blodsukker, så snart jeg nærmer mig hospitalet. Kroppen går i alarmberedskab, og flere gange har jeg oplevet noget, der ligner panikanfald. Det er muligt, at det også har været panikanfald, men det er aldrig blevet diagnosticeret.

Det kræver derfor ekstremt meget af mig at møde op til aftaler, jeg har på hospitalet i forbindelse med diabeteskontrol. Eller andre ting for den sags skyld, der vedrører mit eget helbred. Jeg ved, at det er noget, der skal gøres, men det er stadig meget svært, og jeg gruer for det i lang tid.

Normalt bliver jeg indkaldt til diabeteskontrol en gang om året, og inden da skal jeg have taget blodprøver og aflevere en urinprøve, ligesom alle andre med type 1-diabetes. Det er for at kontrollere, hvad det langsigtede blodsukker er, og at alt er i orden med hensyn til nyrer og kolesterol. Det og blodtrykket er de ting, jeg er mest optaget af, når jeg er til kontrol, og derfor husker jeg ikke andre ting, der bliver undersøgt. Jeg er derimod meget optaget af at høre, at alle prøver ser fine ud, og at jeg ikke skal til flere kontroller i et stykke tid.

Denne gang tog det næsten 18 måneder, før jeg fik en ny indkaldelse og alligevel måtte jeg udsætte aftalen to gange.

LÆS OGSÅ: På invaliditetsydelse, erhvervsaktiv eller begge dele?

Udsætter den årlige diabeteskontrol

Det var ikke frivilligt, men det måtte udsættes pga. to omgange med covid-19 og lungebetændelse. I de sidste par uger før kontrollen gruede jeg så meget for det, at jeg overvejede at udsætte det endnu en gang uden en god grund. Da jeg fortalte det til en god veninde, der er sygeplejerske, besluttede hun sig for at tage med mig til kontrollen. Det var først og fremmest for at yde psykologisk støtte, så jeg ikke skulle være alene om alle de svære ting, men også for at hjælpe mig med at få fortalt om de ting, jeg gerne ville have hjælp med. Denne gang havde jeg nemlig besluttet mig for at bede om hjælp til at gøre livet lidt lettere.

Det at miste al tillid til sundhedsvæsenet

Siden jeg sidst var indlagt på hospitalet som teenager, hvor jeg mistede al tillid til sundhedsvæsenet, har jeg mere eller mindre håndteret min diabetes på egen hånd. Det eneste, jeg har fået hjælp til, er at forstå de prøver, jeg får taget, og at få tjekket blodtrykket. Og de få gange, jeg har ytret ønske om yderligere hjælp til noget, der er forbundet med min diabetes, er jeg ikke blevet mødt på den måde, jeg har haft brug for.

Derfor har jeg valgt ikke at tage imod eller bede om yderligere hjælp i snart 15 år. Det er en stor byrde at bære alene.

LÆS OGSÅ: Der er meget hjælp og trøst at hente i diabetesfællesskaberne

Når gode venner bliver redningen

Min veninde har kendt mig godt i mange år og har både oplevet, hvad diabetes har gjort ved mig og hørt på alle mine bekymringer gennem mange år. Hun har hjulpet mig med at forstå, at det ikke er normalt at være skrækslagen for at opsøge hjælp, og at sundhedspersonalet faktisk bliver betalt for at hjælpe.

Det burde ikke være nødvendigt at levere gode testresultater, bare for at få ros og “slippe” for at skulle forholde sig til sundhedsvæsenet igen i et års tid. Sådan lagde hun det frem for mig, da vi sidst diskuterede. At jeg skal lære at sænke paraderne omkring mig og prøve at forstå, at der er hjælp at få.

Der er ingen, der skal prøve at ødelægge det for mig eller skælde mig ud for ikke at levere gode nok resultater. De skal hjælpe mig, så jeg får gode resultater uden at udmatte mig selv helt på forhånd. For det er det, jeg gør.

LÆS OGSÅ: Endelig kan jeg sove uden følingsangst

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.