I februar 2021 var det 25 år siden, jeg fik type 1-diabetes. Tænk over det…

Det er på en måde indarbejdet i vores kultur, at vi fejrer jubilæer som f.eks. fødselsdag, sølv- og guldbryllup, mange års ansættelse i samme virksomhed og mange års venskab. Vi kan lide at fejre små og store begivenheder i livet med venner og familie. Og særligt de hyggelige begivenheder prioriteres.

Annonce

Men hvad med mange år med en kronisk sygdom? Er det værd at fejre? Hvordan bør man fejre det, og i så fald, hvad fejrer man egentlig? Skal fokus være på alt det, man har oplevet og mestret, eller på, hvad man tænker om fremtiden?

Livet vendt på hovedet

Det er 25 år siden, at en kronisk sygdom vendte alting på hovedet for hele familien. Og den fremtid, mine forældre havde forestillet sig, at jeg ville få, måtte genovervejes. Det troede de i hvert fald dengang.

Heldigvis for mig voksede min far op med en kammerat, der havde type 1-diabetes, og han vidste godt, hvad sygdommen indebar. Desværre havde han haft mange skræmmende oplevelser med denne ven og hans håndtering af sygdommen. Min far havde virkelig forestillet sig, at mit liv aldrig ville blive normalt.

LÆS OGSÅ: Optimisme i 2021

Bedre end frygtet

Heldigvis har jeg gang på gang haft mulighed for at modbevise hans tanker og resten af familiens bekymringer.

Da diagnosen blev stillet, og jeg var nødt til at troppe op på sygehuset med min mor til en uges oplæring, var jeg kun 4½ år gammel. Jeg forstod ikke så meget af det hele, bortset fra at jeg skulle have medicin flere gange dagligt, da min krop ikke længere kunne tåle sukker, og insulinen blev givet med sprøjter. Det skulle gøres flere gange om dagen, hver eneste dag resten af livet. For det var, hvad jeg fik besked på:

“Det må du bare klare, Marte, for det er du nødt til at gøre hver eneste dag resten af livet.”

Det er meget store ord at sige til en skrækslagen pige på 4½ år … Heldigvis var jeg også virkelig sej dengang og klarede overraskende godt, hvad der blev pålagt mig. Jeg smøgede ærmerne op og trak sweateren op på maven, når der skulle sprøjtes insulin ind. Det blev både gjort af sygeplejersker, forældre og bedsteforældre. Den uge følte jeg mig som en nålepude, hvilket jeg for så vidt har gjort hver dag lige siden.

LÆS OGSÅ: 5 gode tips til at sænke langtidsblodsukkeret

Gode minder

Til gengæld for denne behandling fik jeg lov til at sætte en sprøjte med saltvand i min fars arm, og det har han nok fortrudt set i bakspejlet. Det var bestemt ikke sjovt at få stukket en sprøjte i armen af en lille pige. Men jeg blev glad og fornøjet, og så var det nok også okay for ham alligevel. Det er nogle gode minder, jeg har haft i alle disse år.

Det var ikke så slemt at blive syg, men jeg er glad for, at jeg ikke var ældre, da jeg blev diagnosticeret. I dag kender jeg ikke til andet. Man savner ikke noget, man ikke kan huske, vel?

LÆS OGSÅ: Del 1

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce