Få dig et hold med personer, der støtter dig
Udgivet for første gang: 04.11.21Verdens diabetesdag: Diabetes kan være overvældende, men du behøver ikke at stå med det alene.
Tænk, hvis diabetes faktisk kan hjælpe familier med at komme tættere på hinanden og blive sundere sammen. Det var måske ikke det, du tænkte, da du læste ordet “diabetes”, men det er sandt. At tale med venner og familie om dit helbred, og hvordan du har det, kan være positivt for både dig og dem, du holder af.
Nedenfor finder du en liste over personer, der kan blive en del af din personlige gruppe af støtter. De kan hjælpe dig gennem livet med diabetes. Vi har også inkluderet nogle tips til, hvordan du kan tale om diabetes med venner og familie.
En frokostpartner
Det første medlem af gruppen af støtter er frokostpartneren. Det er den person, du spiser sammen med. Når du lever med diabetes, er der ingen magisk opskrift på den perfekte kost. Men hvis du kan have nogen med dig, når du lærer at tælle kulhydrater, og hvordan mad påvirker dig, kan det være lettere at træffe sunde beslutninger. Tænk på, hvem du deler de fleste måltider med. Begynd i det små. Planlæg måltider sammen, lav mad sammen og brug masser af tid på at vurdere restaurantmenuer for at finde gode måltider.
LÆS OGSÅ: Mennesker med diabetes kan forbedre deres helbred gennem kosten
Sådan starter du samtalen:
• I starten kan det være så enkelt som at lave en ekstra frokostanretning og invitere en ven til at spise den sammen med dig. Tal om, hvorfor du valgte ingredienserne, og om hvordan diabetes styrer dine madvalg.
• I takt med, at du lærer mere om at tælle kulhydrater og finde snacks, du kan lide, kan du dele det med din frokostpartner.
• Vælg en frokostpartner, som du af og til laver mad sammen med (eller som indimellem laver mad til dig). Du kan derefter dele idéer om måltider, som passer dig, og som de også vil synes om.
• Hvis du vælger en frokostpartner, som du arbejder sammen med, kan I udfordre hinanden til at vælge sunde måltider til den anden. Eller I kan skiftes til at vælge, hvor I skal spise, og tale om, hvorfor det var eller ikke var et godt valg.
LÆS OGSÅ: Sådan kan også du blive glad for fysisk aktivitet
En træningspartner
Den næste person er træningspartneren. Personen, som er der for at hjælpe dig med at holde dig aktiv. Moderat fysisk aktivitet er meget vigtig for alle, der lever med diabetes. Regelmæssig motion holder blodsukkeret nede, fordi det hjælper musklerne med at blive mere følsomme over for insulin og lettere at forbrænde sukker. Og selvom du ikke er specielt interesseret i at lægge motion ind i din daglige rutine, kan det være, at du kommer til at synes bedre om træning, hvis du har nogen at træne med.
Kender du nogen, der er meget aktive, og som kan hjælpe dig med at komme i gang med en træningsrutine? Har du venner eller familie, der nyder de samme sportsgrene som dig? Måske har de lyst til at mødes regelmæssigt for at spille lidt fodbold? Eller måske kender du nogen, der prøver at tabe sig? Eller som prøver at opretholde et stabilt blodsukkerniveau? Er der en, du kan lide at tale med og kan begynde en ny aktivitet sammen med?
Sådan starter du samtalen:
• Begynd med at spørge træningspartneren, om han/hun vil være med til at træne. Det kan være træning i et fitnesscenter, en spontan omgang med fodbold eller at gå en tur. Vælg et tidspunkt, og hold dig til det. Du kan f.eks. spørge en kollega, og han/hun vil med på en tur efter frokost.
• Kig efter enkle muligheder for at tale om, hvor godt træning hjælper dig med din diabetes. I kan f.eks. tale om, hvordan træning virkelig er med til at give plads til et godt og balanceret måltid bagefter.
LÆS OGSÅ: Type 2-diabetes starter muligvis mere end 20 år før diagnosen
En god ven
Det sidste (og måske vigtigste!) medlem af gruppen af støtter er en, du stoler på og kan tale med om alt. En person, som vil være der bare for at lytte. Det er ikke nemt at have diabetes. Egenomsorg handler lige så meget om at håndtere psykisk sundhed som at kunne træffe sunde valg om kost og at holde dig aktiv. Hvad ville det betyde for dig at have en person (eller flere personer), som du kan tale med, når hverdagen bliver tung?
Hvis du ringede til dine forældre et par minutter hver uge for at tale om diabetes, hvad ville du så gerne tale om? Kan dine søskende eller nevøer og niecer måske give dig gode råd om, hvordan man kan overvinde lækkersulten om aftenen?
Sådan starter du samtalen:
• Du ved allerede, hvem du stoler mest på i dit liv. At tale med disse mennesker kan dreje sig om noget så enkelt som at fortælle dem, hvordan du har det i dag. Præcis som du gjorde, når I talte sammen, før du fik diagnosen.
• Det er en god idé at begynde i det små, når du har behov for hjælp til eller råd om, hvordan du regulerer diabetes. Hvis du ikke har lyst til at tale med en ven om, hvor svært det er at undgå bestemte ingredienser, når I er på restaurant, kan du prøve at spørge, om vedkommende sommetider har haft behov for at ændre på sin kost. Hvis du finder måder, andre kan genkende sig selv på, kan du måske finde den hjælp, du leder efter, uden at skulle fokusere på alt det tekniske omkring diabetes.
• Husk at dele de små sejre med gode venner. Følelsesmæssig støtte behøver ikke at betyde, at I bare taler om dine udfordringer. Del sejre og positive oplevelser med venner og familie. Det kan hjælpe dig med at holde et positivt fokus på fremtiden.
At oprette et hold med personer, der støtter dig, behøver ikke at være en formel proces. Tænk på de personer, du allerede ser og taler med hver dag. Tal åbent med venner og familie lidt oftere. Så du kan klare at fortsætte med din nye livsstil. Hvis du taler mere om din egen sundhed, kan det også have en positiv effekt på deres sundhed.
LÆS OGSÅ: Mange føler skam over at have type 2-diabetes
Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.