Selvom jeg tror, at jeg har været god til at regulere blodsukkeret, og at jeg har truffet nogle gode valg, kan tallene vise det modsatte. Mit langtidsblodsukker er besværligt, og det er en skuffende følelse. Og jeg spørger mig selv: Hvad kan jeg gøre bedre til næste gang?

Hver tredje måned går jeg til kontrol hos min egen læge for at få målt langtidsblodsukkeret og give en status på, hvordan det går med at kontrollere blodsukkeret til daglig. Først skal jeg have et prik i fingeren og have målt blodsukkeret og langtidsblodsukkeret.

Annonce

Derefter skal jeg sætte mig og vente. Tankerne kører rundt, for hvordan har det egentlig været de sidste 3 måneder? Har jeg haft godt styr på blodsukkeret? Jeg gør status og beslutter, at jeg på det seneste har haft godt styr på mit blodsukker, og forventningerne om, at langtidsblodsukkeret er inden for behandlingsmålet, stiger. Ja, denne gang skal min læge være tilfreds.

“Torhild!” Lægen ser på mig. Det er min tur. Allerede inden jeg passerer hende i døren, skønner jeg, at blodtallene ikke er som ønsket.

Efter mange år med diabetes og mange konsultationer hos lægen har jeg lært at læse min læges kropssprog. Er langtidsblodsukkeret godt, holder hun hovedet højt, har et smil på læben og virker, som om hun glæder sig til at følge mig hen på kontoret og fortælle det. Når blodsukkeret ikke er tilfredsstillende, er hendes kropsholdning ikke helt så rank. Smilet er der stadig, men øjnene smiler ikke helt med. Og på vej over til kontoret er hun stille. I dag er hun stille.

LÆS OGSÅ: Jeg vil gerne lære mere for at leve bedre

Jeg bliver sur på mig selv

Jeg er forvirret, fordi jeg selv er temmelig sikker på, at jeg har været inden for behandlingsmålet på fastende og ikke-fastende blodsukker. Lægen sætter sig ned, og det gør jeg også. Hun tager et hurtigt kig på skærmen. “Nej, det var ikke godt.” Jeg kigger ned og føler mig mislykket. Selvom jeg troede, at jeg havde styr på det denne gang, var jeg stadig ikke nået i mål. Jeg bliver sur på mig selv og ønsker mig langt væk. Jeg forstår ikke resultatet. I dag er det på 64 mmol/mol (8,0 %).

Jeg skælder mig selv ud, fordi lægen ikke er tilfreds. Den kage, jeg spiste; den chokolade jeg hyggede mig med; den pizza, der blev varmet op en travl dag, hvor ungerne skulle køres til fritidsaktiviteter; fire fødselsdagsfejringer (hvordan har familien klaret at samle fødselsdagene på 3 måneder?). Stressen over jobbet. Smerterne i kroppen. Angsten, der af og til dukker op. Alle de ture, jeg ville gå. Hvor mange blev det egentlig til?

Okay, så har det vel heller ikke været ideelt denne gang. Jeg lover min læge, at jeg vil stramme op.

LÆS OGSÅ: Er diabetes og skiftende arbejdstider en dårlig kombination?

Det er ikke alt i livet, man kan kontrollere

Det er ikke alt i livet, man kan kontrollere, herunder et besværlig langtidsblodsukker. På vej ud reflekterer jeg over, hvor meget der påvirker blodsukkeret i løbet af en dag, og det er ikke altid så nemt at ramme den rigtige dosis insulin. Kagen skulle jeg ikke have spist, og chokoladen må jeg gemme væk. Der bliver ikke fastfood som pizza til børnene, og til fødselsdagsfester må jeg næsten have min egen kage med, som indeholder mindre sukker. Stress på arbejdet er svært at gøre noget ved, og det er også svært at kontrollere angsten og smerterne i kroppen. Men flere gåture må jeg planlægge (hvis det er muligt i denne travle hverdag).

Nogle tiltag kan jeg gennemføre, men dog ikke alle. Min læge spurgte mig ikke, hvordan det var at leve med diabetes i en travl hverdag, og hvordan det var gået siden sidst. Med et bliver jeg mere ked af det end vred. For jeg ved allerede nu, at behandlingsmålet for langtidsblodsukkeret sandsynligvis ikke er nået ved næste besøg hos lægen.

Jeg går ud og ser på uret – hverdagen kalder på mig igen…

LÆS OGSÅ: På dårlige dage skal vi huske på de gode

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce