Aktiv med diabetesLev med diabetes

Lad være med at hænge med hovedet

Udgivet for første gang: 24.04.15 | Sidst redigeret: 17.10.16
Denne artikel er mere end 2 år gammel og kan derfor indeholde forældet information
Anna Madsen
Skrevet af: Anna Madsen

Mikkel Møldrup var 16 år, da han fik konstateret diabetes. Han spillede håndbold på topplan og havde aldrig forestillet sig, at det skulle ramme ham, så det var noget af et chok, men diabetes har ikke været en hindring for en karriere som professionel håndboldspiller.

Mikkel Møldrup er 22 år og professionel håndboldspiller i den tyske klub Neuss. Han læser desuden jura som fjernstudium på SDU. For knap seks år siden fik han diabetes, og han husker tydeligt chokket over at få diagnosen.

Annonce

“Jeg troede bare, jeg havde fået influenza. Da det havde varet noget tid, gik jeg til lægen med forventningen om at få noget antibiotika, og så var den fis slået,” siger han.

“Men da jeg fortalte lægen om mine symptomer, sagde han, at han var ret sikker på, at jeg havde diabetes. Det var, som om verden drejede fuldstændig rundt, da han sagde det. Jeg vidste intet om diabetes, og jeg havde en forestilling om, at det kun ramte mennesker med usunde livsvaner, og ikke sådan én som mig, der dyrkede sport flere timer om ugen,” siger han.

Lad være med at hænge med hovedet, men sig til dig selv, at det kunne være værre.

“Jeg gik helt i stå. Det var virkelig, som om verden drejede rundt, og lægen kunne godt se på mig, at jeg var rystet, så han ringede efter mine forældre. Jeg anede slet ikke, hvad jeg skulle sige,” husker han.

Ikke typen der tager på sygehuset

Det var ikke diagnosen diabetes, der rystede Mikkel Møldrup, men tanken om at skulle gennem et langvarigt forløb på hospitalet.

“Jeg har aldrig opfattet mig selv som én, der skulle gennem sygehusvæsnet,” som han siger.

“Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg nok skulle klare den, og at det kunne være så utrolig meget værre. Men det var hårdt at se, hvor hårdt det var for mine forældre.

Jeg gik rundt med en følelse af, at de måske syntes, at det var deres skyld, at jeg havde fået diabetes,” siger han.

Den største omvæltning for Mikkel Møldrup var i forhold til hans træning. Da han blev syg, spillede han i Skjern, og da han startede op igen i den nye sæson, kunne han godt mærke, hans krop var svækket.

“Det tærer både på muskler og knogler at mangle insulin, men på den anden side fik jeg også at vide på hospitalet, at det var godt, at jeg var i så god form, fordi det ville hjælpe mig i forhold til at blive stabiliseret og komme videre. Det havde været sværere, hvis jeg havde ligget på sofaen og spillet Playstation hele tiden,” siger han.

“Der gik slet ikke så længe, som jeg havde frygtet, før jeg var tilbage på mit gamle niveau,” husker han.

“Mine evner som håndboldspiller var jo usvækkede, men jeg kunne godt mærke, at jeg var træt. Men da jeg først fik mit blodsukkerniveau på plads, føltes alting normalt igen. Det var rart,” siger han.

God hjælp

Udover den hjælp og vejledning, Mikkel Møldrup fik på hospitalet, fik han god hjælp fra to andre i sin omgangskreds.

Den ene var hans træner i Skjern, der selv var diabetiker, og som kunne give ham en masse konkrete råd om insulin og træning, og hvordan han skulle gribe det hele an. Den anden var en kammerat, som også havde diabetes.

Han kom og besøgte ham, mens han stadig var indlagt, og han kunne punktere nogle af de slemme forestillinger, Mikkel havde om, hvordan det ville være at leve med diabetes.

“Jeg vil ikke sige, at han direkte modsagde lægerne og sygeplejerskerne, men han fortalte, at jeg altså sagtens kunne drikke en øl og spise slik engang imellem, hvis jeg havde lyst til det.

Det var rigtig rart, og det var med til at få mig til at se mere lyst på det hele,” siger han.

Styr på blodsukkeret

Den første måneds tid var det svært for Mikkel Møldrup at styre blodsukkeret, og han måtte afsted på hospitalet et par gange, og da han begyndte at træne igen, tog det også lidt tid, før det hele faldt på plads for ham. I dag, hvor han blandt andet har et Accu-Chek Mobile blodsukkerapparat, kører det hele upåklageligt, som han siger.

“Jeg har boet i forskellige lande rundt om i Europa på grund af min håndbold, og det føles et eller andet sted mest trygt at være i Danmark, men i det store hele  vil jeg sige, at der altså ikke er nogen forskel på, hvordan man griber det an rent lægemæssigt. Det er mere i forhold til sprog, at det kan være svært,” siger han.

Mikkel Møldrups bedste råd til andre, der får konstateret diabetes, er at tvinge sig selv til at se lyst på tingene.

“Lad være med at hænge med hovedet, men sig til dig selv, at det kunne være værre.

Det er selvfølgelig ok, at man er chokeret, men lad være med at hænge med hovedet i lang tid og have ondt af dig selv. Det har i al fald hjulpet mig rigtig meget,” siger han.

En anden vigtig ting at huske på, er åbenhed.

“Tal med din familie og dine venner om det, og lad være med at lukke dig inde, for så bliver det ekstra svært. Og så skal du bare tage det stille og roligt i starten, indtil alt det nye falder på plads – der er en løsning på alt,” siger han.

“Det er ikke verdens undergang at få diabetes – det handler blot om at planlægge og prioritere og få det hele til at hænge sammen.”

Tekst: Andrea Bak · Foto: Privat

Fortæl din historie

Har du lyst til at fortælle din historie, eller har du en god idé til noget, du synes, vi skal skrive om, så send os en mail på dk.diabetes@roche.com. Vi glæder os til at høre fra dig!

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce
Diabetes Type 2 nyhedsbrev