Mange af de valg, jeg træffer i hverdagen, påvirker mit blodsukker, og derfor er diabetes en sygdom, der kræver fokus. Men ubehandlet angst og depression gjorde det svært for mig at ændre livsstil, og derfor kunne jeg heller ikke få styr på min diabetes.

I det norske sundhedsdirektorats nationale faglige retningslinjer for diabetes står der, at personer med diabetes har en øget forekomst af angst og depression. Manglende overholdelse af behandlingen kan være et tegn på depression.

Diabetes er en sygdom, der kræver opmærksomhed døgnet rundt. Alt, hvad jeg gør, påvirker mit blodsukker og dermed behovet for insulin. Mad, aktivitet, vejr og følelser er nogle af de mange faktorer, der påvirker sygdommen. Jeg ved, at højt blodsukker over tid øger risikoen for senkomplikationer. Lavt blodsukker (insulinføling) kan føre til bevidstløshed. Diabetes er en kronisk sygdom, som jeg må lære at leve med.

Hver dag arbejder jeg med sygdommen. Jeg måler blodsukker, vurderer insulindosis og tager insulin. Hvis jeg tager et sted hen, skal jeg altid have ekstra udstyr med. Jeg er selv ansvarlig for behandlingsresultaterne. Mine valg har konsekvenser for mit blodsukker, som fortæller mig, om mine vurderinger og handlinger har været rigtige.

Når sundhedspersonalet løfter pegefingeren og giver en moralprædiken, hjælper det ikke den, der lever med diabetes og også kæmper psykisk.

Det hjælper ikke at få en moralprædiken, når man kæmper psykisk

Man frygter insulinføling og for højt blodsukker, hvilket kan føre til senkomplikationer. Forkerte valg har konsekvenser. Derudover skal jeg fungere i hverdagen – som mor, som medarbejder på jobbet og i sociale sammenhænge. Angst, depression og spiseforstyrrelser kan få alvorlige konsekvenser for behandlingen af diabetes. I værste fald kan konsekvenserne blive livstruende.

I lange perioder var det meget svært for mig at få styr på mit blodsukker. Uanset hvad jeg gjorde, blev det ikke godt. Jeg var tæt på at opgive mange gange. At leve med diabetes var næsten ikke til at holde ud. Når jeg gik til kontrol hos lægen, blev der kun fokuseret på langtidsblodsukkeret. I stedet for at fokusere på, hvordan jeg havde det, og hvordan jeg syntes, det var at leve med diabetes, fik jeg besked på at tage mig sammen. Jeg måtte tænke på de senkomplikationer, jeg risikerede at få. 

Når sundhedspersonalet løfter pegefingeren og giver en moralprædiken, hjælper det ikke den, der lever med diabetes og også kæmper psykisk. Det er vigtigt, at de, der har viden om en kronisk sygdom som diabetes, også har viden om sammenhængen mellem diabetes og psykisk sygdom.

LÆS OGSÅ: Har pandemien givet os en snert af social angst? 

Trøstespisning og depression blev en ond cirkel

Engang hvor min læge stod i døren for at kalde mig ind, vidste jeg ud fra hans kropssprog, om langtidsblodsukkeret var inden for eller uden for det acceptable. Allerede før jeg satte mig ved skrivebordet, vidste jeg, hvad han ville sige: “Det er ikke godt.” Klumpen i maven voksede. Ingen var glade! Heller ikke jeg. Hvordan skulle jeg håndtere det?

Angsten og depressionen fik mig til at trøstespise. Jeg havde startet et “nyt liv” 100 gange, men efter et par måneder eller bare få dage begyndte jeg at overspise igen. Jeg var vred på mig selv, fordi jeg ikke kunne tage mig sammen. Hvordan kunne jeg få brudt den onde cirkel?

Problemet var ikke manglende vilje til at ændre livsstil, men en ubehandlet depression.

Efter flere år med mange forsøg på livsstilsændring blev jeg henvist til diabetesklinikken. Men diabeteslægen, der mødte mig, forstod det ikke. Jeg havde alle forudsætninger for at ændre livsstil. Når jeg havde så godt kendskab til diabetes, måtte jeg forstå, at det, jeg gjorde, ikke var godt. Jeg brød sammen, fordi ingen forstod mig. Jeg forstod ikke engang mig selv. Efter flere ture til klinikken indså lægen, at jeg havde brug for at tale med nogen.

LÆS OGSÅ: Er det flovt at have diabetes?

Diabetespsykolog blev redningen

Problemet var ikke manglende vilje til at ændre livsstil, men en ubehandlet depression. På grund af depressionen overspiste jeg, og derfor var der ikke styr på blodsukkeret.

Diabetesteamet på hospitalet havde for nylig ansat en psykolog med kendskab til psykisk sundhed og diabetes, som jeg blev henvist til.  Endelig var der nogen, der forstod det; forstod, hvad jeg ikke selv havde kunnet sætte ord på. Hvorfor jeg ikke bare kunne ændre livsstil. Tilbagevendende angst og depression, som også førte til en overspisningslidelse, gjorde, at jeg havde svært ved at lave om på mine “uvaner”.

Jeg har endelig fået hjælp fra en person, som forstår, hvordan psyken også påvirker blodsukkeret. Jeg får vejledning og støtte til at finde en vej, så jeg måske en dag kan gennemføre en varig livsstilsændring.

Alle diabetesklinikker i landet burde ansætte en psykolog med erfaring i diabetes.

Kilder:

Helsedirektoratet. 2016. «Diabetes, nasjonal faglig retningslinje» Oslo: Helsedirektoratet. https://www.helsedirektoratet.no/retningslinjer/diabetes

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.