Siden jeg fik en kontinuerlig glukosemåler i foråret 2020, er mit liv med diabetes blevet betydeligt lettere. Men der er dog en ulempe, og det er, at jeg er virkelig afhængig af mobilen. Det er trods alt den, der fortæller mig om blodsukkeret.

Der sidder en kontinuerlig glukosemåler (CGM) på min overarm, og der ligger en halv centimeter tråd under huden. Denne tråd måler blodsukkeret kontinuerligt (og omtrentligt). Jeg scanner min CGM med mobiltelefonen for at aflæse blodsukkerniveauet. Når jeg gør det, åbner den tilhørende app automatisk og fortæller mig, hvor mit blodsukkerniveau ligger og har ligget i de sidste 8 timer.

Annonce

Appen fortæller mig også, hvor ofte jeg laver en scanning, og viser forskellige grafer og oplysninger. I gennemsnit scanner jeg 23 gange i løbet af en dag. For eksempel scanner jeg altid om morgenen, og inden jeg gå i seng om aftenen. Derudover scanner jeg, før jeg tager insulin. Resten af scanningerne, hvilket er størstedelen, er kun for at følge med i blodsukkeret i løbet af dagen, især når jeg har en mistanke om, at det ikke er, som det skal være.

Mobilen skal altid med

Uden mobiltelefonen er jeg nødt til at stole helt og holdent på min egen hukommelse, dømmekraft og logik og ikke mindst min fornemmelse af, hvordan blodsukkeret har det. Det er en ekstremt krævende opgave uden hjælpemidler. Madindtag og andre ting, der påvirker blodsukkeret, gør opgaven endnu mere krævende. Netop derfor har jeg lært, at jeg altid skal have mobilen med.

LÆS OGSÅ: Det første møde med et blodsukkerapparat

Pinligt at glemme mobilen

Udover at mobiltelefonen er nødvendig for at tjekke blodsukkeret, er der også lydalarmer, der aktiveres, hvis blodsukkeret bliver for højt eller for lavt, eller hvis mobilen mister forbindelsen til CGM’en. Sidstnævnte er en høj og gennemtrængende alarm.

Da jeg for nylig skulle deltage i et fysisk møde på kontoret, lod jeg mobilen ligge på skrivebordet, så den ikke skulle bippe forstyrrende, når der tikkede beskeder eller lignende ind. Da jeg kom tilbage til skrivebordet, som er i et åbent kontorlandskab, blev jeg vinket ind af en kollega. Hun fortalte mig, at min mobiltelefon havde bippet højt og længe og skabt forvirring på hele etagen. Det viste sig, at alarmen for manglende signal var gået i gang, så snart jeg var kommet uden for Bluetooth-rækkevidde.

Mit vigtigste hjælpemiddel

Til trods for nogle unødvendige biplyde ser jeg tydeligt fordelene ved at have en CGM og bruge de tilhørende alarmer for højt og lavt blodsukker. Jeg må dog indrømme, at jeg siden hændelsen på kontoret har slået alarmen for manglende signal fra og er blevet mere forsigtig med ikke at gå fra telefonen.

Derfor er jeg stadig telefonafhængig. Jeg synes dog, at det er en luksus at få alle disse oplysninger så nemt i en app, og derfor er telefonafhængigheden en lille pris at betale.

LÆS OGSÅ: Pulsur som et nyttigt værktøj i diabetesbehandlingen

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce