Jeg får ofte spørgsmålet: Hvordan påvirker din diabetes dig i hverdagen? Jeg giver ofte det samme vage svar: “Jo, det påvirker mig, men det går jo stort set fint.” Jeg vil nu opsummere, hvordan sygdommen faktisk viser sig i hverdagen.

Hverdagen med diabetes på en god dag

Jeg vågner, og min første tanke er som altid: Hvordan har mit blodsukker det? Hvordan har mit blodsukker været i nat? Jeg rækker ud efter mobiltelefonen og scanner den kontinuerlige glukosemåler, jeg har på armen. I den tilhørende app får jeg besked: Den lyser rødt ved lavt blodsukker, grønt ved normalt blodsukker og gult ved højt blodsukker. Oftest ligger blodsukkeret mellem 5 og 7 og har været stabilt gennem hele natten. Jeg er tilfreds og kan fortsætte med andre morgenaktiviteter.

Jeg er sulten, og jeg vil gerne have en skive brød. Jeg måler blodsukkeret; det er stadig stabilt, og jeg vurderer, hvor mange enheder insulin jeg skal tage for at spise skiven. Jeg indstiller 5 enheder, spiser skiven og venter. Der går et par timer. Jeg tjekker blodsukkeret igen og smiler tilfreds. Jeg har klaret det! Blodsukkeret er lige dér, hvor det skal være.

Dagen går. Jeg spiser frokost, aftensmad og natmad, måske træner jeg også, og holder konstant øje med, hvordan blodsukkeret udvikler sig. Kurven går op og ned, men er inden for normalen, dvs. de gode værdier. Det lyser grønt. Jeg har det godt, og det er let at have diabetes.

Om aftenen går jeg i seng, tjekker mit blodsukker en sidste gang, smiler og falder i søvn.

LÆS OGSÅ: Dette er de vigtigste tal for god diabetesbehandling

Hverdagen med diabetes på en dårlig dag

Jeg vågner midt om natten, fordi det bipper, og rækker søvnigt ud efter telefonen. Jeg bruger scanneren til at måle blodsukkeret; det sker automatisk. Det lyser rødt mod mig, og jeg ser, at mit blodsukker er på 3 med pil nedad, hvilket betyder, at det bliver værre, hvis jeg ikke gør noget ved det. Jeg fumler ved natbordet og leder efter noget med kulhydrater – en flaske blandet solbærsaft eller en pakke rosiner – men jeg kan ikke finde noget. Jeg vurderer, hvor træt jeg er, i forhold til hvor lavt mit blodsukker vil blive. Okay, jeg må hellere komme ud af sengen, gå ud i køkkenet og finde noget.

I køkkenet finder jeg ikke noget, jeg har lyst til. Jeg er jo ikke sulten, jeg vil bare sove. En havrebar dukker op i et skab, og jeg tvinger mig selv til at spise den. Jeg går i seng igen, men vågner lidt efter ved, at det igen bipper på telefonen. Jeg følger samme procedure og opdager nu, at det lyser gult. Blodsukkeret er højt, over 10. Jeg tænder lyset, tager insulinsprøjten frem og stikker mig selv.

Formen er dårlig, da jeg bliver vækket af alarmen næste morgen. Natten har været hård, men jeg må på arbejde.

Da jeg har fået et varmt brusebad, bipper alarmen for højt glukoseniveau på telefonen. 10 minutters varmt vand på kroppen får blodsukkeret til at stige. Jeg må foretage en vurdering. Vil blodsukkeret falde tilstrækkeligt af sig selv, eller bør jeg tage en dosis insulin? Jeg beslutter mig for at tage en dosis. Ikke længe efter bipper min telefon, og det røde lys i appen fortæller mig, at jeg traf det forkerte valg.

LÆS OGSÅ: 5 gode tips til at sænke langtidsblodsukkeret

Svingende blodsukker resten af dagen

I løbet af arbejdsdagen føler jeg mig træt. Måske stresser jeg over, at nogle kolleger bemærker, at jeg bidrager mindre på et møde. Andre gange må jeg tage en lille pause på sofaen på hjemmekontoret. For det meste er jeg mere opmærksom og tjekker blodsukkeret oftere i løbet af arbejdsdagen, især på de dårlige dage.

Arbejdsdagen er slut, og jeg har ondt af mig selv, fordi det har været en hård dag og nat. Jeg vil spise chips og drikke øl og ikke mere. Jeg vurderer insulinmængden og synker ned i sofaen. Så bipper min telefon igen. Mit blodsukker er på over 10, og jeg tager en korrigerende dosis insulin og tænder igen for den serie, jeg følger med i. En time senere scanner jeg min blodsukkermåler. Det orange lys skinner mod mig. Den korrigerende dosis insulin var alt for lav, og mit blodsukker er skudt i vejret. Jeg undrer mig og bestemmer mig for at kæmpe imod. Jeg indstiller mange doser. I den næste halve time tjekker jeg blodsukkeret regelmæssigt og ser det gå nedad. Jeg slapper af et øjeblik.

Jeg føler mig svimmel og utilpas og tjekker blodsukkeret. Det er faldet alt for meget alt for hurtigt, og jeg har en kraftig insulinføling. Jeg giver tegn til min samlever om, at jeg har brug for noget nu. Han kender mine tegn og henter et glas juice. Han må hjælpe mig med at drikke det.

Min krop er udmattet. Jeg græder og klager og har ondt af mig selv, og jeg vil sove. Jeg sørger for, at jeg i nat har noget liggende på mit sengebord. Jeg tjekker mit blodsukker en sidste gang og krydser fingre for, at jeg kan sove hele natten. Nu er denne dårlige dag endelig ovre.

LÆS OGSÅ: Tag de sunde madvalg

Hverdagen – det fulde billede

Heldigvis har jeg flest gode dage, men det fulde billede er en blanding af gode og dårlige dage. Jeg vil ikke sige, at jeg lever i konstant frygt for de dårlige dage, men tanken om dem er hele tiden i underbevidstheden. Jo bedre jeg er til at vurdere mængden af insulin i forhold til madindtaget og andre påvirkningsfaktorer, desto flere gode dage får jeg. Men jeg vil også gerne kunne leve livet. Jeg vil spise chips og drikke øl, hvis jeg har lyst til det. Jeg vil slippe for at skulle tvangsfodre mig selv, når jeg ikke er sulten. Jeg vil ikke have diabetes.

Realiteten er, at jeg har diabetes, og det kommer jeg til at leve med resten af livet. Det betyder, at jeg skal leve med de dårlige dage, hvor intet går, som det skal, og hvor jeg føler, at livet er uretfærdigt. Men det betyder også, at der er gode dage, hvor jeg mærker en mestringsfølelse, jeg ikke har mærket før, og den glæde, man oplever ved et stykke veludført arbejde.

Kilde:
– Diatribe, 42 Factors That Affect Blood Glucose?! A Surprising Update
– Diabetesforbundet, Blodsukker og måling

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.