Min frygt for læger og hospitaler betyder, at jeg kan være en krævende patient. En patient med en kronisk sygdom, der uanset hvad har brug for en vis opfølgning. Det kan være svært at bede om hjælp, men nu er jeg motiveret.

Som jeg skrev i forrige indlæg, takkede jeg ja til tilbuddet om at tale med en psykolog, da jeg blev forsikret om, at det var okay at sige nej til samtalerne, når der var gået et stykke tid. Især hvis jeg ikke følte, at jeg havde en god kemi med behandleren. Håbet er, at psykologen kan hjælpe mig med at give slip på mit behov for kontrol.

Herefter kom spørgsmålet om både insulinpumpe og sensor op igen. Jeg fortalte om mine problemer med sensoren, at den er mere til besvær end nytte, da den ofte har vækket mig med forkerte lave blodsukkerværdier.

Vi talte om placering, og at jeg burde give det en chance mere, for hvis det fungerer, kan det være muligt at prøve insulinpumper, der er forbundet med en sensor. Hun havde stor tiltro til, at det kan hjælpe mig med at slippe det store behov for kontrol, som jeg har i mit liv, og at det på sigt vil give mig en bedre livskvalitet. At jeg kan være mere spontan, motionere mere og være mere aktiv i hverdagen uden at skulle planlægge alt ned til mindste detalje. Sådan som jeg er afhængig af nu.

LÆS OGSÅ: Hvor vigtig er søvn for os med diabetes?

Drømmen om et helt normalt liv uden de store bekymringer

Planlægningen og behovet for kontrol har været mit liv i så mange år, at jeg næsten har glemt, hvor meget det kræver af mig, og hvor meget tid og energi jeg bruger på at holde sygdommen i skak.

Så sagde hun til mig “Hvis du giver det en chance, kan du højst sandsynligt spontant beslutte dig for at gå en lang tur i skoven med familien uden at planlægge det tre dage i forvejen. Måske betyder det, at du kan beslutte dig et par timer før. Og måske betyder det, at du kan løbe en halv time på løbebåndet før arbejde og også før morgenmaden. Er det ikke det, du har drømt om?”.

For at være ærlig drømmer jeg kun om at leve et normalt liv uden nogen begrænsninger. Jeg vil gerne kunne planlægge mine dage ud fra mit energiniveau og humør uden at skulle tænke på blodsukkeret hele tiden.

LÆS OGSÅ: Lægerne troede, at min mor eller jeg forårsagede mine insulinfølinger med vilje (del 1)

Vægten har jeg aldrig kunne kontrollere

Det er frygtelig svært, og jeg ved, at der er mange af os, der har det sådan. Det er ikke synd for mig. Jeg lever et forholdsvist godt og bekymringsfrit liv, jeg har taget en lang og krævende uddannelse, og jeg har et godt job. Ikke desto mindre kræver det meget at få et organ til at fungere 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 52 uger om året, og det har haft sin pris. Jeg har opgivet ting i livet for at klare det i de næsten 28 år, jeg har haft denne sygdom.

Det, der har kostet mest, er dog alle de unødvendige kilo, jeg har båret rundt på i alle disse år. Dem, der aldrig forsvinder, uanset hvor meget jeg prøver, og hvad jeg end opgiver for at få dem væk. De har gang på gang sat mig tilbage, og min selvtillid har til tider været fraværende på grund af det problem. Det har været ekstremt svært og har forhindret mig i at gøre mange ting, jeg har drømt om, som unge på min alder drømmer om.

Inderst inde ved jeg godt, at det ikke burde betyde noget, men jeg kan ikke gøre for det, og forhåbentlig kan nogle samtaler med en psykolog hjælpe mig.

LÆS OGSÅ: Vigtigt at se det hele menneske, når man behandler diabetes (del 2)

Motiveret til at tage imod hjælp

Jeg har sagt det til diabetessygeplejersken flere gange, og hun har været klar over, at jeg har et stort ønske om at tabe mig, men at det har været svært. Det har været så frustrerende at se på mine omgivelser, da jeg kommer fra en aktiv og normalvægtig familie. Jeg har levet og spist som dem i alle disse år, men alligevel vejer jeg for meget. Når jeg ser tilbage i dag, ved jeg, at det at presse sig igennem et så langt og krævende studie med type 1-diabetes er hovedårsagen til, at jeg tog så meget på i vægt. Som jeg har skrevet flere gange, kæmper jeg med lavt blodsukker i stressende perioder, og så skal man jo spise og udskyde den fysiske aktivitet.

Jeg har gentagne gange forsøgt at gøre noget ved det, men har desværre ikke haft held med det. Heldigvis har jeg ikke taget på de seneste år, og jeg har været og er motiveret til at tage imod hjælp.

Det var svært at sige til diabetessygeplejersken “Jeg vil gerne have hjælp til at tabe mig, og så hurtigt som muligt.”

Måske er der håb?

I slutningen af april havde jeg en aftale med både en psykolog og en diabeteslæge for at høre om mulighederne for hjælp til at tabe mig. Jeg har sagt helt klart, at jeg ikke ønsker operation, men at jeg gerne vil prøve noget medicin, som kan hjælpe. Jeg gruer meget for at blotlægge mit liv på den måde, men som jeg har lovet min veninde, vil jeg nu give sundhedsvæsenet en chance for at bevise, at de rent faktisk vil hjælpe mig.

Jeg skal naturligvis nok holde jer opdateret om, hvordan det går.

LÆS OGSÅ: Den årlige diabeteskontrol udløser angst

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.