Voldsomme minusgrader og flere kilometers højde stopper ikke diabetikeren, eventyreren og politimanden Ehm Christensen.

Ehm Christensen elsker eventyr og udfordringer. Han har vandret og besteget bjerge, og det hele kulminerede i foråret 2012 med den største udfordring til dato. En bjergbestigning i næsten 7000 meters højde i Argentina.
Uanset eventyrets karakter så har Ehm Christensen altid en lille sorte taske med, for sin diabetes, kan han ikke stikke af fra.

Annonce

”Jeg tænker ikke så meget over, at jeg har diabetes. Jeg tager insulin fire gange dagligt, og jeg synes, at jeg har fundet det rigtige leje mellem livskvalitet og dagligdag. For mig gælder det om at finde den rigtige kombination,” siger Ehm Christensen, der er politikommissær, uddannet som indsatsleder og til daglig vagtchef ved Sydsjællands og Lolland Falsters politi.
Så positivt så fremtiden dog ikke ud for den 27-årige Ehm Christensen, da han for 20 år siden, fik konstateret diabetes.

Verden ramlede

”Det var den 17. marts 1992. Der vendte min verden, og derfor står den dato helt klar for mig. Min verden brød sammen. Jeg var en ung betjent med hele livet foran mig. Jeg anede intet om diabetes. Jeg kørte på biblioteket og læste alt, hvad jeg kunne finde om sygdommen.
Dengang så jeg mig selv ende på et støvet kontor som betjent, og det ville jeg for alt i verden undgå,” fortæller Ehm Christensen.Som politibetjent må Ehm Christensen ikke køre udrykningskørsel på grund af sygdommen, men ellers har hans diabetes ikke hindret ham i at udføre jobbet som betjent.

Alt kan lade sig gøre, og det er i hvert fald ikke sygdommen, der skal sætte grænserne for det, jeg gør.

”Jeg vil udnytte de muligheder, jeg har. Der er nogle regler, der skal overholdes, og jeg har da også haft perioder, hvor jeg ikke var så velreguleret, men det duer bare ikke. Begrænsninger har jeg aldrig følt, og jeg har altid været meget åben omkring min diabetes, men alligevel er der ikke mange, der tænker over, at jeg har det,” siger Ehm Christensen.

På eventyr

Hans mange, og lange, vandreture startede egentlig som en hyggebeskæftigelse med vennerne.”Rejserne er kommet til igennem de senere år. Sammen med nogle kammerater tog jeg på vandreture rundt om i Danmark. Så blev det til Norge, så alperne og så har det bare udviklet sig. Og når man så når midtvejs i livet, så skal man pludselig ud og realisere sig selv. Nogen køber store motorcykler, jeg gjorde noget andet,” siger Ehm Christensen og fortsætter:

”Jeg har altid været meget aktiv og dyrket motion, og måske er nogle af mine aktiviteter mere grænsesøgende på grund af min diabetes. Men alt kan lade sig gøre, og det er i hvert fald ikke sygdommen, der skal sætte grænserne for det, jeg gør”.
Det seneste eventyr gik til Andesbjergene i Argentina. Ehm Christensen tog af sted sammen med ni andre danskere i fire uger. Målet var at bestige Aconcagua (6962 meter), og sådan et eventyr kræver en grundig planlægning.

“Før turen til Argentina måtte jeg lave mange forberedelser. Modsat når jeg rejser i Europa, så kunne jeg ikke bare forvente at kunne købe insulin eller batterier til blodsukkerapparatet i Argentina, hvis det skulle blive nødvendigt,” siger Ehm Christensen.
De meget anderledes vejrforhold stiller også andre krav til det diabetesudstyr, som man har med.

”Jeg vidste, at vi i Argentina skulle sove i ned til minus 30 grader, og vi skulle op i over 6000 meters højde.
Derfor prøvede jeg at finde ud af, hvad de enkelte producenter skrev om deres blodsukkerapparater. Det var meget svært at finde ud af, men endelig fandt jeg én, som vidste lidt om det, og han anbefalede mig Accu-Chek Mobile. Det var tilfældigvis det blodsukkerapparat, som jeg i forvejen brugte. Det er rigtig smart, fordi fingerprikkeren er med i apparatet, og jeg kan måle mit blodsukker, mens jeg går. Jeg skal ikke stoppe op og fumle med strimler og af med affald,” siger Ehm Christensen.

Ekstreme forhold

Ehm Christensen havde dobbelt med af alting, blandt andet to Accu-Chek Mobile apparater. Det viste sig heldigvis, at blod
sukkerapparatet klarede de ekstreme forhold, men Ehm Christensen gjorde også, hvad han kunne, for at passe på det.
“Jeg bar det i en vandtæt pose ind mod kroppen, for at holde det varmt.

Da vi nåede op over 4500 meters højde, målte jeg flere gange mit blodsukker på begge apparater, og der var ingen problemer. Det er vigtigt for mig, at udstyret fungerer. Der kan man ikke gå på kompromis med noget.”
Et mindre uheld, der kunne have udviklet sig til et større problem, oplevede Ehm Christensen dog på turen til Sydamerika.
”Vi var inde i en naturpark. Mange mange kilometer fra den nærmeste civilisation. Jeg fik ødelagt begge mine fingerprikkere, så de ikke virkede. Men en tandlæge, der var med på turen, havde sans for finmekanik, og han fik ordnet den ene fingerprikker igen”.
Mens indtrykkene fra den lange rejse bearbejdes, efterlader Ehm Christensen ingen tvivl om, at endnu flere eventyr venter derude – diabetes eller ej.
”Selvfølgelig er diabetes en kronisk sygdom, og den kan blive livstruende, hvis man ikke passer på sig selv. Men hvis det er det eneste, jeg skal fejle, så skal jeg nok blive 100 år”.

Tekst: Mia Fuglsang Holm
Foto: Privat

Fortæl din historie

Har du lyst til at fortælle din historie, eller har du en god idé til noget, du synes, vi skal skrive om, så send os en mail på dk.diabetes@roche.com. Vi glæder os til at høre fra dig!

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce