Læsernes historier

Når følingsmaden går ud over tandsundheden

Udgivet for første gang: 22.10.21
Denne artikel er mere end 2 år gammel og kan derfor indeholde forældet information
Emilie Kleven
Skrevet af: Emilie Kleven

Født i 1995 og opvokset i Brumunddal. Fik diabetes i 2003, da hun var 9 år gammel. Emilie vil dele sine erfaringer med og tanker om at leve med en kronisk sygdom, både på godt og ondt.

Jeg har efter mange år endelig fundet den perfekte ingrediens til at behandle føling: energibarer! Men medaljen har alligevel en bagside. Sidst jeg var hos tandlægen til det årlige eftersyn, havde jeg flere huller i tænderne. Sådan har det været i mange år. Er min diabetes og det, jeg spiser for at behandle føling, en medvirkende årsag til, at jeg lettere får huller i tænderne?

Jeg vil påstå, at jeg er omhyggelig med tandhygiejnen. Jeg børster morgen og aften, bruger tandtråd og fluor.  Det har jeg gjort i mange år. Alligevel har jeg huller i tænderne, næsten hver gang jeg er hos tandlægen til det årlige eftersyn. Nogle er måske mere udsatte for at få huller end andre, men tandlægen mente, at en medvirkende årsag kunne være mit valg af følingsmad, især om natten. 

Annonce

Så jeg kan altså antage, at følingsmaden går ud over min tandsundhed.

LÆS OGSÅ: 5 gode tips til at sænke langtidsblodsukkeret

Glemmer at børste tænder efter følingsmad om natten

Der er meget, man kan spise eller drikke for at få blodsukkeret op ved føling. Det eneste kriterium er, at det skal indeholde en eller anden form for kulhydrater. Årsagen til, at mit valg er faldet på energibarer i flere år, er, at indholdet af kulhydrater passer rigtig fint til at behandle føling. De er også nemme at have med sig, fordi de er portionspakket, og så smager de godt. Det er heller ikke sådan, at jeg har lyst til dem, når jeg ikke har føling.

Noget negativt ved denne følingsmad er dog, at den er meget klæbrig og sætter sig i tænderne. Jeg skal ærligt indrømme, at hvis jeg vågner om natten med føling og spiser en energibar, står jeg ikke op for at børste tænder. Jeg har en pakke tyggegummi på natbordet, og i nogle tilfælde husker jeg at tage en for at få det værste væk. Alligevel mente tandlægen, at det ikke gjorde underværker, og at jeg helst skulle børste tænder bagefter.

LÆS OGSÅ: Hvorfor vælger jeg pen frem for pumpe?

Når følingsmaden går ud ocer tandsundheden. Kvinde hos tandlægen
Illustration foto: Getty images.

Følingsmad, der virker, trumfer tandsundheden

Før jeg havde fundet noget bestemt til at behandle føling, kunne det hurtigt blive for meget af det gode. Det er svært at vide, hvor meget man har brug for at spise for at behandle føling, hvis man bare spiser på må og få. Tidligere, når jeg vågnede op med føling og ikke havde noget liggende på mit natbord, kunne jeg stå op og spise alt for meget. Nu er det så nemt, at hvis jeg vågner, tager jeg bare en energibar og falder i søvn igen. Noget tandpasta efterfølgende bliver det dog ikke til.

Det havde sikkert været bedre for tænderne at vælge noget flydende eller en skive brød eller noget frugt. Alligevel føler jeg, at det, at jeg faktisk har fundet noget, der virker så godt for mig, næsten trumfer, at jeg måske lettere får huller i tænderne.

Jeg tror, at det er det, jeg spiser om natten, der er mest skadeligt for tænderne, og at jeg kan prøve at finde et bedre alternativ. Derudover tænker jeg, at det er vigtigt at fortsætte med god tandhygiejne. At tygge tyggegummi og eventuelt skylle munden med vand efter at have spist om natten er bedre end ingenting!

Læs mere om vores Accu-Chek-produkter her.

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce
Diabetes Type 2 nyhedsbrev