Når du lærer nye mennesker at kende, betyder det ofte at de får et lynkursus i diabetes. En stejl læringskurve. Det er måske første gang de ser, hvordan sygdommen faktisk er at leve med, og det kan føre til mange spørgsmål.

I over 20 år var jeg i et forhold, hvor jeg følte mig ganske tryg ved, at der blev passet godt på mig, såfremt der skete noget i forhold til min diabetes, men pludselig stod jeg alene med det. Jeg var nødt til at stole på mig selv. Det var ret skræmmende for mig. Men jeg håndterede det godt – for det meste.

Pludselig, helt ud af det blå – og uden egentlig at prøve, kom en ny mand ind i mit liv. Det hele gik utroligt hurtigt, og allerede i løbet af en måned havde jeg en ny samlever. Siden den første dag, og faktisk lidt før, vidste han, at jeg har diabetes. Jeg svarede med glæde på de spørgsmål, han stillede, og gjorde, hvad jeg følte var rigtigt.

LÆS OGSÅ: Diabetes er et aktiv i mit job

De første oplevelser med symptomer

Men hvor mange negative sider af min diabetes har han set i løbet af denne måned? Jeg mener; hverdagen forløber stort set af sig selv. Tingene er NORMALT ganske nemme at håndtere, bortset fra lidt defekt udstyr, der skal udskiftes osv.

Men symptomer? Efter at jeg fik ny pumpe og sensor i september 2022 har jeg heldigvis kun haft ganske få symptomer, hvor jeg har haft brug for hjælp. Jeg kan huske to situationer: En hvor jeg sad på knæ midt i stuen og bad den mindste om at fodre mig med pizza, og en anden gang hvor jeg vågnede op om morgenen – min nye kæreste spurgte mig om noget – hvorefter jeg bare kiggede på ham med et underligt, skævt smil. På trods af hans begrænsede erfaring, forstod han heldigvis, hvad det drejede sig om.

Jeg har vist ham, hvordan Baqsimi (næsepulver, der bruges i tilfælde af meget lavt blodsukker) virker, hvilket han åbenbart fandt en smule pudsigt. Jeg har forklaret ham, hvordan jeg reagerer, når mit blodsukker er meget lavt, og at jeg nogle gange ikke helt ved, hvad jeg skal gøre – og at jeg af og til, nu yderst sjældent, kan få kramper.

Men så kom denne weekend…

Jeg synes altid, det er pinligt at miste kontrollen

Jeg vidste, at mit blodsukker var lavt, og at jeg skulle få styr på det. Men jeg ‘skulle bare lige’ først. Jeg kan ikke huske, at jeg lagde mig på sengen, hvor min kæreste lå og sov. Men jeg vågnede ved, at han proppede druesukker i mig. Jeg havde igen, som førhen, fået et krampeanfald.

Jeg er egentlig ikke overrasket over, hvor godt han håndterede det. Men alligevel. Det gør jo, at jeg føler mig ekstra tryg. Jeg synes altid, det er lige pinligt, hver gang nogen ser, at jeg mister kontrollen på den her måde.

Jeg VED, at jeg ikke kan gøre for det. Jeg kunne selvfølgelig have undgået dette tilfælde, hvis jeg ikke led af det, jeg kalder ‘Alfons Åberg-syndromet’ – med bare lige at skulle ordne noget først.

Men da jeg kom til mig selv, sådan rigtigt, sad vi arm i arm. Jeg så på ham, og der kom et ‘Undskyld!’ ud af munden på mig

Hvad gør du, når der kommer et nyt menneske ind i dit liv, som du får et tæt forhold til, med hensyn til din diabetes?

LÆS OGSÅ: Diabetes og krop, mad og insulin

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.