Nyt fra forskningen

Insulinpumpe forlænger livet for diabetikere

Udgivet for første gang: 04.07.16 | Sidst redigeret: 30.06.16
Denne artikel er mere end 2 år gammel og kan derfor indeholde forældet information
Anna Madsen
Skrevet af: Anna Madsen

Hjertekarsygdomme og type 1-diabetes hænger sammen, men et svensk studie viser nu, at bruger du insulinpumpe frem for pen, har du kun halv så stor risiko for at dø af hjertekarsygdomme og dermed leve længere.


Som diabetiker har du markant øget risiko for at dø af hjertekarsygdomme, men du kan heldigvis selv gøre noget selv, ved at skifte insulinpennen ud med en pumpe. Det reducerer nemlig risikoen med halvtreds procent ifølge en undersøgelse fra Sahlgrenska Akademi i Göteborg, der netop har været publiceret i det anerkendte tidskrift British Medical Journal.

Annonce

Idéen med en insulinpumpe er, at den frigiver insulin på samme måde, som en normal bugspytkirtel. Insulinen føres gennem en lille slange og et blødt plastikkateter ind under huden for eksempel på maveskindet. Som udgangspunkt skal man have insulinpumpen på døgnet rundt, da den hele tiden afgiver små mængder insulin.

Læs også: Christina fik mere overskud med pumpe

Mere jævn tilførsel af insulin

I samarbejde med det svenske Nationella Diabetesregistret har forskerne fulgt 18.169 diabetes 1-patienter i en periode på syv år. 13 procent af dem brugte insulinpumpe, mens resten tog flere daglige injektioner. Studiet viser, at hos dem, der brugte pumpe, var risikoen for at dø af hjertekarsygdomme kraftigt reduceret i forhold til dem, der brugte pen.

”Pumpen giver en mere jævn tilførsel af insulin, og vi ved fra tidligere studier, at brug af pumpe giver færre episoder med lavt blodsukker, som øger risikoen for at dø af hjertekarsygdomme,” forklarer Isabelle Steineck, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

Læs også: Med insulinpumpe på Kilimanjaro

Øget blodsukker kontrol og mere viden gør en forskel

Det næste skridt for de svenske forskere er at kigge nærmere på, hvilke mekanismer der ligger bag insulinpumpens gode effekt. Og ifølge Isabelle Steineck ligger en del af forklaringen i, at insulinpumpebehandlingen bliver ledsaget af mere omfattende patientuddannelse, og at pumpebrugerne tjekker deres blodsukker oftere end sprøjtebrugerne.

Jo bedre kontrol du har over dit blodsukker, jo mindre er risikoen nemlig. Men det kræver, at du er rigtig god til at styre dit blodsukker, og det er en udfordring for mange i en aktiv hverdag. Og her kan pumpen måske være løsningen.

Læs også: Forstå insulin

Insulinpumpe giver en mere sikker og effektiv behandling

Insulinpumpen gør ikke bare livet lettere. Den repræsenterer også en sikker og effektiv behandlingsmetode, men det er alligevel ikke alle, der ønsker at anvende pumpe. Det kan skyldes flere ting: Nogle mener, at pumpen er upraktisk, fordi du skal have den på døgnet rundt. Andre synes, at sygdommen bliver for synlig med en pumpe, mens nogle bare ikke ønsker at måle deres blodsukker så ofte, som pumpen kræver.

I Sverige bruger hver femte voksne patient med type 1-diabetes insulinpumpe, mens det i 2011 kun var cirka hver tiende i Danmark. Her bruges pumperne i højere grad til børn, og cirka hvert tredje barn med type 1-diabetes har insulinpumpe.

Kilder: Medicinsk Tidsskrift, Sahlgrenska Akademin, Diabetesförbundet

Tekst: Maria Præst

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce