I Kenya er HIV behandlingen gratis, mens diabetesområdet samlet set modtager 30.000 kroner om året i offentlig støtte. Mød Dr. Nancy Ngugi, Kenyas eneste diabetesekspert, som kæmper en brav kamp hver dag, for Kenyas diabetikere.

Kun én diabetesekspert i Kenya

Jeg er på vej til Kenyatta National Hospital for at mødes med Dr. Nancy Ngugi. Hun er leder af diabetesklinikken på hospitalet, formand for organisationen Diabetes Management and Information Centre (DMI), og en af landets førende diabetes eksperter. Faktisk er hun en af de eneste eksperter på området i Kenya. Diabetesområdet er voldsomt underprioriteret, og deraf er offentlighedens viden om diabetes begrænset, demonstreret da jeg spørger taxachaufføren om han kender til diabetes, hvor til han svarer ”Ja, alle har det her i Kenya!”

Annonce

Læs også: Frivillige kæmper mod diabetes i Kenya

Kun en ud af fire er i behandling

Ifølge Dr. Ngugi er landsgennemsnittet af folk der lever med diabetes dog ikke 100 % (som taxachaufføren mente), men omkring 4.5 %. Kun halvdelen er diagnosticeret, og yderligere kun halvdelen af disse modtager i dag behandling. Regeringen i Kenya giver kun lidt over 30.000 danske kroner om året til området, hvilket, ifølge Dr. Ngugi kun lige rækker til kontorforsyninger på klinikkerne.

”Jeg møder patienter der fortæller mig at de ville ønske at de havde HIV i stedet for diabetes, for i det mindste er HIV behandlingen gratis.” Selv om behandling og medicin ikke koster meget i Kenya, så er det stadig mere end hvad mange har råd til. Nogle patienter vælger derfor også at strække deres insulinforråd over flere dage, og lever derfor videre med et ukontrolleret blodsukkertal.

I Kenya kører et sponsoreret program Change Diabetes in Children (CDiC), som giver behandling og medicin til børn. Programmet er sponsoreret af Roche, Novo Nordisk, ISPAD og World Diabetes Foundation, og målet er at programmet skal være selvkørende og overtages af de offentlige systemer.

Læs også: Lornas diabetes-tå

Lærer skal spotte elever med diabetes

Dr. Ngugi’s egen organisation, DMI (Kenya Diabetes Management & Information Centre ), skaffer selv penge til at udføre lignende programmer for børnene på landets skoler.

De underviser lærerne og eleverne i sygdommen og hjælper lærerne til at yde støtte til de børn der har diabetes. Når organisationen finder et barn der mistrives på trods af diabetesbehandling, tager de på hjemmebesøg og snakker med familien om barnet får et velbalanceret måltid tre gange om dagen, og viser dem hvordan de kan holde grønsager og husdyr for at forsyne barnet med vigtige næringsstoffer; ”Specielt når vi engagerer forældrene i barnets sygdom ser vi store positive forandringer i barnets velfærd.”
Diabetesfamilier hjælper hinanden med medicin
DMI har også været medvirkende til at starte støttegrupper for børn og voksne med diabetes der hjælper hinanden med at indkøbe medicin til en billigere samlet pris, og hvis et enkelt medlem af gruppen ikke har råd til medicinen, så hjælper de andre i gruppen oftest til.

Læs mere her: Ingen børn skal dø af diabetes 

Kæmper for at udbrede viden

Uvidenhed gav folk det indtryk at diabetes var en dødsdom; ”For 15 år siden, hvis du kendte nogen der havde diabetes, så var udsigten oftest at de døde, så folk var meget bange for at få sygdommen og lade sig teste.” CDiC, DMI og private medicinske camps rundt omkring i landet har været med til at udbrede viden om diabetes og behandlingsmulighederne. Selv har Dr. Ngugi været aktiv i den offentlige debat og stillet op i medierne så ofte som muligt for at fortælle om diabetes, og det har gjort en stor forskel; ”I dag er folk mere positivt stemte over for at få stillet diagnosen diabetes. Mange indser at en ændring i deres livsstil og at huske at tage deres medicin hjælper dem til at leve et normalt liv.”

Håber på offentlig støtte

Dr. Ngugi og internationale aktører arbejder på at forbedre forholdene for diabetikere i Kenya, og har gjort et stort stykke arbejde ind til videre uden den kenyanske regerings hjælp. Men Dr. Ngugi ser ikke, hvordan landet kan klare sig uden offentlig støtte i fremtiden, og håber på at især forskning vil blive prioriteret. Under et feltarbejde nær byen Nyeri opdagede sundhedspersonalet at næsten hvert hushold havde et familiemedlem med diabetes. Samlet set havde over 40 % af befolkningen i området diabetes; ”Uden penge til dybdegående forskning, så ved vi ikke hvorfor folk får diabetes i visse områder, og det giver store udfordringer i forebyggelse af sygdommen.” Dr. Ngugi og andre nationale aktører presser regeringen og lederne i regionerne for at prioritere diabetesbehandling, og gøre læren om diabetes obligatorisk i folkeskolerne, lige som det i dag er obligatorisk at lære om malaria, tyfus og HIV.

Om Tine og hendes arbejde i Kenya:

Tine Bredvig, 27 arbejder for den lokale hjælpeorganisation Marafiki Community i Kenya. Organisationen driver en flygtningelejer uden for Nairobi, og rejser ud i landet og laver sundhedscamps, hvor lokalbefolkningen kan få lægehjælp. Mange Kenyanere er aldrig blevet undersøgt af en læge og Tine møder alle former for sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. Hun er ansat som Hiv tester, men undersøger også patienter for diabetes. Hjælpeorganisationerne i Kenya er 100% afhængig af sponsorater til diagnosticeringen af diabetes patienter, da Kenya ikke tilbyder nogen form for støtte eller behandling til diabetikere.

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce