Da jeg var 25 år, fik jeg konstateret type 1-diabetes. Det var naturligvis chokerende og noget, jeg aldrig vil glemme.

I efteråret 2019 var jeg i gang med mit fjerde år på civiløkonomuddannelsen. Jeg boede med min samlever og min hund og var formand for den boligforening, vi boede i. Jeg var også medlem af Rotary og formand for programudvalget. Jeg havde to deltidsjob, som jeg ikke havde tid til. Jeg var stresset.

De første symptomer

Et af de fag, jeg tog i efteråret, inkluderede en 6-ugers hjemmeeksamen, hvor jeg samarbejdede med en studiekammerat 8-12 timer hver dag. Jeg følte mig udmattet, men det var vi jo begge – og det er jo ikke unormalt for en studerende ved afslutningen af studiet. Vi snakkede meget i pauserne. Vi diskuterede blandt andet de mærkelige stresssymptomer, jeg havde fået – hyppige toiletbesøg, voldsom tørst og et uforklarligt vægttab. Jeg var jo vant til stresssymptomerne. Ved hver eksamen i det foregående år havde der været noget nyt – smerter i kroppen, hovedpine, kvalme. Det var en del af det.

Efteråret blev koldere, og vægttabet fortsatte sammen med de andre symptomer. Jeg begyndte at undre mig lidt, men holdt mig stadig til, at årsagen måtte være stress. Jeg besluttede mig for at blive færdig med eksamen, lade kroppen falde til ro og slappe af et par uger, og så se tiden an.

Da det var blevet januar, havde jeg haft ferie i godt en måned. Kroppen var afslappet, men symptomerne fortsatte. På dette tidspunkt var jeg på toilettet 4-5 gange om natten og havde tabt 11 kilo. Jeg blev mere bekymret og fik en tid hos lægen den 20. januar.

Den 9. januar havde jeg en rolig formiddag hjemme i lejligheden. Jeg gik ud i køkkenet for at smøre et par skiver brød og fandt ud af, at min vejrtrækning var unormal og tung. Jeg ringede til min far og sagde, at jeg var lidt i vildrede, og han foreslog, at jeg ringede til lægevagten. Jeg ville vente og se det an, for det var allerede faldet lidt til ro. Jeg snakkede med min far igen, og han insisterede på, at jeg tog på skadestuen. Det kan have reddet mit liv.

Vi tog på skadestuen, mig og far, og ventede i flere timer. Jeg blev sulten og købte en pakke chokoladekiks i automaten. Da jeg kom ind til lægen, blev både sukkeret i urinen og blodsukkeret målt hurtigt. Selvom det ikke blev sagt lige ud, indså jeg, at tegnene på type 1-diabetes var der.

Jeg holdt alligevel modet oppe og ville ikke fremstå som svag eller sårbar – men det var jeg.

Chokket

Lægen sagde, at jeg skulle på hospitalet. Jeg kan huske, at jeg blev forvirret og bange. Mens jeg ventede på henvisningen, blev jeg siddende alene inde på lægekontoret. Tårerne pressede sig på, for hvad betød det? Jeg ringede til min samlever og forklarede, at jeg skulle på hospitalet, men troede stadig selv, at det bare ville være en hurtig tur for at få taget nogle prøver, og at jeg ville være hjemme igen samme aften. Jeg ville ikke gøre ham bekymret og bad ham om at blive hjemme.

Da vi ankom til akutmodtagelsen på hospitalet, var der igen en del ventetid. Jeg sad på en hospitalsseng på gangen, og en læge eller sygeplejerske kom af og til for at tage en prøve eller to. Mine blodårer var modvillige, og der skulle fem forsøg til, før det lykkedes at tage en ordentlig blodprøve, og hver gang gjorde det lige ondt. Jeg holdt alligevel modet oppe og ville ikke fremstå som svag eller sårbar – men det var jeg.

På akutmodtagelsen troede jeg stadig, at jeg skulle hjem samme aften, indtil jeg indså, at det ikke var tilfældet. Jeg skulle videre til overvågningsafdelingen. Måske kunne jeg komme hjem næste dag.

