Der er sket store fremskridt inden for diabetesbehandlingen, siden jeg fik diagnosen i 1991, og jeg har prøvet lidt af hvert i løbet af årene. Men nu kan jeg for første gang i 31 år lægge mig til at sove uden at have følingsangst.

Jeg kan huske, da jeg i 1991 blev præsenteret for insulinsprøjter, svineinsulin og et af Accu-Checks første blodsukkerapparater til hjemmebrug – som var meget besværligt at bruge, men ganske vist ret moderne dengang. Jeg skulle have to injektioner dagligt, morgen og aften, og fulgte en streng kostplan med lavt indhold af fedt og kulhydrater.

Et par år senere fik jeg så insulinpenne til langtids- og hurtigtvirkende insulin. Et regime med flere injektioner og et blodsukkerapparat af den anden verden med hele 10 tests på en disk, så man slap for at isætte dem en efter en. Så fik jeg et blandingsinsulin, en blanding af hurtigt- og langtidsvirkende insulin, som jeg skulle tage midt på dagen.

Det skulle på en eller anden måde redde hele verden. Men alligevel endte jeg med meget utilfredsstillende resultater og et alt for højt blodsukker. I 2002 blev jeg indlagt for at få foretaget justeringer og fik meget modvilligt en insulinpumpe, som jeg hadede. Jeg holdt op med at bruge den efter ca. 6 måneder og klarede på eget initiativ at få blodsukkeret sådan nogenlunde under kontrol med samme regime som før.

LÆS OGSÅ: Tør jeg blive gammel?

Insulinpumpe, kontinuerlig blodglukosemåler, forskellige insulintyper – jeg har prøvet meget

Så kom der nye insulintyper: hurtigtvirkende insulin, der virkede på under 20 minutter, og langtidsvirkende, der virkede i hele 24 timer. Udviklingen af hjælpemidler og medicin til os med diabetes tog pludselig fart.

I 2009 var jeg en af de første i Bergen, der fik en kontinuerlig blodsukkermåler. Jeg fik den uden tvivl, fordi jeg var ved at planlægge at få et barn – og ikke havde følingssymptomer. Den virkede med en vis forsinkelse, men gav i det mindste en indikation af, hvor blodsukkeret lå. Den havde en ulempe, idet den skulle kalibreres 2-4 gange i døgnet, og det var voldsomt irriterende, hvis man blev vækket af kalibreringsalarmen klokken 3 om natten.

Så i 2012 fik jeg tilbudt en insulinpumpe, som skulle være det helt rigtige. Den bestod af en pumpe og en sensor, der kommunikerede med hinanden. Og pumpen stoppede ved lavt blodsukker, så man i teorien slap for at få følingskramper og blive bevidstløs. Problemet var bare, at sensoren ikke kunne følge med, og derfor blev jeg slået tilbage til start. Jeg kunne hverken tåle limen eller infusionssættet. Som erstatning fik jeg den dyreste løsning på markedet med hensyn til både pumpe og sensor. Og ikke nok med det, pumpen var også trådløs. Seriøst? Ingen slange?

LÆS OGSÅ: Drømmen om en enkelt dag uden diabetes

Nyt og banebrydende hjælpemiddel?

Jeg levede godt med pumpen, men den løste ikke alle mine problemer. Mit blodsukker levede lidt sit eget liv, og jeg formåede ikke rigtigt at finde den rigtige dosis, uanset insulintype, heller ikke den allernyeste: ekstra hurtigtvirkende insulin. Og ja, jeg overvejede at vende tilbage til at bruge insulinpen i en periode, men jeg havde også nogle allergiske reaktioner over for langtidsvirkende insulin.

Hver uge havde jeg natlige følinger, men var så heldig, at det ikke ødelagde den efterfølgende dag.

Nye kontinuerlige blodsukkermålere kom og gik, og den sidste var kompatibel med telefonen OG kunne advare pårørende i tilfælde af lavt blodsukker. Dette var så futuristisk, at det næsten var uvirkeligt.

Jeg levede godt med denne løsning i cirka 3 år, inden jeg i år igen blev tilbudt et banebrydende hjælpemiddel – endnu en pumpe og en sensor, der kommunikerede med hinanden. Jeg blev noget skeptisk. Dette var jo det samme som den forrige, ikke? I hvert fald samme mærke – bare en nyere model. Den havde en slange og lignede en personsøger fra 90’erne. Jeg følte, at det var et tilbageskridt, og vidste ikke, om jeg kunne vænne mig til en slange?

LÆS OGSÅ: Modsatte symptomer på højt og lavt blodsukker

Endelig kan jeg sove uden følingsangst

Jeg lod mig overtale med løftet om, at jeg kunne vende tilbage til den gamle, hvis jeg ikke var tilfreds.
Jeg læste op på stoffet, for der var mange oplysninger. Mange fordele og visse ulemper. Jeg nærmede mig fremtiden – et skridt ad gangen. Insulinpumpen kommunikerer med sensoren og telefonen – OG har en slags lukket system, hvor den lærer kroppen at kende, så den kan tilføre insulin i henhold til historikken. Den giver mere insulin ved højt blodsukker og mindre ved lavt blodsukker. Jeg var solgt!

Og nu sidder jeg her og er rigtig tilfreds. Jeg har ikke haft følingskramper med efterfølgende bevidsthedstab i flere måneder, og det er faktisk første gang i 31 år. Jeg kan sove uden følingsangst. Min livskvalitet er steget markant.

Og ja, jeg har en slags forhistorisk apparat hængende i bukselinningen eller bh’en, og det har en slange, der stadig bliver fanget i blandt andet dørhåndtag. Men jeg kan sænke skuldrene lidt, for nu fylder min diabetes ikke det hele. Misforstå mig ikke. Der er stadig meget arbejde døgnet rundt. Men jeg kan trække vejret.

LÆS OGSÅ: Jeg kan blive ufatteligt træt af livet med diabetes

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.