“Hold ud, du må ikke kaste op i Region Skånes bil, Josefin,” siger jeg til mig selv.  Så bliver alting sort, og mere end et døgn senere vågner jeg op i en ukendt seng.  Hvor er jeg, og hvorfor har jeg kun ét stykke tøj på, som jeg kan genkende, og som er mit eget – min hvide top fra AnnaPS?

Fredag den 11. marts starter tidligt. Jeg tager tidligt toget ind til Malmø for at deltage i et bodypumphold kl. 6.45-7.30. Jeg ved, at jeg ikke har lyst til at træne fredag aften, og desuden mener jeg, at morgentræning er godt for blodsukkeret, da det stabiliserer det resten af dagen. Jeg har lidt hovedpine, og efter træningen går jeg til sygehuset i Malmø, hvor jeg arbejder, mens jeg spiser min morgenbolle. Hovedpinen tager mere og mere til, og jeg tænker, at jeg nok burde finde en hovedpinepille frem.

Da jeg er kommet på arbejde, laver jeg en kop kaffe, som skal med ud til det mobile vaccinationsteam i Burlöv, og mødes med min kollega, som er sygeplejerske. Jeg sætter mig bag rattet, og vi kører mod Burlöv Centrum, hvor vi skal møde lægerne i vaccinationsbussen for at tilbyde drop-in vaccinationer mod covid-19. På motorvejen forværres min hovedpine helt enormt, og jeg siger til min kollega, at jeg har det dårligt og nok skal kaste op.

Det sidste, jeg tænker, er: “Hold ud, du må ikke kaste op i Region Skånes bil”. Tilsyneladende (for det har jeg fået fortalt) kører jeg stille og roligt af motorvejen ved afkørslen til Burlöv centrum og kører derefter ind i en lomme, der dukker op i vejsiden. Derefter FLÅR jeg bildøren op og kaster op på jorden og tænker, at det er godt, at jeg ikke kastede op i bilen. Så bliver det sort.

Med udrykning til hospitalet

Min kollega ringer efter en læge, da jeg er steget ud af bilen og kaster op gentagne gange. Lægen, som jeg har mødt før, spørger blandt andet, hvor gammel jeg er, og jeg svarer 2 år … Han ringer efter en ambulance. Jeg siger, at de skal ringe til min samlever, tager min telefon og ringer til ham og giver telefonen til lægen. Min samlever befinder sig 300 km væk, så han ringer til mine forældre. Jeg bliver kørt med udrykning til hospitalet i Malmø, hvor man på skadestuen opdager, at jeg bløder i hjernen. 

Mine forældre møder os i ambulancemodtagelsen.  Blødningen gør, at jeg bliver sendt videre til Lund og en neurolog, og dér får jeg lagt et drop og holder mig fastende for at være klar, hvis jeg skal opereres akut.  Herfra husker jeg kun lægens og min mors ansigt.

LÆS OGSÅ: Er du pårørende til en person med diabetes? Disse råd kan redde liv!

Blodsukkeret svinger

Lørdag eftermiddag, da jeg begynder at vågne, føles det, som om nogen slår mig i hovedet med en hammer. Jeg har det dårligt og er supertørstig, men jeg må ikke drikke noget. Blodsukkeret er over 15, og det eneste jeg får er “suttepuder” dyppet i vand. Jeg får at vide, at jeg er i Lund, og at jeg har en blødning i hjernen. Jeg ligger i en seng og har ud over min hvide AnnaPS-top hospitalstøj fra Region Skåne på. Senere har jeg svært ved at sove, og jeg får ørepropper, der er gode at opbevare i lommen under armhulen, hvor man egentlig skal have sin insulinpumpe. 

Insulinpumpen er frakoblet, og mit blodsukker er højt, i hvert fald med hensyn til helingsprocessen. Blodsukkeret svinger mellem 10 og 20 i de seks døgn, jeg er i Lund. Da jeg endelig orker at begynde at protestere og siger, at mit blodsukker er højt og skal ned, får jeg at vide, at det er godt for min hjerne at få energi. Det er vanvittigt frustrerende at få den slags kommentarer, fordi jeg føler mig ret hjælpeløs, når jeg ikke kan påvirke min diabetes. Som mange andre personer med diabetes kender jeg min krop og ved, hvilken blodsukkerværdi jeg har det godt med. At skulle høre på, at et blodsukker på over 12 er okay, er IKKE sjovt.

Får pumpen tilbage

Efter seks døgn får jeg lov til at forlade Lund og bliver transporteret til hospitalet i Ystad. Her får jeg endelig pumpen tilbage og starter den næste diskussion med lægerne om, at jeg vil bevæge mig. I Lund har hovedpinen taget over, og jeg får morfin mod den, hvilket medfører, at jeg begynder at kaste op igen og taber et par kilo. 

I Ystad begynder jeg at gå med rollator på gangen, og derefter bliver der bestilt en tid hos fysioterapeuten. Jeg siger, at jeg vil gå ud, og hun går med mig ud på hospitalsområdet. Jeg bliver hurtigt stærkere og mere rastløs, samtidig med at mit blodsukker hele tiden ligger på 13-19. Jeg får fat i nogle venner, der kan passe på mig, så jeg endelig får lov til at komme ud at gå i Ystad, og langsomt men sikkert falder blodsukkeret.

Jeg er 100 % sygemeldt indtil den 15. juni. CT-scanningen, som foretages i slutningen af april, viser ingen direkte årsag til hjerneblødningen. Det KAN være en kombination af forhøjet blodtryk (som var over 200 den 11. marts) og diabetes – hvilket jeg finder underligt, fordi jeg havde et blodtryk på 120/70 et par uger tidligere, og min diabetes er velreguleret.

LÆS OGSÅ: Fik type 1-diabetes: – Jeg skulle blive den sejeste af dem alle

Tænk på, hvad et ændret fokus kan gøre

Min største overvejelser er “Tænk på, hvad et ændret fokus kan gøre!”. Jeg er så vant til hele tiden at holde styr på mit blodsukker. Og som regel tænker jeg, at “hvis blodsukkeret er godt, har jeg det godt”. Jeg kan efterfølgende se på CGM-kurven, at blodsukkeret på motorvejen var 6,3. Så et godt blodsukker er ingen garanti for, at hele kroppen har det godt!

Jeg begynder at arbejde 25 % i juni, 50 % i juli og 75 % i august. Og fra den 1. september arbejder jeg på fuld tid. Lige nu har jeg fokus på at være meget udenfor. Jeg prøver at gå 15.000-20.000 skridt om dagen. Min passion for langdistance er der stadig, og jeg håber at kunne vende tilbage til mountainbiking, svømning og skiløb til efteråret og vinteren!   

LÆS OGSÅ: Brillerne fra helvede!

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.