Insulinpumpen giver mulighed for et friere liv
Udgivet for første gang: 24.04.15 | Sidst redigeret: 30.06.16Regin Ellingsgaard besteg alle 340 fjeldtoppe på Færøerne i løbet af et år – på trods af diabetes, men med insulinpumpen som trofast følgesvend.
64-årige Regin Ellingsgaard har nydt at tage på vandreture siden han var en stor dreng, og som indfødt færing har han rig adgang til nogle af verdens flotteste vandreruter lige udenfor døren.
Han har haft type 1-diabetes i 28 år, men det lægger ikke en dæmper på hans aktive livsstil. Tværtimod. Den tidligere edb-vejleder gik på pension sidst i 2012 og fik da den idé, at han, sammen med nogle i sin vandreklub, ville bestige samtlige 340 fjeldtoppe på Færøerne i løbet af et år. Det er ikke noget lille projekt, og slet ikke for en diabetiker, men det stoppede ikke Regin Ellingsgaard.
Læs også: Med insulinpumpe på Kilimanjaro
Hans nytårsforsæt for 2013 var nemlig at nå alle bjergtoppene, og da han “kun” havde været på 58 af dem i forvejen, havde han småtravlt. Men ét er viljen, noget andet er vejr og vindforholdene på Færøerne. Sidstnævnte gjorde det meget svært for Regin Ellingsgaard at gennemføre sit projekt. Den mest ufremkommelige bjergtop på Færøerne hedder Lítla Dímun. Navnet kommer fra keltisk og kan bedst oversættes til Lille Dæmon, og turen derud blev aflyst flere gange.
“Først gik helikopteren, vi skulle flyve med, i stykker, så var der for tåget til, at den kunne lette, og så var meningen, at vi skulle derud med skib, men så var bølgerne for høje,” smiler han.
75 fjeldtoppe på én måned
I august lykkedes det imidlertid for Regin Ellingsgaard og seks andre at komme afsted. De sejlede først med en hurtiggående båd til Hvalba, hvor de hentede to lokale guider. Derefter sejlede de ud til den ubeboede ø Lítlu Dímun, som tilhører bygderne Hvalba og Sandvík på Suðuroy.
Efter jeg er gået på pension, kan jeg jo bare bruge tiden, som jeg vil, og så var der kun én ting at gøre: Afsted ud at vandre!
Toppen af Lítlu Dímun, Rávan, er 414 meter høj og meget stejl, men i løbet af en time havde de nået toppen. Det laveste af de officielt listede fjelde på Færøerne er 101 meter højt, mens de ti højeste alle er over 800 meter. At bestige dem alle er i sig selv en imponerende præstation, men når man så tænker på, hvilke forholdsregler Regin Ellingsgaard skulle tage undervejs, må man nødvendigvis bøje sig i respekt. Men han var ikke i tvivl.
“Efter jeg er gået på pension, kan jeg jo bare bruge tiden, som jeg vil, og så var der kun én ting at gøre: Afsted ud at vandre!” fortæller han. Sidste år i november nåede han den sidste fjeldtop på listen og havde således gennemført sit projekt: at nå alle 340 officielt listede fjeldtoppe på Færøerne på ét år.
Sidste år i januar nåede Regin Ellingsgaard 48 fjeldtoppe på en måned. Hans rekord satte han i april sidste år, hvor han nåede hele 75 fjeldtoppe i løbet af en måned. Alligevel mener han selv, at han tager den med ro. “Jeg er nødt til at hvile mere mellem hver tur, på grund af min alder,” siger han.
Tørfisk er godt for blodsukkeret
Der er meget, der skal tænkes igennem, før man som diabetiker tager ud på sådan en tur. For Regin Ellingsgaard betyder det fx, at han skal indstille insulinpumpen på “motion”, så der bliver taget højde for det i doseringen. Og under pauserne på turen skal han huske at stille den tilbage igen.
“Når man klatrer på de stejle fjelde, kan kroppen nemt blive stresset, og det påvirker blodsukkeret,” fortæller Regin Ellingsgaard, der altid har juice, tørfisk og spæk med i rygsækken, når han tager på tur.
Især tørfisken er god, synes han, på grund af den lange effekt, den har på hans blodsukker. For Regin Ellingsgaard betyder sådan en klatretur, at han skal stoppe hver 100 højdemeter og måle sit blodsukker, og at han ind i mellem er nødt til at tage en pause for at få styr på blodsukkeret.
“Det er ikke noget, jeg oplever særlig tit, men på en af mine seneste ture oplevede jeg, at mit knæ begyndte at give efter, da vi næsten havde nået toppen.
Jeg målte mit blodsukker, og det var på 1,4, hvilket er meget lavt. Så jeg satte mig i en halv time og spiste lidt tørfisk, et stykke chokolade og drak en juice og blev rolig i kroppen igen. Og så var der styr på det, og jeg kunne fortsætte,” siger han.
Lever som jeg vil
Regin Ellingsgaard har kun én gang oplevet, at han måtte opgive sin tur op på et fjeld.
“Man siger, at man kan opleve alle fire årstider på en dag, når man er på Færøerne, og denne dag endte vi i et rigtigt dårligt vejr. Det begyndte at regne på vej op ad fjeldet, og det udviklede sig til sludsne og til sidst blev det rigtig, rigtig koldt.
Mit blodsukkerapparat kunne ikke klare kulden, og selv om jeg holdt det ind mod kroppen, kunne jeg ikke få det til at virke, som det skulle.
Jeg kunne mærke, at mit blodsukker begyndte at falde, og jeg syntes ikke, jeg kunne få det op igen, så jeg besluttede mig for at vende om og gå ned igen sammen med nogle andre ,” fortæller han.
Regin Ellingsgaard er i det hele taget meget åben omkring sin diabetes.
“Jeg fortæller altid mine vandrekammerater om det, for så er de forberedte og ved, hvad det er, jeg sidder og fifler med, når jeg måler blodsukker,” fortæller han.
Regin Ellingsgaard fik sin første insulinpumpe fra Accu-Chek i 2006.
I dag har han en Accu-Chek Combo, som han er meget glad for, da den i høj grad er medvirkende til, at han kan leve så aktivt et liv, som han gør. “Den fungerer så fint, og jeg har et meget friere liv nu, end jeg havde, før jeg fik pumpen.
Diabetes er udbredt i min familie.
To af mine søskende har også diabetes, og min søster døde som 31-årig som følge af diabetes. Det var jo helt andre tider dengang for diabetikere, og jeg er meget taknemmelig over, at jeg har muligheden for at leve mit liv, som jeg har lyst til,” siger han.
Tekst: Andrea Bak · Foto: Heini Nygaard og privat
Fortæl din historie
Har du lyst til at fortælle din historie, eller har du en god idé til noget, du synes, vi skal skrive om, så send os en mail på dk.diabetes@roche.com. Vi glæder os til at høre fra dig!
Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.