Mad

Citron- og birkeskage uden tilsat sukker

Udgivet for første gang: 05.03.23
Andrea Jensen Moth
Skrevet af: Andrea Jensen Moth

Andrea Jensen Moth er 27 år og har en bachelorgrad i samfundsernæring. Hun brænder for næringsrig og farverig mad, som gør både krop og sind glad. Andrea har tidligere arbejdet med udvikling af sunde og nærende færdigretter og mener, at sund mad skal være tilgængeligt og enkelt!

Kulhydrater pr. stk kage: 13 gram (forudsat at kagen skæres i 10 stykker) 
Fiber pr. stykke kage: 2 gram

En meget velsmagende og saftig kage med citronglasur – helt uden tilsat sukker og med en markant højere mængde kostfibre på grund af havremelet.

Masser af revet citronskal giver en dejlig smag, og derudover dufter det dejligt i køkkenet, mens man bager!

Annonce

PRØV OGSÅ: Vanilje-panna cotta med limemarinerede jordbær

Til en rund form på 18-20 cm skal du bruge:

2 æg
100 g sukrin gold (eller andet sødemiddel svarende til 100 g sukker)
100 g skyr med vaniljesmag uden tilsat sukker
50 g blødt smør/margarine
½ dl mælk
Revet skal af 2 citroner (kun den gule skal – den hvide del er bitter)
4 tsk. birkes
100 g hvedemel
100 g havremel
2 tsk. bagepulver
Et par dråber vaniljeessens

Saften af ½ citron
2 tsk. smeltet smør/margarine
Ca. 2 spsk. sukrinmelis

Sådan gør du:

  1. Indstil ovnen til 180 grader over- og undervarme, og sæt bagepladen på nederste rille.
  2. Pisk æg, sukrin, vaniljeskyr, blødt smør, mælk, vaniljeessens og revet citronskal sammen.
  3. Tilsæt begge slags mel, bagepulver og birkes. Rør kagedejen, indtil den er glat og uden klumper.
  4. Hæld dejen i en kageform, som er smurt eller beklædt med bagepapir, og bag den i ca. 30 min. Tip: Tjek, om kagen er færdigbagt ved at stikke et grillspyd af træ ned i midten af kagen. Hvis der ikke sidder kagedej på den, når du trækker den ud igen, er kagen gennembagt.
  5. Prik huller i toppen af kagen med en gaffel eller med grillspyddet. Rør det smeltede smør, sukrinmelis og citronsaft sammen, og hæld det over kagen, mens den stadig er varm, så glasuren trækker lidt ned i kagen. Så er den klar til servering!

PRØV OGSÅ: Superenkle kiks med chokolade

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce