Efter at have levet med diabetes i over 15 år er jeg meget tryggere ved mig selv og de udfordringer, der er ved at leve med en kronisk sygdom.

Der er ingen tvivl om, at der er daglige udfordringer ved at have diabetes. Selvom meget kører på autopilot, sidder det altid i baghovedet og styrer meget af min hverdag. Når jeg ser tilbage på disse år, synes jeg, at jeg nu lever fint med min diabetes. Jeg er tryg ved mig selv og håndteringen af sygdommen. Og jeg takler de situationer, der opstår.

Annonce

Godt udstyr

Det, der har gjort den største forskel for mig, er den kontinuerlige glukosemåler (CGM). Efter at have fået den føler jeg mig tryggere ved både lavt og højt blodsukker. Fordi jeg får en alarm, når jeg har højt eller lavt blodsukker, har jeg fået en meget bedre livskvalitet. Jeg er så at sige aldrig bange for at få for højt eller lavt blodsukker. Alarmen lyder, inden det når så vidt. Jeg har selvfølgelig mange toppe og dale, men nu kan jeg justere insulinen, før blodsukkeret svinger for meget. Den vækker mig om natten, og jeg kan roligt gå i seng med lavere blodsukker, end jeg kunne før.

LÆS OGSÅ: Er det muligt at blive udbrændt af diabetes?

Holder mig til sprøjterne

Jeg tager stadig sprøjter, og det er jeg tilfreds med. Jeg er blevet tilbudt en pumpe flere gange, men foreløbig lever jeg godt med sprøjterne. Det bliver til mange stik i løbet af en dag, og kroppen er tydeligt mærket efter mange års stikken. Jeg er ofte blå på maven, og mine lår er lidt hævede. Men det lever jeg fint med, og det generer mig ikke at tage sprøjter. Tidligere skjulte jeg mig, hvis jeg var ude blandt folk. Det gør jeg ikke længere. Nu tager jeg insulinsprøjter, når jeg er på café, i metroen, i biografen og andre steder, selvom der er mennesker omkring mig. Hvis jeg må. Jeg har ikke noget behov for at vise mig frem, men jeg skal have insulin.

Åbenhed

Tidligere var jeg mere skeptisk ved at fortælle nye mennesker, at jeg har diabetes. Der er stadig fordomme og misforståelser om, hvad diabetes er. Desværre. Ikke desto mindre foretrækker jeg at fortælle, at jeg har det, og forklare mere om, hvordan det er at leve med. At jeg lever et “normalt liv”, men er nødt til at tænke over, hvad jeg spiser og en del andre faktorer. Som regel bliver jeg mødt med positivitet og nysgerrighed.

Jeg synes, at det er vigtigt at være åben om, at jeg har diabetes. Men jeg kan se, at nogle diabetikere synes, at det er svært at være åben. Derfor er det fint, at os, der er trygge ved sygdommen, kan gå forrest og være et godt eksempel for alle dem, der har svært ved det.

LÆS OGSÅ: Brillerne fra helvede!

Jeg ser fremad

Jeg er så glad for, at jeg fik diabetes nu og ikke for 30 år siden. Og jeg tror, at fremtiden ser lys ud. Hjælpemidlerne bliver hele tiden bedre og gør det lettere at leve med denne sygdom. Selvfølgelig håber jeg, at man finder en kur mod diabetes, men det bliver nok ikke i min levetid. Men teknologien udvikler sig, og der er allerede hjælpemidler, der simulerer en bugspytkirtel ganske godt.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver god sundhed en familieprioritet!

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce