Ulempen ved at have bugspytkirtlen siddende «udenpå kroppen» er, at du kan miste den. Behovet for at have ekstra diabetesudstyr tilgængelige kan hurtigt opstå. Og lige præcis dette har jeg oplevet flere gange hen over sommeren.

Hvis der er en ting, jeg har lært gennem de år, jeg har haft diabetes, er det, at du aldrig ved, hvornår du får brug for ekstra diabetesudstyr. En insulinpen, et blodsukkerapparat, en ny sensor eller et nyt infusionssæt til insulinpumpen.

Ulempen ved at have bugspytkirtlen siddende «udenpå kroppen» er, at du kan miste den. Insulinen kan blive dårlig, hvis det for eksempel er meget varmt eller meget koldt, og det tekniske udstyr kan svigte eller falde af. Og lige præcis det, har jeg oplevet flere gange henover sommeren.

Jeg bruger insulinpumpe, men har altid en insulinpen på mig

Den første oplevelse knytter sig til noget, som mange ofte gør om sommeren: Bader. Jeg har insulinpumpe, og selv om man om sommeren har mindre tøj på og bader mere, lader jeg den være på hele sommeren. Jeg synes, at insulinpumpen giver mig tilpas meget frihed og tryghed, at jeg hellere vil leve med risikoen for at den kan falde af, end at bruge insulinpen som alternativ om sommeren, som jeg ved, at nogen gør.

At jeg så samtidig er så heldig at have en slangeløs pumpe, gør kun det hele lidt bedre. Men der er alligevel en bagside af medaljen; infusionssættet – eller pod’en, som er fæstnet til kroppen, er ret stor og klodset. Den stikker ud fra kroppen, og kan sætte sig fast i ting.

I sommer har jeg bl.a. været i en dyrepark med min roommate og hans søskende. Vi havde et par rigtig fine dage med masser af sol, hvor den ene dag blev tilbragt i dyreparken, og den anden i badeland. Når det er ekstra varmt udenfor (man sveder og bruger ofte solcreme) og man også skal bade, er der altid en større risiko for at pumpen kan falde af, eller plasteret løsner sig fra huden. Derfor har jeg altid et ekstra hjælpemidler med mig, infusionssæt og insulinpenne med både hurtig- og langtidsvirkende insulin.

LÆS OGSÅ: Har brudt en barriere med åbenhed

Pumpen faldt af i bassinet

Efter flere timer i badeland – både i bassinet og på vandslidsker, med en sensor på den ene arm og en pumpe på den anden, var jeg faktisk ret imponeret over, at ingen af delene faldt i vandet.

Jeg havde kun lige nået at tænke tanken, før jeg slog mod kanten af bassinet, og pumpen faldt af. Så var det bare op af vandet og dosere lidt langtidsinsulin. Jeg tog derfor udgangspunkt i basalraten på pumpen og doserede ca. halvdelen. Det fungerede overraskende godt. Da jeg igen kom op af vandet, fik jeg sat en ny pumpe på, og kunne fortsætte som vanligt.

LÆS OGSÅ: mySugr – dette er den bedste app, jeg har kunnet finde

At miste pumpen 5 meter over bakken

Med mindre jeg bare skal en tur i butikker, har jeg næsten altid ekstra diabetesudstyr med mig. Et blodsukkerapparat, ekstra insulinpenne og noget at spise. Man ved aldrig, hvornår man får brug for det.

I sommer var jeg på en lille miniferie hos mine forældre. Vi bestemte os for endelig at prøve klatreparken, der lå i nærheden. På med hjelm, sele og handsker, og så var vi klar til at bestige forhindringer op til 10 meter. På vej op ad rebstigen til den ene forhindring, mærker jeg pludselig noget, der kravler henover min ryg. Er det et insekt? Nej… det var bare insulinpumpen, der havde løsnet sig.

LÆS OGSÅ: Sådan kan også du blive glad for fysisk aktivitet

Sensor reagerede på en tur i fjeldet

I sommer var jeg på hiking i Norge, og endelig fik jeg prøvet noget, jeg længe havde drømt om: At bestige «Preikestolen», som er en meget stejl klippe, der rejser sig 604 meter over vandets overflade i Lysefjorden. Vi var der sidst på sommeren, og slap heldigvis for gå i kø op til toppen. Det er virkelig en tur jeg kan anbefale. Der er fantastiske stentrapper, og det er ikke en alt for krævende tur på trods af nogle meget bratte stigninger. At man så ovenikøbet får en så flot udsigt efter at have vandret i lidt over en time er jo bare helt fantastisk!

Vi fik lidt regn på vejen derop, men på trods af det, havde vi en ret god temperatur. Jeg vandrede i shorts og T-shirt hele vejen, og selv om jeg ikke vil betragte denne som en krævende tur i forhold til andre ture, får det alligevel sat gang i hjertet, og kropstemepraturen stiger. Efter at have nået toppen og indtaget den spektakulære udsigt, startede vi på turen ned igen. Jeg følte mig lidt kold, men tænkte, at jeg snart ville få varmen igen, når først vi begyndte at gå.

Jeg måler blodsukkeret regelmæssigt, og særligt under aktivitet og træning. Med en sensor på armen er det bare at tage telefonen frem og føre den over armen og scanne. Men til min overraskelse fik jeg en besked om at sensoren var for kold til at kunne aflæse – og det var midt på sommeren!

Her kunne jeg selvølgelig have valgt at tage en sweater på for at øge temperaturen, men efter et kort stykke tid, kunne jeg atter måle mig. Også på denne tur havde jeg både insulinpen og blodsukkerapparat med i reserve.

Selv om vi ikke kan forudse det uforudsigelige, så kan vi tage vores forholdsregler, og medbring ekstra diabetesudstyr.

LÆS OGSÅ: Senkomplikationer ved diabetes

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.