Det er på en måde en del af vores kultur at fejre jubilæer. Vi kan godt lide at fejre store og små begivenheder i livet med venner og familie – særligt de hyggelige begivenheder. Men hvad med mange år med en kronisk sygdom? Er det værd at fejre?

I så fald – hvordan bør man fejre det, og hvad fejrer man egentlig? Skal fokus være på alt det, man har oplevet og mestret, eller på, hvad man tænker om fremtiden?

Annonce

I de sidste 25 år har jeg taget lidt under 50.000 insulinsprøjter og målt mit blodsukker næsten 100.000 gange. Det er nogle svimlende tal! Jeg tror ikke, at dem, der ikke har diagnosen, forstår, hvor meget tid og energi det tager i løbet af en dag – og et helt liv. Forestil dig at leve 25 år med diabetes! Det er en fjerdedel af livet. Ud over al den tid, de praktiske ting har taget, har det psykiske ved diagnosen taget langt mere tid.

Mange urolige nætter

Der har været utallige bekymringer og sorger og mange store følelser og frustrationer. Der har været flere urolige nætter, end jeg vil indrømme, både for mig og for mine forældre, særligt i ungdomsårene.

Der har også været en masse glæde og meget at være taknemmelig for. Der har jo ikke kun været tunge og mørke stunder i alle disse år. Men jeg skal ærligt sige, at jeg ville have gjort næsten hvad som helst for at slippe for sygdommen.

Jeg ville dog ikke have været den, jeg er, hvis det ikke havde været for alle de udfordringer, jeg har haft, og det ville jeg naturligvis ikke have været foruden. Jeg var nødt til at blive moden hurtigt, og jeg blev hurtigt meget selvstændig. Da jeg var barn, blev jeg aldrig behandlet anderledes end mine venner, og jeg blev opfordret til at følge mine drømme. Selv med en udfordrende diagnose i bagagen lod mine forældre mig gøre alt det, alle de andre fik lov til. Og det er jeg meget taknemmelig for.

LÆS OGSÅ: 5 gode tips til at sænke langtidsblodsukkeret

Tid til eftertanke

“Min” dag har jeg besluttet at fejre på en lidt anden måde i år. Der vil ikke være kage, vin og gode venners selskab, men snarere refleksion over, hvor heldig jeg er. Hvor heldigt det er, at jeg har denne sygdom i Norge; hvor meget hjælp vi kan få, og hvor heldig jeg er, fordi jeg stadig ikke har nogen senfølger efter 25 år med en sygdom, der til tider har været ekstremt krævende. DET er værd at fejre. 

Det er værd at fejre, at jeg har haft en tilnærmelsesvis normal barndom, og at alle omkring mig har fået det bedste ud af enhver situation. De har presset mig til at gøre ting, som alle andre børn foretog sig. De har ladet mig spise det samme som de andre børn, og de har fortalt, at jeg er ligesom alle andre. Jeg skal bare have lidt insulin for at fungere.

LÆS OGSÅ: At være gæst med type 2 diabetes

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce