Man vil selvfølgelig helst undgå føling på arbejdet, og som regel klarer jeg det. Men ikke altid. Her er fire episoder med føling, jeg har oplevet på jobbet.

Jeg må indrømme, at jeg som regel formår at undgå for lavt blodsukker på arbejdet som apoteksassistent. Måske fordi jeg forebygger, fordi jeg nu har en kontinuerlig blodsukkermåler, og fordi jeg kun arbejder halvtid.

Men det sker, og set i bakspejlet kan jeg heldigvis grine af disse situationer, for der er aldrig sket noget alvorligt. 

LÆS OGSÅ: At leve med diabetes før og nu

1. Bed chefen i fingeren

Første gang det gik rigtig galt, stod jeg og pakkede medicin til hjemmesygeplejen.

Tidspres, mange varer, mange kontroller og en til tider utålmodig chauffør gjorde, at der ikke var tid til pauser, hvor jeg kunne kontrollere blodsukkeret.

Jeg husker, at jeg fortalte en kollega, at jeg troede, at mit blodsukker var lavt. Hun får mig ind i frokoststuen.

Mere husker jeg ikke, før jeg kommer til mig selv. Jeg sidder lige foran min daværende chef og prøver så godt jeg kan at nægte ham at give mig Hypostop (flydende glukose). Det smager helt forfærdeligt, og på et tidspunkt bider jeg ham i fingeren.

I det fjerne hører jeg: “Jeg har ringet efter en ambulance – de er på vej.”

Så går der en djævel i mig. Ikke tale om! Jeg sluger Hypostopen og mærker gradvist sukkeret sprede sig i kroppen. Da ambulancen ankommer, kigger de lidt mærkeligt på mig og måler mit blodsukker. Det viser 5,3. De trækker på skuldrene og kører igen.

På et tidspunkt har jeg sat mig under et bord og skriger af grin, mens jeg kaster med makuleringspapir.

2. Kunde kom mig til undsætning

En anden gang var jeg ude ved kassen og skulle tage imod betaling. Tal og bogstaver flyder sammen. Jeg gør, som jeg plejer, men computerprogrammet lystrer ikke.

Kunden mærker, hvad der er ved at ske; hun har vist nok en bror med diabetes. Hun tager fat i mig og skubber mig ind i frokoststuen, sætter mig bestemt ned på en stol og giver mig en banan.

Et par kolleger strømmer til: “Jeg fandt selv ud af det,” siger kunden. Hun burde have fået en buket blomster, men hun var bare glad for at hjælpe.

“Det er let at glemme, at dem, der arbejder på et apotek, også er mennesker.”

LÆS OGSÅ: Besværligt langtidsblodsukker

3. Grineflip under bordet

Jeg var naturligt nok diabetesansvarlig, dér hvor jeg plejede at arbejde. Derfor havde jeg dagligt meget kontakt med faste diabeteskunder.

Jeg havde aftenvagt med en forholdsvis ny farmaceut. Hun vidste, at jeg havde diabetes, men vidste egentlig ikke meget om diabetes generelt.

Om eftermiddagen er det bare os to, der er på arbejde. Klokken har rundet 17.00, og vi har en time tilbage. Jeg husker ikke selv meget fra hændelsen, men dette er, hvad jeg har fået at vide:

På et tidspunkt har jeg sat mig under et bord og skriger af grin, mens jeg kaster med makuleringspapir. Heldigvis er en af mine diabeteskunder kommet ind i lokalet. Han forstår situationen og sender sin kone ud for at købe æblejuice.

Jeg kommer til mig selv i en stol, og der er tre par øjne, der stirrer lidt bekymret på mig.

Den dag i dag har jeg det stadig svært, hvis jeg møder vedkommende. Jeg hilser ganske vist aldrig på grund af min tavshedspligt, men jeg rødmer til op over begge ører.

LÆS OGSÅ: Sådan ser min hverdag med diabetes ud

4. Klodset bag disken

Så var der sidste mandag. Jeg arbejder sent sammen med chefen, og vi har nok at lave, men ikke travlt. Jeg har arbejdet det samme sted i over et år, og nu har jeg en kontinuerlig måler. Den er altså guld værd på jobbet.

Måleren vibrerer hidsigt, blodsukkeret er lavt – eller det vil sige på vej ned. Jeg tager et par druesukkertabletter og arbejder videre. Og glemmer i farten at tjekke måleren igen.

Så står jeg der igen foran kassen. Jeg skal tage noget retur, hvilket er ret enkelt – men så laver IT-systemet problemer. Programmet nægter at lystre, og så husker jeg blodsukkeret.

Jeg får fremstammet til kunden: “Øh … jeg skal vist lige forhøre mig med chefen. Det fungerer ikke lige nu.”

Jeg småløber til den anden ende af lokalet, griber flasken med Urge, mens jeg siger til chefen: “Mit blodsukker volder problemer. Hjælper du en kunde med en returvare?  IT-systemet nægter at lystre.”

LÆS OGSÅ: Jeg bærer min sensor med stolthed

Har altid mad og drikke liggende på arbejdet

Heldigvis er jeg som voksen blevet forskånet for de store traumatiske oplevelser med lavt blodsukker ude blandt andre. Jeg har stort set håndteret det godt.

Det hæmmer mig ikke på nogen måde, og langt de fleste kolleger, jeg har haft gennem tiden, har forståelse for, at ikke to dage er ens, så det er mit blodsukker heller ikke.

Der, hvor jeg arbejder nu, har jeg altid mad i frokoststuen – en stor æske med druesukker i mit skab i garderoben og en æske i skuffen ude ved kassen. Og jeg har en flaske Urge stående, i tilfælde af at jeg har brug for noget hurtigtvirkende. Mest fordi jeg ikke er den store fan af druesukkertabletternes konsistens.

Hvordan håndterer du lavt blodsukker i en jobsituation?

LÆS OGSÅ: En hyldest til dig med diabetes!

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.