Jeg husker ankomsten til overvågningen som ubehagelig. Jeg blev kørt ind på stuen i den seng, jeg havde været i, siden jeg ankom til akutmodtagelsen. Døren blev lukket, og mine forældre blev bedt om at gå. Der var fem-seks sygeplejersker og læger omkring mig, som havde hver deres opgave. En af dem forsøgte at sætte en nål med en slange i den ene arm, mens en anden gjorde det samme i den anden arm. En tog mit tøj af, og en anden indsatte et kateter. Jeg følte mig meget hjælpeløs, men indså, at det ikke nyttede noget. Jeg tænkte, at jeg måtte finde mig i det, og så kunne jeg vel få lov at tage hjem dagen efter.

LÆS OGSÅ: En mave fuld af stikskader

Tingene begynder at falde på plads

Den efterfølgende nat var hård. Der kom en sygeplejerske og tog prøver hver anden time. Jeg fik en stærk smerte i tommelfingeren hver gang, og hun forklarede, at det var kalium, der gik gennem blodstrømmen. For at undgå at få kvalme, fik jeg ikke lov til at spise, men jeg var så sulten. Jeg kunne heller ikke bevæge mig i sengen, fordi der var koblet så mange slanger til mig. Men pludselig var natten ovre.

Den første dag var jeg stadig meget svag. Jeg fik kortvarige besøg, og det var, hvad jeg orkede. Jeg fik endelig lov til at spise, men var for svag til at gøre det selv. Familien hjalp med at skære maden i stykker og made mig. Det gjorde mig faktisk ingenting. Jeg var bare glad for endelig at kunne spise.

Jeg blev stærkere, og et par dage senere blev jeg flyttet til en almindelig afdeling. I begyndelsen havde jeg stadig insulin tilkoblet og måtte gå rundt med pumpen rullende ved siden af.

LÆS OGSÅ: Gode råd til et godt liv med type 1-diabetes

På vej ud af hospitalet

Forårssemesteret var startet i skolen. Et fag, som jeg var tilmeldt, bestod af heldagsseminar fem dage i træk, og det var obligatorisk at deltage. Jeg sendte en e-mail til underviseren og spurgte, hvor meget jeg kunne gå glip af, hvis jeg stadig skulle kunne bestå faget. Det var kun én dag. Jeg var stadig på hospitalet, men havde glædet mig meget til at tage dette fag. Jeg fik lov til at tage afsted. Min far hentede mig og kørte mig tilbage igen. Jeg synes, det var hårdt, men også godt at vende tilbage til livet så hurtigt. Nogle dage senere fik jeg lov til at tage hjem.

Jeg skulle lære at sætte nåle i maven og låret. Men mest af alt skulle jeg lære at acceptere, hvad der var sket, og at jeg skulle leve med det resten af livet.

Hjemkomsten

Jeg havde ikke været hjemme i en uge. Jeg savnede min samlever og min hund. Det føltes helt fantastisk! Samtidig var der sket en brat og skræmmende livsændring. Jeg skulle lære, hvordan min krop reagerede på indtagelse af kulhydrater og insulin, og hvordan de to ting interagerede. Jeg skulle lære at sætte nåle i maven og låret. Men mest af alt skulle jeg lære at acceptere, hvad der var sket, og at jeg skulle leve med det resten af livet.

At acceptere en kronisk sygdom er ikke så nemt. Indtil for blot en uge siden havde jeg ifølge min egen opfattelse været et ganske velfungerende menneske. Pludselig skulle jeg acceptere, at min diabetes ville styre mit liv. Hvorfor mig? Det føltes uretfærdigt.

De næste mange uger var en rutsjebane. Det ene øjeblik var alting fint, og jeg følte, at jeg havde styr på det. Det næste pressede tårerne sig på. Jeg var vred og følte, at livet var uretfærdigt. Andre gange følte jeg mig som en idiot, der brokkede sig over en sygdom, jeg sagtens kan leve et godt og langt liv med, mens andre har det langt værre.

Mit liv gik dog videre, som det for det meste gør. Rutsjeturene blev mindre voldsomme. Det er nu over to år siden, at jeg fik diagnosen, og selvom følelserne af og til stadig tager overhånd, føler jeg, at jeg har kontrol over sygdommen og kan håndtere den. Jeg vil naturligvis ikke ønske dette for andre, men jeg vil sige dette: Bare vent – om lidt bliver alting meget bedre.

LÆS OGSÅ: Sådan ser min hverdag med diabetes ud

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.