At have diabetes kan til tider være ekstremt hårdt. Ikke desto mindre tager jeg ofte mig selv i at tænke, hvor heldig jeg er, fordi jeg har de hjælpemidler, jeg har, så jeg kan leve bedst muligt med min diabetes.

Jeg er så glad for, at jeg fik diabetes, da jeg fik det. Jeg var 30 år, havde mand, børn og job og havde “raset” ud i ungdomsårene. Det var selvfølgelig en stor sorg og et chok, men der gik ikke mange måneder, før det var blevet en del af hverdagen. Sprøjter, måling af blodsukkeret, insulinfølinger og højt blodsukker – altid at være forberedt og på forkant, i hvert fald i teorien.

Annonce

Og i dag synes jeg, det er endnu nemmere at leve med diabetes. Vi er heldige, fordi vi har de hjælpemidler, vi har.

Måling af blodsukkeret

Jeg har ikke tal på, hvor mange prik jeg har lavet i fingerspidserne gennem årene. Jeg tror, at alle med diabetes kan huske ømme fingerspidser med små ar fra prikkene. Jeg kan huske, hvornår jeg første gang læste om en kontinuerlig blodglukosemåler (CGM). For mig, der var lidt bange for at køre bil og være alene med børnene om natten på grund af insulinfølinger, var det en åbenbaring. Den første tid var det ikke muligt at få en CGM med tilskud fra det offentlige her i Norge. Man måtte selv betale. Det var meget dyrt, og jeg havde ikke råd til det. Men da den blev tilskudsberettiget, var jeg hurtig til at få en. Og det har ændret min hverdag med diabetes markant. Jeg er så at sige aldrig bange for at få føling længere og kan have lavere blodsukker i de situationer, jeg tidligere håndterede ved at spise. CGM er en revolution for os med diabetes.

LÆS OGSÅ: Tag de sunde madvalg

Insulin

Tænk, at man førhen skulle blande sin egen insulin og tage den med store sprøjter. Det er en stor kontrast til i dag, hvor alle, der ønsker det, kan få en insulinpumpe, og hvor sprøjterne ligner en pen. Udvalget af insulin er også stort, og der er mange forskellige typer, man kan teste for at finde den, der passer en. Jeg bruger selv sprøjter og tager langtidsvirkende insulin morgen og aften samt hurtigtvirkende til måltiderne. Jeg har skiftet insulinmærke nogle gange alt efter behov, og fordi der er kommet noget nyt på markedet.

Åbenhed, tilrettelæggelse og stigmatisering

Et af de værste ord, jeg kender, er “sukkersyge”. For det første er det forkert, og derudover er det stigmatiserende. Heldigvis hører jeg det sjældnere og sjældnere. Jeg synes også, at folk generelt er mere oplyste i dag med hensyn til at vide, hvad diabetes er. Da jeg fik diabetes for 16 år siden, var der stadig folk, der ville fortælle mig, hvad jeg måtte eller ikke måtte spise. Det hører jeg aldrig nu. Jeg kan få spørgsmål, men det er mere af nysgerrighed eller omsorg. Jeg er altid åben om, at jeg har diabetes, og at jeg lever et normalt liv som alle andre, selvom jeg skal passe ekstra på. Med hensyn til mit arbejde har jeg heller ikke oplevet forhindringer, fordi jeg har diabetes. Jeg har spurgt om ordninger, når jeg har brug for det, eksempelvis hjemmekontor de dage, hvor blodsukkeret er besværligt.

Jeg synes selv, at det var vanskeligere at have diabetes for ti år siden. Selvfølgelig er jeg blevet mere voksen og mere sikker på mig selv, men de ydre faktorer har også påvirket det. Vi er heldige at bo i Norge, hvor vi har adgang til hjælpemidler, der gør hverdagen med diabetes lettere.

LÆS OGSÅ: Fik type 1-diabetes: – Jeg skulle blive den sejeste af dem alle

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce