Lægerne var som regel mest optaget af, hvad der var den fysiske årsag til mine kraftige insulinfølinger, og var meget lidt opmærksomme på det psykiske. Derfor er det måske ikke så underligt, at de ikke fandt årsagen. Min historie er et godt eksempel på, at det er vigtigt at se det hele menneske, når man behandler diabetes.

Læs del 1 her. Som ung fik jeg ofte så lavt blodsukker, at jeg fik kraftige kramper. Som voksen har jeg læst om unge, der er døde af samme årsag. Det er mærkeligt at tænke på, at jeg kunne have været en af dem. At jeg kunne have været død i dag, fordi jeg kæmpede med alt for lavt blodsukker som ung.

Især fordi lægerne ikke kunne finde en fysisk årsag.

Behovet for at se det hele menneske ved behandling af diabetes

Hvis lægerne havde set mig som et helt menneske, hvor det fysiske og psykiske hænger sammen, ville de måske have fundet ud af, hvad der er årsagen til disse udfordrende år i vores liv. Hvis de havde spurgt, hvad der foregik i mit liv, havde de måske fået en bedre forståelse.

Jeg har altid haft et ekstremt stort behov for kontrol, og sådan har det været, siden jeg var barn. Jeg har haft store drømme og har stilet højt – så højt, at det måske gjorde mig syg. Jeg har aldrig været den kønneste eller mest populære, men jeg var rigtig dygtig i skolen. Jeg havde mange venner og trivedes godt, men havde et unaturligt stort behov for at få gode resultater i forbindelse med prøver og andre skolerelaterede aktiviteter.

LÆS OGSÅ: Lad os arbejde for at få et godt kropsbillede med diabetes

Stor nedtur ikke længere at være den bedste i klassen

Da jeg startede i udslusningsklasserne og fik karakterer, var jeg ikke længere den bedste i klassen. Jeg var kun blandt de bedste, og jeg kæmpede faktisk lidt i visse fag. Det var en stor nedtur, og til tider føltes det, som om jeg havde mistet noget af min identitet. Samtidig ønskede jeg at være vellidt og være med til alt det sociale. Det siger sig selv, at det måske blev lidt for meget for en 13-14-årig pige. En typisk flinkepige og om muligt forgængeren til den såkaldte “generation præstation”.

Jeg var ofte fortvivlet over min egen situation og kæmpede til tider med at se det positive, livet havde at byde på.  Det var ikke sjældent, at min psyke var helt nede i en mørk dal. Og for en teenager, der ikke havde haft de større udfordringer tidligere i livet, var det ikke nogen rar oplevelse.

Psykisk pres

Jeg ved stadig ikke, hvad der var årsagen til, at jeg var så syg, som jeg var i ungdomsårene, men jeg er stadig enig i mine forældres teori om, at det var noget psykisk. At det pres, jeg påførte mig selv, blev for stort, og at min krop reagerede fysisk på det.

Desværre var jeg ikke særligt modtagelig for hjælp efter den behandling, jeg havde fået på børneafdelingen på hospitalet i Fredrikstad. Og jeg måtte derfor selv afgøre, om jeg skulle tale med nogen.

Jeg gav det en chance. Desværre er det ikke den bedste idé at bede en 14-årig pige i den sværeste periode af livet om at tale med en mand tæt på pensionsalderen.

LÆS OGSÅ: Lad os arbejde for at få et godt kropsbillede med diabetes

“Du er umulig at hjælpe”

Jeg kunne bare ikke klare det, da han sagde, at jeg var umulig at hjælpe. Det var nok ikke helt forkert, for jeg ved, at jeg sikkert ikke åbnede mig ret meget op, men han burde have været professionel nok til at forsøge med en anden strategi. Eller måske burde han have sendt mig til en anden behandler. Ingen er umulige at hjælpe – de skal bare mødes med omsorg og tålmodighed.

Det er nogle smertelige minder at tænke tilbage på, og nogle gange forstår jeg ikke helt, hvordan jeg kom igennem det. Jeg afsluttede folkeskolen med gode karakterer, selvom jeg havde en fraværsprocent på over 50. Jeg afsluttede gymnasiet med gode karakterer, heldigvis med langt mindre fravær, og havde store planer om at læse medicin. Naturligvis ville jeg bevise, måske mest over for mig selv, at der findes gode, omsorgsfulde, tålmodige og fantastisk dygtige læger.

LÆS OGSÅ:

Vigtigt at børn bliver set, hørt og forstået, når de er syge

Desværre var naturfag ikke min største styrke, men jeg endte faktisk som jurist med speciale i børne- og sundhedsret. Det er naturligvis ikke tilfældigt. Og i mit speciale skrev jeg om mindreåriges ret til at blive hørt og selv bestemme over egen behandling. Det er så vigtigt, at børn bliver set, hørt og forstået, når de er syge. Hvis sundhedspersonalet var bedre til at lade barnet deltage aktivt i behandlingen, så det føler, at det bliver hørt, er jeg sikker på, at behandlingen ville få større effekt.

I dag ved jeg, at den måde, det blev håndteret på, har gjort, at jeg er direkte bange for både læger og hospitaler. Jeg er bange i flere uger, før jeg skal til diabeteskontrol, og er i ekstremt stort beredskab, når jeg er i lignende situationer.

Jeg udsætter alt, der ikke er akut, flere gange, og tager kun afsted, hvis det er absolut nødvendigt. Der er flere ting, jeg kæmper med i dag, som burde have været udredt bedre, såsom allergi, astma, overvægt og maveproblemer, hvilket jeg ganske enkelt ikke tør bede om hjælp til. For mit vedkommende er det lettere at behandle symptomerne på egen hånd end at bede om hjælp, så jeg kan få det bedre. Det siger vel noget om den behandling, jeg har fået.

Det er altid et mål at blive bedre, og nu hvor jeg skal flytte for mig selv, er jeg nødt til at passe bedre på mig selv. Fremover er det kun mig, der har kontrollen, og ingen vil kunne hjælpe mig, hvis der sker noget. Derfor er det vigtigt, at der er styr på alting.

LÆS OGSÅ: Vidste du, at mange med type 2-diabetes også lider af søvnapnø?

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.