Læsernes historier

Skal jeg fortælle min arbejdsgiver, at jeg har diabetes?

Udgivet for første gang: 06.10.23
Frida Rasch
Skrevet af: Frida Rasch

Født i 1994 og opvokset i Bergen, Norge. Er uddannet cand.økonom og arbejder som digital analytiker. Da jeg fik type 1-diabetes i 2020, var jeg 25 år og vidste intet om sygdommen. Siden da har jeg haft en stejl indlæringskurve og haft en øget tørst efter at lære andre om det.

Hvorvidt man skal fortælle sin arbejdsgiver, at man har diabetes, er et tilbagevendende dilemma i diabetesfora. Der er delte meninger om det, og emnet diskuteres meget.

Jeg læste engang, at hvis man til en jobsamtale oplyser, at man har diabetes, kan det opfattes af arbejdsgiveren som om, dette vil påvirke ens arbejde betydeligt. Hvorfor skulle man ellers nævne det? Dette er, hvad jeg går ud fra, når jeg vurderer min oplysningspligt.

Annonce

Min arbejdsdag kan blive påvirket af min diabetes, og nogle gange er jeg mindre effektiv eller har brug for flere pauser end andre. Men sådan var det jo også, inden jeg fik diabetes. Vi er kun mennesker, og man kan ikke forvente at kroppen kører100 procent hele tiden.

Det skal også nævnes, at jeg har et kontorjob med få deadlines og stor fleksibilitet. Derfor er det nemt for mig at indhente arbejdet, hvis der skulle være behov for det.

Hvis jeg selv skulle oplyse, at jeg har diabetes, ville det skyldes et af følgende tre forhold:

  1. Hvis min diabetes i høj grad påvirker min hverdag.
  2. Hvis jeg søger arbejde, hvor symptomer på diabetes kan være til fare for mig selv eller andre.
  3. En kombination af ovenstående.

LÆS OGSÅ: På invaliditetsydelse, erhvervsaktiv eller begge dele?

Når man har fået jobbet

Jeg plejer normalt ikke at skjule min sygdom, og det at jeg tager injektioner. Ved første måltid, man indtager med lederen på den nye arbejdsplads, er det derfor naturligt, at insulinpennen bliver taget frem. Jeg ved, at nogle er nysgerrige, og at andre ikke er. Ligeledes stiller nogle spørgsmål, mens andre ikke gør.

Jeg har selv gjort det til en vane altid at forklare i en bisætning, at jeg har diabetes, første gang jeg tager en injektion foran en anden.

Vigtigt at kollegerne ved besked

Uanset om man fortæller, at man har diabetes til jobsamtalen, eller efter at man er startet, synes jeg, det er en god idé at fortælle det på et tidligt tidspunkt. For det første er det godt, hvis kollegerne er klar over det og ved, hvordan de skal agere, hvis noget skulle gå galt. For det andet er det altid godt at udbrede viden om diabetes.

LÆS OGSÅ: Mest mulig træning er ikke gunstigt for blodsukkeret!

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce