Et langtidsblodsukker på 48 mmol/mol (6,5 %) er teknisk set perfekt. Men det siger ikke noget om, hvor svært det er at opnå, og hvor stor en indsats det kræver. Det siger kun noget om gennemsnittet.

Jeg har lige fået taget blodprøver, og for første gang er de fine. Jeg er så stolt! Men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke: Viser det hele billedet? Fortæller det noget om alt det arbejde, der kræves for at nå dertil? Om alle de høje toppe og dybe dale? Nej.

Forestil dig, at alt dette bare skete automatisk. Man spiser, motionerer, sover – og der sendes signaler til hjernen og derefter til bugspytkirtlen, og man kan bare slappe af og lade livet gå sin gang.

“Gennemsnitligt perfekt”

En person med type 1-diabetes skal veje, måle og beregne – og en sjælden gang rammer man rigtigt. Sådan føles det i hvert fald 9 ud af 10 gange. Det kræver utroligt meget arbejde at få det perfekte langtidsblodsukker. Og alligevel viser det kun en smule af sandheden.

Det fortæller ikke noget om den snack, du spiste den lørdag, hvor insulinen kun virkede halvt, og blodsukkeret endte på 23. Eller de kraftige insulinfølinger, der fik blodsukkeret helt ned i kælderen, og hvor du vågnede tidligt om morgenen, badet i din egen sved og ude af stand til at sige, hvad du hedder.

Langtidsblodsukkeret fortæller dig noget om gennemsnittet. Så alt i alt: Med et langtidsblodsukker på 48 mmol/mol er man gennemsnitligt perfekt.

LÆS OGSÅ: Den årlige diabeteskontrol udløser angst

Senkomplikationer som afskrækkelse

Ved type 1-diabetes er behandlingsmålet ifølge myndighederne “omkring” 53 mmol/mol (7 %), mens det ved type 2-diabetes er mellem 53 og 64 mmol/mol (7-8 %). Det er vigtigt at holde blodsukkeret stabilt uden de store udsving for at undgå de senkomplikationer, alle taler om. Det er de senkomplikationer, som vi, der fik diabetes i begyndelsen af 90’erne (eller tidligere), fik tudet ørene fulde af.

Som jeg husker det, var der ingen, der kom igennem sygdommen med alle lemmer, synet eller nyrerne i behold. Sådan var det bare. Derfor virkede det ret meningsløst at skulle arbejde så hårdt.

Jeg husker, at der var meget fokus på det i mine ungdomsår, hvor jeg havde en total identitetskrise, når det gjaldt min diabetes, og hvor meget af mit liv den skulle have lov til at styre. Jeg kæmpede mig igennem mange år med et skyhøjt langtidsblodsukker – og da viste det faktisk hele sandheden. Jeg kom ud af det uden varige men, men vil på ingen måde anbefale det. Med min voksne hjerne forstår jeg oprørstrangen, men jeg tror ikke, at jeg ønskede at skade mig selv så meget. Jeg forstod ikke alvoren og så ikke mulighederne – kun besværet, sliddet og behovet for at være som alle andre.

LÆS OGSÅ: Det tog et år, før jeg opdagede, at der er forskel på insulintyperne

Vær åben om det store arbejde bag

Derfor skal du gøre dit bedste i dette lotteri, som “diabetes” er! Når alt kommer til alt, er det kun dig selv, det går ud over. Og hvis – eller når, dit langtidsblodsukker er “perfekt”, må du gerne fortælle din læge eller sygeplejerske, hvor hårdt du faktisk har arbejdet for at nå dertil. Det vil de forhåbentligt sætte pris på. Og måske kan de også tilbyde hjælp eller støtte for at gøre vejen derhen lidt mindre besværlig.

LÆS OGSÅ: Diabetesaffald: Gør min sygdom mig til et miljøsvin?

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.