Der er ikke noget, jeg ønsker mig mere end teknologi, der gør hverdagen med diabetes lettere. Tør jeg stole på den nye teknologi, der udvikles?

På mange måder føler jeg mig lidt gammeldags, når det drejer sig om behandling af min egen diabetes. Ikke så gammeldags som de skrækhistorier, man har hørt om de behandlingsmetoder, der blev brugt for 20-30 år siden. Dengang der ikke var let adgang til insulin og hyppige blodsukkermålinger. Kanylerne var lange, og maden skulle måles og vejes.

Annonce

Desuden var der mange fødevarer, som mennesker med diabetes ikke måtte få. Jeg trives bedst med det, jeg lærte i starten af mine år med diabetes. Jeg holder fast i de insulinpenne, jeg fik, da jeg blev diagnosticeret for 10 år siden. Samtidig trives jeg bedst med blodsukkermålinger, der foretages med det almindelige fingerprik.

Har forsøgt med pumpe

Dette indlæg og de erfaringer, jeg har gjort mig, kan på mange måder fremstå som ét stort paradoks. Det er mit største ønske, at forskerne finder en kur mod diabetes, så både jeg, andre med sygdommen og dem, der får den fremover, slipper for at leve med den.

Til trods for dette skrev jeg, at jeg føler mig relativt gammeldags, når det drejer sig om at håndtere min egen sygdom. På en måde tør jeg aldrig prøve noget nyt eller tage de hjælpemidler i brug, som gør hverdagen med diabetes nemmere.

Et af de mest kendte hjælpemidler, som man er kommet længst med, er insulinpumpen. Jeg prøvede selv en insulinpumpe i et par måneder tilbage i 2013. På det tidspunkt havde jeg haft sygdommen i lidt over et år. Jeg ved godt, at der er sket meget i de sidste syv år, både med hensyn til hvor meget pumpen fylder, når den sidder på kroppen, og fordi der er kommet en række slangeløse varianter.

Insulinpumpe

Alligevel forstod jeg aldrig helt det med insulinpumpen. For det første måtte den ikke være koblet fra kroppen i mere end 2 timer. Det var noget, der gjorde det problematisk i forbindelse med træning, fordi jeg havde en række træningspas, der varede længere. Mange dyrker sikkert idræt, hvor man kan træne med insulinpumpen på kroppen. Men eftersom jeg dyrkede kontaktsport, var dette ikke muligt. Samtidig fik jeg aldrig styr på, at insulinpumpen kun tilfører hurtigtvirkende insulin.

Jeg kæmpede virkelig med højt blodsukker i den periode, hvor jeg prøvede den. Og det var tydeligt, at min krop savnede effekten af langtidsvirkende insulin kombineret med hurtigtvirkende insulin til måltiderne. Derudover syntes jeg, at pumpen var i vejen. Jeg fandt sådan set aldrig et godt sted at placere den og kunne i hvert fald ikke lide at have den i lommen. Jeg syntes, at den var stor og tung, og at slangen bare var i vejen. Det endte med, at jeg frakoblede den og vendte tilbage til insulinpenne efter temmelig kort tid.

Kunstig bugspytkirtel eller transplantation

Jeg har læst lidt om den forskning, der laves i et forsøg på at udvikle en kunstig bugspytkirtel, som kan tilføre kroppen insulin efter behov. Uden at vide ret meget om resultaterne, går jeg ud fra, at det ikke er lykkedes helt endnu, eftersom den ikke findes på markedet.

Derudover har jeg læst om en person, der har fået transplanteret en ny bugspytkirtel. Men jeg har også forstået, at denne metode kun fungerer i en vis periode. Og der er stor risiko for, at kroppen igen vil angribe sig selv og ødelægge den nye bugspytkirtel. Det gør, at man ender med at være tilbage ved startpunktet. Selve operationen er vel også ret kompliceret. Det forklarer, hvorfor denne behandlingsmetode er så sjælden.

Hvis jeg var blevet tilbudt at prøve noget af dette, tror jeg ikke, jeg havde turdet hoppe med på vognen. Selvom det muligvis kunne have gjort mit liv meget lettere og måske endda betydet, at jeg ikke havde været nødt til at tænke over sygdommen, kvier jeg mig meget ved at begive mig ud i det ukendte, som føles utrygt, når det gælder egenbehandling.

Scanning af blodsukkeret

Jeg synes, at ny diabetesteknologi er utroligt spændende. Men grunden til, at jeg er så skeptisk, er nok, at jeg desværre har dårlige erfaringer med de nye hjælpemidler, jeg har prøvet. Udover de nævnte erfaringer med en insulinpumpe, har jeg også prøvet at scanne mit blodsukker ved hjælp af en chip på armen.

Målet med denne type blodsukkermåling var at slippe for at stikke sig i fingeren, hvilket jeg godt kunne have ønsket mig. Mine fingerspidser er helt stukket ihjel og ser ikke længere godt ud. Resultatet af forsøget med denne form for blodsukkermåling var desværre også negativt for mit vedkommende.

Scanningen var meget unøjagtig og viste altid 2-3 mmol/l højere blodsukker end det, fingerprikkene viste. Jeg målte med begge metoder for at sammenligne, og min skepsis nåede nye højder, da jeg mærkede, at jeg fik en kraftig insulinføling. Jeg stak mig i fingeren og målte et 2-tal, hvilket var den måling, jeg havde forventet. Scanningen viste derimod et normalt blodsukker på omkring 6, hvilket potentielt kan føre til en meget alvorlig situation. Og det fik mig til at miste troen på hele konceptet.

Der er sket meget

Når det gælder scanning af blodsukkeret, ved jeg, at der også er sket meget i de senere år. Her må jeg ærligt indrømme, at jeg er faldet af vognen. Jeg ved ikke længere, hvad der tilbydes på markedet, hvad man kan få af tilskud fra det offentlige, eller om man skal have en insulinpumpe for at kunne måle blodsukkeret på denne måde. Her havde det været sjovt at høre om andres erfaringer. Er du lige så skeptisk over for ny teknologi, som jeg er, samtidig med at du egentlig byder den velkommen? Hvilke hjælpemidler har du prøvet eller eventuelt benyttet dig af i det daglige?

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce