Spiseforstyrrelser er et tabubelagt og komplekst emne. Det handler om krop, mad og insulin og er noget, der er hverdag for mange af os – det er noget som specielt os der fik diabetes i 80´erne og 90´erne, har erfaret. Det er også et emne, som mange læger og diabetessygeplejersker i årtier har fejet ind under gulvtæppet. 

Krop, mad og insulin … Hvordan kan det være, at mange af os er endt med en spiseforstyrrelse? Diabetes er ikke en madsygdom, men en mangelsygdom. Vi mangler insulin. Der er også insulinresistens, og det er ikke alle diabetikere der er syge af deres insulin mangel, men en kaskade af ændringer.

“Fedtmåler”

Lad os gå tilbage i tiden til dengang, hvor hver eneste lille ting, man puttede i munden, skulle vejes og registreres. Man blev målt og vejet ved hver kontrol, og kontrollerne foregik ret ofte. Langtidsblodsukkeret blev målt, og hvis man var “heldig”, fandt lægen fedtmåleren frem. Så følte man virkelig, at man havde spist for meget. Lægen kunne finde på at skrive: “hvalpefedt”, “spiser alt for meget slik”, “langtidsblodsukkeret er for højt”, “spiser for lidt”, “træner mere nu” osv.

Jeg har læst journalen. Jeg husker følelsen af, at jeg blev udstillet, og at intet af det, jeg gjorde, var godt nok. De sad ligesom der og håbede på underværker. Måske havde de skrevet en rosende kommentar i journalen, hvis jeg pludselig begyndte at producere insulin igen?

For 30 år siden drejede diabetes sig om mad – hvad man spiste og ikke spiste.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver god sundhed en familieprioritet!

Mad og insulin

Jeg startede med svineinsulin, da jeg fik diabetes i 1991. Derefter gik jeg over til nogle andre insulin typer et par år senere. Det skulle give mig “mere frihed”. Men jeg kan huske, at friheden ikke kom lige med det samme. Det var bare mere usikkerhed og problematisk blodsukker – i endnu højere grad end med svineinsulin og de væmmelige sprøjter.

I ungdomsårene blev en insulin type erstattet med en annen. Jeg var ikke længere i stand til at kontrollere insulinen selv. Og jeg ville ikke bede om hjælp. For dette var jo mit eget problem. I stedet endte jeg i ungdomsårene med ikke at tage insulin eller kun tage det, når jeg havde lyst til det. Det siger sig selv, at det ikke var nogen god idé.

Det er først nu, det sidste års tid – og efter mange omgange med vægttab og efterfølgende stor vægtstigning – at jeg har formået at spise og nyde maden uden at føle en form for skam eller være bange for, hvad blodsukkeret viser. Jeg kan faktisk tage tingene, som de kommer, uden at gå i panik. 

LÆS OGSÅ: Lad os arbejde for at få et godt kropsbillede med diabetes

Stadig tabu

Som voksen føler jeg, at jeg møder mere forståelse for de udfordringer, diabetes giver. Jeg føler, at jeg bliver mere hørt, når det gælder de problemer, der opstår undervejs, og man bliver henvist til de instanser, der har forstand på tingene, hvis man har det svært … MEN diabetes, psykisk sundhed og problemer med mad er stadig tabubelagte emner. Diabetestræthed er f.eks. stadig en underkendt diagnose. Jeg føler, at lægen ofte har trukket på skuldrene, givet mig et klap på ryggen og sagt: “Sådan er det bare.”

Jeg vil gerne have, at man til kontrollen bliver spurgt, hvordan det egentlig går, og at den pågældende behandler har redskaberne til at hjælpe med det, der måtte dukke op. Eller vide, hvem der ellers kan hjælpe.

Nu føler jeg, at det er mig, der har kontrollen. Det tog næsten 30 år… Jeg lod min diabetes styre mig. Nu er det mig, der sidder ved roret. Min diabetes skal adlyde mig og ikke omvendt.

Jeg er stolt af, hvad denne krop har klaret. Og jeg er stolt af, at mit langtidsblodsukker er på 6,5!

NB! Indlægget er skrevet af en ekstern forfatter, der er ansvarlig for dets indhold, og giver udtryk for sine egne meninger, holdninger og erfaringer.

LÆS OGSÅ: Det hårde arbejde bag et perfekt langtidsblodsukker

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.