Da jeg fik påvist diabetes i 2000, fandtes der ingen tilbud til mine børn. De havde netop fået en kronisk syg mor, og forstod måske ikke så meget af det, der foregik, og hvad det indebar. Efterhånden som årene gik, og de voksede op, så blev det også mere synligt for dem, at deres mor havde en kronisk sygdom. Og at de var pårørende.

Jeg kan huske, at min søn sagde til mig, da han var 6-7 år: “Mor, hvis du får et nyt barn, får du så også en sygdom til?” Som mor skar det mig i hjertet. Da jeg fik påvist svangerskabsdiabetes, mens jeg var gravid med min søn, så forbandt han dette med, at jeg var blevet syg på grund af ham. Jeg brugte meget tid på at tale med ham om, at det ikke var hans fejl, at jeg havde fået en kronisk sygdom. Det var en fejl i min krop.

Annonce

Kronisk syge forældre

Vi flyttede til en storby i 2008. Min søn skulle i 4. klasse, og min datter skulle i 8. klasse. Da jeg skulle bo alene med børnene, tog jeg kampen op for at undersøge tilbud til børn, der lever med kronisk syge forældre. Jeg tænkte, at det ville være en fin mulighed for mine børn at se, at der findes flere børn, der lever med kronisk syge forældre.

Kampen

Det blev langt fra nogen let kamp. Diabetes blev ikke prioriteret. Der var ingen med sådanne faglige kundskaber. Det lykkedes mig at få en henvisning til BUP (børne- og ungdomspsykiatrisk) til min datter, og vi blev tilset. Den time hos BUP blev både den første og den sidste. De kunne ikke hjælpe, fordi der ikke var noget psykisk galt med min datter. De havde heller ingen faglige kundskaber, der kunne hjælpe et barn, som var pårørende til en enlig forælder med diabetes.

Trekløveret

Så vi tre har klaret os selv. Vi havde intet andet valg. Jeg har forsøgt at lade mine børn leve deres liv og lade dem være børn uden bekymringer. Men jeg er ikke perfekt, og hvad kan jeg egentlig vide om, hvad der har været i deres tanker?

Grundlæggende elementer

I dag er de voksne, har lært de grundlæggende forhold om diabetes, og jeg tror ikke, at de er bange for, at jeg skal dø af diabetes. I dag er diabetes jo en sygdom, man dør med, ikke af. Gode hjælpemidler og udstyr har også været en stor fordel for at få et bedre liv, både for mig der lever med diabetes, men også for dem tæt på mig.

LÆS OGSÅ: Fordi du har diabetes…

Sociale medier

Jeg har været aktiv på en norsk social mediekanal for nylig. Der dukkede spørgsmål op om børn som pårørende til personer med diabetes. For mig var det HÅRREJSENDE at se, at tilbuddene i dag er lige så ringe som i 2008! Der findes stadig ingen organiserede tilbud om dette. Det nærmeste jeg kunne se i den samtale var, at nogle havde været så heldige at måtte tage deres børn med til en diabetessygeplejerske.

LÆS OGSÅ: Nysgerrighed hjælper

Børn er loyale

Hvorfor tages der ikke mere hensyn til børn som pårørende, når det drejer sig om diabetes? Disse børn kan gøre sig mange tanker og have mange følelser, som en forælder måske aldrig får noget at vide om. Uden man ved det, kan man skabe traumer for et barn, man som forælder aldrig ønsker at påføre dem. Børn er loyale væsener! 

Frivillige tilbud

Jeg vil tage denne sag op endnu engang over for dem, der rent faktisk kan gøre noget ved det. Tilbuddet bør være der, uanset om man vil benytte det eller ej. Vi lever i 2021! Det er på høje tid, at tilbuddene organiseres for børn som pårørende til forældre med diabetes!

LÆS OGSÅ: Min årlige diabeteskontrol

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce