Det er svært nok i sig selv at leve med diabetes, så for Lone Høj slog det hårdt, da hendes 19-årige søn også fik diagnosen. Det vigtigste for hende er, at han ikke lader sig begrænse.

Efter selv at have levet med type 1-diabetes i 36 år, fandt 53-årige Lone Høj og hendes søn Mikkel i februar ud af, at han havde samme diagnose.

Annonce

”Jeg synes, det tog en evighed med den blodprøve, og så kom lægen tilbage og fortalte, at Mikkels blodsukker lå på 20 … Og der knækkede filmen for mig, mens han selv var meget mere fattet. Jeg synes, han er virkelig dygtig til at håndtere, at han har fået den diagnose. ’Jeg er jo vokset op med det, mor’ siger han,” fortæller Lone Høj.

Ikke arvelig

Ud over Mikkel er hun også mor til Sofie på 15 år, men heldigvis er Mikkels diabetes ikke genetisk, så sandsynligheden for, at han har arvet den fra sin mor, er mindre.

”Det blev vi meget glade for at få at vide, for så er risikoen for, at Sofie også får diabetes mindre,” fortæller Lone, der også er glad for, at det er noget helt andet at leve som diabetiker i dag, end da hun selv fik diagnosen som 18-årig.

Læs også: Nora på 23- ”Jeg føler, jeg tager ansvar for mit eget liv nu” 

Andre vilkår for diabetikere i dag

Dengang var diabetes virkelig et skrækscenarie – med et hav af forbud. Lone blev indlagt, vist lysbilleder med amputerede ben og fik ikke lov til at komme hjem fra hospitalet, før hun kunne stikke mig selv. Lægerne frarådede hende også at få børn, da det ville være alt for farligt.

”Det var rædselsfuldt, og jeg kan huske, at jeg tænkte ’Jeg kan lige så godt dø. Jeg må jo intet.’ Det er heldigvis nogle helt andre vilkår for Mikkel i dag. Heldigvis!” fortæller Lone, der også selv har fået et nyt diabetesliv, efter hun for syv år siden fik insulinpumpe.

”Indtil da havde jeg levet helt korrekt i forhold til kost. Jeg havde sådan en lille brevægt, hvor jeg vejede min, og jeg har altid fulgt anbefalingerne til punkt og prikke. Hvis der manglede en lille trekant af et stykke rugbrød for at ramme det rigtige antal gram, havde jeg også den med i madpakken, så da jeg fik pumpen, tog det lidt tid for mig at lære, at jeg nu måtte spise alt det forbudte i fornuftig grad,” forklarer Lone Høj.

Jeg var som ung meget bange og hæmmet af min diabetes, og jeg ville ønske, at jeg havde turde springe ud i flere udfordringer

Frygt for insulinchok

Men den strenge kost har ikke været det sværeste. Det, der har fyldt allermest for Lone, har været angsten for at gå i chok, da hendes blodsukker ofte blev for lavt. Inden hun fik pumpen, skete det flere gange.

Læs også: Det skal du vide om insulinchok

”Den første gang var jeg alene hjemme med min datter, der var syv år på det tidspunkt. Hun sov sammen med mig, og da jeg vågnede om morgenen, havde jeg kramper og kunne hverken bevæge mig eller tale. Det var virkelig ubehageligt og en voldsom oplevelse for min datter.”

Sådan er det heldigvis ikke længere, og i dag forsøger Lone at få sin diabetes til at fylde så lidt som muligt – og det samme gør Mikkel.

Du kan, hvad du vil

”Det har været en stor hjælp for ham her i starten, at jeg selv har diabetes, så vi har kunnet snakke om det, og så skal det bare være så naturlig en del af hans liv som muligt. Skal man absolut fejle noget, så er diabetes til at have med at gøre. Så længe man passer på sig selv og lever fornuftigt, har man det jo godt,” slår hun fast.

Hvis Lone kunne give sig selv et godt råd, da hun som ung fik diabetes, er hun ikke i tvivl om, hvad det skulle være.

”Du kan, hvad du vil – uanset om du har diabetes eller ej. Jeg var meget bange og hæmmet af min diabetes, og jeg ville ønske, at jeg havde turde springe ud i flere udfordringer – både i forhold til uddannelse og rejser.”

Tekst: Maria Præst

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce