Jeg var den dreng, der stort set altid var den bedste. Ham, som spillede fodbold hele tiden. Ham, som aldrig behøvede at bekymre sig om noget som helst. Jeg skulle blive professionel fodboldspiller i udlandet og tjene masser af penge. Det var min drøm. Lige indtil den dag lægen sagde, at jeg havde fået type 1-diabetes.

Jeg husker tydeligt den efterårsferie. Jeg var 17 år gammel. Min mor og jeg var hos min stedfar, og jeg fik lov til at træne med et nyt fodboldhold den uge, egentlig bare for sjovs skyld. Men noget var ikke helt, som det skulle være…

Det startede med, at jeg var meget tørstig. Flere gange måtte jeg op om natten og tisse. Jeg blev også meget hurtigt træt af at træne.

Hvorfor taler lægen om diabetes

Min mor bestemte ret hurtigt, at det skulle tjekkes. Hun bestilte en tid hos vores praktiserende læge, og vi tog derhen med det samme, efter vores ferie var slut. Der blev taget blodprøver, og så nævnte han noget om diabetes…

Nu skulle vi bare have svar på langtidsblodsukkeret. Jeg husker, at jeg tænkte: «Hvorfor i alverden taler han om det? Hvad har det med mig at gøre? Kan han ikke bare skrive en recept på nogle piller eller sådan noget? Noget, som gør, at jeg får det bedre og ikke skal op og tisse om natten?»

Da vi gik derfra, følte jeg, at det var et fuldstændig unødvendigt lægebesøg, og det var slet ikke gået op for mig – At jeg havde fået type 1-diabetes.

LÆS OGSÅ: Sådan kan også du blive glad for fysisk aktivitet

Jeg havde fået diabetes!

Men – pludselig gik det op for mig. Type 1-diabetes? Jeg kan stadig huske følelsen i maven. Jeg røg fuldstændig i kulkælderen. Fra at spille fodbold flere gange om ugen og træne næmest uafbrudt for at lykkes med den sport, som jeg elsker, til at blive indlagt på hospitalet for at blive behandlet for type 1-diabetes. Det var ikke fedt.

Når jeg tænker tilbage på det nu, så er det jo faktisk heller ikke så rart. Alt blev vendt på hovedet, og jeg fik at vide at jeg var nødt til at leve med at stikke insulinsprøjter i mave og lår hver eneste dag, resten af mit liv.

Det var selvfølgelig ekstremt meget at fordøje for en 17-årig. Det er stadig hårdt af og til. Mens livet med venner, holdkammerater og klassekammerater fortsatte som normalt, så skulle jeg nu være ham, der skulle tælle kulhydrater i alt, hvad jeg spiste. Bruge insulinpen, kanyler og blodsukkerapparat, hver eneste gang jeg skulle have noget at spise eller drikke. Det var svært, og al min selvtillid forsvandt. Drømmen blev knust.

LÆS OGSÅ: Alt kan lade sig gøre

Så kom vendepunktet – slut med selvmedlidenhed

Jeg tænkte meget. Længe. Men jeg kan godt huske, da vendepunktet kom. Den dag sagde jeg til mig selv:

«Nu er det på tide at holde op med at have ondt af dig selv, Thomas. Slut med al den selvmedlidenhed. Nu har du to valgmuligheder: Enten fortsætter du med at have ondt af dig selv, eller også prøver du at få noget godt ud af situationen. Gør, hvad du vil. Dette behøver ikke at begrænse dig overhovedet!»

Måske virker det ikke særlig stærkt, når man læser det efterfølgende, men det var faktisk et AHA-øjeblik for mig. Et vendepunkt. Det var slut med at have ondt af mig selv. Jeg skulle hellere arbejde endnu mere på at gøre det, jeg havde lyst til – uanset om det var træning, fodbold eller at spise lige præcis det, jeg havde lyst til.

Jeg ville ikke være den person, som opgav det, jeg elsker, på grund af en «sygdom», som gjorde tingene mere besværlige. Nej, jeg skulle være den, der siger, at det her er noget, jeg kommer igennem. Man skal stadig kunne leve sit liv på en fantastisk måde – med eller uden diabetes. Viden giver magt! Her er det bare at sætte sig ind i sin sygdom og holde fødderne på jorden.

Jeg skulle være den sejeste af dem alle!

Situationen ændrede sig. Jeg gik fra at synes, det var flovt at tage blodsukkerapparatet frem i omklædningsrum og andre steder, til at lære at arbejde på at have det bedst mulige blodsukker før træning og kampe. Fra at spise mad og satse på at ligge på et godt blodsukkerniveau de næste timer, til at regne ud og bruge resultatet næste gang, jeg skulle spise.

Jeg ville ikke være den person, som opgav det, jeg elsker, på grund af en «sygdom», som gjorde tingene mere besværlige.

Det var selvfølgelig krævende, men absolut ikke umuligt. Jeg var ikke ham, der skulle have ondt af sig selv, til jeg blev 60-70 år. Jeg ville være den sejeste af dem alle!

Der har selvfølgelig både været op- og nedture. Somme tider glemmer jeg at måle blodsukker. Jeg har gennem længere perioder arbejdet hårdt med at få blodsukkeret ned og har også flere gange haft lavt blodsukker. Jeg er ofte kørt træt, men det er altid blevet bedre. Og det er netop pointen. Det bliver bedre!

Det skal siges, at jeg har haft utrolig god støtte hele vejen igennem. Og det er vigtigt at være åben og modtagelig for al den støtte, man kan få, når man behøver den.

LÆS OGSÅ: 10 gode grunde til at dyrke motion

Vil motivere andre

Nu er jeg 22 år gammel. Jeg har spillet fodbold på et relativt højt niveau, siden jeg fik diabetes. Faktisk har jeg trænet og spist meget bedre end før, jeg fik diagnosen. Jeg er blevet hurtigere voksen og tager ansvar for mit eget liv, reflekterer mere, og er endda blevet mere empatisk over for andre mennesker. Alt dette skyldes nok diabetesdiagnosen.

For at kunne hjælpe og motivere andre til at nå deres mål har jeg nu uddannet mig til PT (personlig træner).

Jeg føler, at jeg har nået nogle vigtige mål for mig selv, og det er takket være det valg, som jeg tog som 17-årig. Jeg ville ikke sætte mig ned og give op. Selvmedlidenhed hjalp ikke. Arbejder du for det – så kommer du i mål!

LÆS OGSÅ: Det er aldrig for sent at lære noget nyt

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.